Det er ikke hver dag, at der pludselig bryder korsang ud på Neels Torv. Men onsdag eftermiddag havde Dragør Kirkes Børne- og Ungekor planlagt en musikalsk overraskelse for de forbipasserende – og for deres fremmødte familier.
Børnene gemte sig forskellige steder på torvet, inden de sammen tog hul på en syngende flashmob. Organist Simon Hintz spillede de indledende toner til Pil-sangen »Dronning af månen«, mens en lille gruppe sangere begyndte på første vers. Derefter sluttede flere og flere børn sig syngende til i mindre grupper. Og idéen kom faktisk fra børnene selv.
»Vi har valgt at lave en flashmob, fordi vi synes, det er vigtigt, at børnene også bliver hørt. Det var et par af de store piger, der kom med idéen. De spurgte mig i en pause, om vi ikke skulle lave en flashmob, og allerede efter pausen gik vi i gang med at øve,« fortæller korleder Sofie Hermind.
Efter den atypiske start fortsatte koret med en mere traditionel korkoncert fuld af danske pophits af blandt andet Rasmus Seebach og Mille.
Plads til både store og små
Dragør Kirkes Børne- og Ungekor tæller omkring 50 børn fra 3. til 8. klasse og ledes af sanger Sofie Hermind og organist Simon Hintz, der kom til som korledere i henholdsvis januar og april i år.
Selvom aldersspændet er stort, er det ifølge Sofie Hermind netop en af korets styrker. De yngste får nogen at se op til, mens de ældste får mulighed for at tage ansvar og være med til at lede fællesskabet.
»Vi går meget op i fællesskabet. Alle skal have lov til at være, som de er, og vi arbejder meget med, at de forskellige aldersgrupper bliver blandet og får glæde af hinanden,« fortæller hun.
Næste store begivenhed i korets årshjul er den traditionelle julekoncert i Dragør Kirke.
Hvad er en flashmob?
En flashmob er et fænomen, der opstod omkring 2003 i USA, hvorfra det bredte sig internationalt. En flashmob udføres af en menneskemængde, der laver en uventet happening på et offentligt sted, for derefter at spredes lige så hurtigt, som den dukkede op.
Kilde: Lex.dk