Debat

Dragør Badeanstalt

E
Indlæg af Erik Jacobsen
| | 3 min læsetid

Man må sige, at bølgerne går højt, når snakken falder på de ændrede forhold for kvinderne på Dragør Badeanstalt. Det er fuld forståeligt. Hvilket knæfald, mangel på situationsfornemmelse og konfliktsky beslutning, som Dragørs kommunalbestyrelse med borgmester Kenneth Gøtterup i spidsen har truffet. Det er under al kritik og mangel på situationsfornemmelse.

Hvorledes ville borgmesteren og kommunalbestyrelsen have reageret, hvis det havde drejet sig om etniske danskere, der var uromagere? Med garanti helt anderledes. Lige netop som Lisbeth Dam Larsen beskriver: »Hun blev bedt om at tage tøjet på.« Hvorfor valgte kommunalbestyrelsen den nemme løsning? Den nemme løsning, som flertallet ikke ønsker, men som vælges netop af konfliktskyhed. Og det er netop konfliktskyhed, selvom Jerrik Walløe på Facebook benægter det. Det er ikke andet.

Hvorfor valgte kommunalbestyrelsen ikke at sætte kompetente vagter på – af begge køn – for at opretholde ro og orden. Kommunalbestyrelsen holder sig jo ikke tilbage i andre sammenhænge med at kaste om sig med penge. Husk lige på det kuldsejlede fjernvarmeprojekt og konsulentundersøgelser på Enggården.

Hvorfor valgtes den løsning, der tilgodeser uromagerne? Hvorfor blev der kæmpet så hårdt for den regnbuefarvede bænk, når nogle få personer forsøgte at ødelægge den. Havde man den gang anvendt samme tankegang, så skulle en lille del af bænken have bibeholdt den oprindelige farve. Kan kommunalbestyrelsen se ligheden?

Det her drejer sig om mere end åbne/lukketid for nøgenbadning. Det drejer sig om danske værdier. Intet mindre. I årtier har det været muligt at bade nøgen adskilt fra det andet køn. Det skal det forblive med.

Ved at tilgodese uromagerne, så gør man dem faktisk en bjørnetjeneste. Man støtter dem i den kultur og livssyn, der ikke på nogen måde harmonerer med vores danske værdier og livssyn. De fastholdes i en kultur, der så er så fjern fra vores, og som de desuden ikke ønsker at være del af. Kun på deres egne præmisser.

Hvor er de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen henne? Er det alene borgmesteren, der har en mening om dette emne? Vel er det sommerferie. Hvis man valgt at gå ind i politik, så har man også forpligtet sig at fremsætte sine synspunkter, selv når man ikke lige synes at have tid til det.

Det er måske mod, I mangler. Mod til at fremføre jeres synspunkter offentligt af frygt for hetz, eller hvad? Det er jo ikke kun op til kommunalvalget, at I har en mening om dit og dat, vel?

Støt op om Lisbeth Dam Larsens forslag, så kommunalbestyrelsen bliver tvunget til at genoverveje den tåbelige beslutning.

Dragørborgere. Giv jeres mening til kende her i Dragør Nyt. Lad den komme frem i lyset.

Med venlig hilsen

Erik Jacobsen

Flere nyheder

Kommentarer (0)

Log ind for at skrive en kommentar

LOG IND
FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER