»Du ligner da ikke en med autisme«

Nicolai Schønning er en helt almindelig ung mand på 25 år. Han bor i Dragør, hvor han også er opvokset med mor, far og søskende. I gang med sit historiestudie på Københavns Universitet og på jagt efter en betalelig studiebolig. Og ja, så har han autisme. En diagnose, han fik som 12-årig.

Hans vej til trivsel og forståelse for, hvad han kan og ikke kan, har dog været lang. Derfor har han været engageret i landsforeningen Autisme Ungdom i flere år. Nu sidder han også i hovedbestyrelsen. Han brænder for at hjælpe andre, der har haft det ligesom ham. Og for at være en del af en gruppe rollemodeller, der skal vise børn og unge med autisme, at der er lys derude. At de nok skal finde deres plads i livet. Nogle gange kræver det bare, at man rækker ud efter – og får – noget hjælp.

»Da jeg var barn, var man lidt på herrens mark. Det var svært at finde fællesskaber, når man ikke helt fungerede i de der etablerede ting som fodboldklubben. Jeg var glad for at komme på Krudthuset, hvor der var klub, men ellers mødte mine forældre og jeg mangel på indsigt og forståelse for, hvad jeg havde brug for. Generelt tror folk, at man enten er Rain Man og kan tælle kort, eller at man er småtbegavet, hvis man har autisme,« forklarer Nicolai Schønning.

Fritidsaktiviteter ikke gearet til autisme

Hvad man som barn eller ung med autisme har brug for, kan selvfølgelig være meget forskelligt. Både fordi alle mennesker er forskellige, og fordi der er mange forskellige former for autisme. Men for Nicolai Schønnings og mange andres vedkommende er trygge og faste rammer alfa og omega. At så meget som muligt er forudsigeligt.

»Mange fritidsaktiviteter er slet ikke gearet til det. Det er vigtigt at have nogen, der er uddannede til det eller som har et personligt kendskab til autisme. For hvis vi ser på fodbold som eksempel, vil det virke for kaotisk at dukke op til træning, når man ikke ved, hvordan det kommer til at foregå. Her kan man måske se på, om man kan oprette mindre hold, sikre faste trænere, have faste rutiner eller en oversigt over, hvad der skal trænes fra gang til gang,« forklarer Nicolai Schønning.

Skolevægring før ny start

Selv fandt han ikke de strukturer, han havde brug for, da han var barn. Hverken i skolen eller i fritiden. Han prøvede at gå til mange forskellige ting, men der var ikke rigtigt noget, der fungerede. Han gik på Skolen ved Vierdiget til 5. klasse, da den blev lukket.

Men den sidste kaotiske tid på skolen, hvor han havde 12 dansklærere på et år, var ikke lige den slags rammer, han havde brug for. Så han endte med en belastningsreaktion og ni måneder med skolevægring. En autismediagnose blev afgørende. Det betød, at han kom på Tårnbygårdsskolen fra 6. klasse. En specialskole for børn og unge med blandt andet autismespektrumforstyrrelser.

»Den støtte, jeg fik her, var altafgørende. Ellers ville jeg ikke være på universitetet i dag og ville nok ikke trives på mit studie, som jeg gør. Al begyndelse og forandring er svær. Men jeg har den store fordel, at jeg elsker historie og så kræver det bare, at jeg planlægger og strukturerer min tid meget,« fortæller Nicolai Schønning, der også mener, at det bare har været godt for ham at blive voksen.

Mange ting, der virkede helt uoverskuelige for ham som teenager, er faldet på plads. Men han håber, at han med sit arbejde i Autisme Ungdom kan sikre, at der er færre børn og unge med autisme, der skal igennem ensomhed, skolevægring og mistrivsel, før de finder deres hylde.

Onlinefællesskaber kan være afgørende

Ud over at være med i hovedbestyrelsen i Autisme Ungdom er Nicolai Schønning også fast moderator på et meget stort onlinefællesskab, som foreningen driver. Her kan unge udveksle erfaringer, dele problemer og spille sammen. De holder også ugentlige arrangementer online, hvor de spiller computer. 

»Jeg brugte selv det meste af mine teenageår foran en computer. Og jeg synes, det er utroligt vigtigt, at man i de her tider, hvor man er ved at forbyde sociale medier for unge, husker på, at man ikke skal skære alle sociale medier over en kam. Sunde modererede onlinefællesskaber er virkelig vigtige for dem, der ikke kan komme ud,« lyder det fra Nicolai Schønning.

Han mener, man glemmer de positive aspekter af onlinefællesskaber, og at man vil se en kæmpe ensomhedsbølge, der vil belaste psykiatrien endnu mere, hvis for eksempel en 12-årig med autisme ikke længere må chatte eller game med ligesindede.

»I Autisme Ungdom har vi et fællesskab på en Discord-server (digitalt mødested, red.), hvor alle bliver tjekket, inden de bliver lukket ind. Og vi har voksne moderatorer på, som sikrer, at der altid er en god tone. Her oplever jeg, at alle er søde og hjælpsomme. Det gør en kæmpe forskel for de unge, at de kan tale med andre, der kender til autisme. Det meste handler om hverdagen. Nye spil. Skolen. Men der bliver også snakket diagnoser, strategier og værktøjer til at få en bedre hverdag. For nogen er det den eneste kontakt, uden for hjemmet. Den må vi ikke fratage dem,« forklarer han.

Alle har ret til et godt liv

Alt dette og meget mere prøver han og foreningen at udbrede til fagfolk og politikere. For at sikre, at der bliver oprettet specialtilbud og lovgivning, der passer til virkeligheden. Også den virkelighed, man oplever som autist.

»Vores mantra er, at alle har ret til et godt liv uanset diagnose,« fortæller Nicolai Schønning.

Det kan lyde meget enkelt – og meget nemt at være enig i. Men det er selvfølgelig sværere end som så. Det er det for politikere og fagpersoner, hvis de ikke har den rette indsigt. Og det er det også for familier, der står med et barn eller en ung, der har autisme eller måske er ved at blive udredt.

Derfor har Autisme Ungdom også startet en foredragsrække, som kommer til Dragør mandag den 28. september.

»Jo mere, vi kan fortælle om, hvad autisme er, jo mere fokus kan der forhåbentlig komme på at skabe de rette tilbud. Og jo flere, der møder os som rollemodeller og kan se, at der er en lod i livet til alle, og at man skal bidrage med det, man kan, jo bedre. For rigtig mange mangler nogle at spejle sig i og kender slet ikke deres muligheder for at finde fællesskaber eller hjælp til hverdagen,« siger Nicolai Schønning.