3.587 gæstesejlere og 167 autocampere har foreløbigt gæstet Dragør Havn i år og betalt for overnatning. Det viser havnefoged Finn Frigast Larsens seneste optælling. Og det er knapt et par hundrede flere end sidste år på samme tidspunkt.
Dragør Havn er altså stadig en attraktiv havn at sejle til. Og det er også blevet mere og mere populært at tage et stop med autocamperen med direkte udsigt til Øresund, som man har fra gruspladsen ved lystbådehavnen.
Flere til frokost
Samtidig har 74 gæstesejlere benyttet sig af et helt nyt tilbud i havnen – nemlig at købe en frokostbillet. En frokostbillet koster 100 kroner og giver adgang til, at man kan lægge til med sin båd og lade båden blive liggende mellem klokken 10 og 16, så man kan gå i land, få en frokost, se på byen og sejle hjem igen.
»Vi har lavet den nye ordning, fordi vi gerne vil give gæster – ikke mindst vores svenske naboer – mulighed for at komme et smut forbi, spise frokost og sejle hjem igen. Men hvis vi ikke tager et beløb for det, vil mange ligge længere end til klokken 16, inden de sejler videre. Og så tager det pladsen fra en gæst, der gerne vil sejle ind og betale for at overnatte. Den gæst og den betaling har vi jo ikke lyst til at gå glip af,« forklarer Finn Frigast Larsen.
Han oplever, at gæstesejlerne har taget godt imod frokost-ordningen. I øvrigt har man også mulighed for at ændre mening. Hvis man får lyst til at overnatte med båden, kan man gå ind på havnekontoret og købe en overnatning og få fratrukket prisen for frokostbilletten.
Flest fra Danmark, Tyskland og Sverige
Når det kommer til nationaliteter, der gerne vil opleve Dragør Havn, er der stadig en stor overvægt af danskere, selv om antallet af dem er faldet lidt. Derefter er det især tyskere og svenskere, der fylder i statistikken, mens hollænderne kommer på en fjerdeplads. I hvert fald hvis man ser på antallet af overnatninger. For eksempel står tyskerne foreløbigt for 992 overnatninger i havnen, mens de havde 732 overnatninger på samme tidspunkt sidste år. Svenskerne står for 866 overnatninger i år mod 732 sidste år på samme tidspunkt.
Der er dog sejlende gæster fra hele Europa – som Storbritannien, Belgien, Frankrig, Polen og Østrig. Syv overnatninger står amerikanere endda for.
Hvor må du overnatte med din autocamper?
På Dragør Havn – på grusparkeringspladsen ved Ny Havn (lystbådehavnen) – må du holde med din autocamper fra 1. juni til 30. september. Der er plads til omkring 30 autocampere. Du betaler et gebyr per nat for adgang til havnens faciliteter – el, vand og toilet- og badefaciliteter – og skal registrere dig og betale på en af de to billetautomater, der står ved henholdsvis havnekontoret og badefaciliteter i Ny Havn.
Du må dog ikke campere på Dragør Havn. Du må blot tage et hvil/parkere. Der bliver skelnet mellem de to ting, fordi det ifølge campingreglementet kun er på campingpladser, du må rulle hele arsenalet af markiser, grill, stole og borde ud. Under en »parkering« med din autocamper, må du også overnatte, men du kun have bord og stole udenfor om dagen, hvis der er plads til det. Derudover må du ikke stille alt muligt udstyr op.
Og hvor må autocampere så ellers holde?
Det kan være relevant at vide for dig selv, hvis du planlægger at køre ud i landet – eller hvis du oplever autocampere, der slår sig ned i dit nabolag. Kort fortalt må autocampere kun campere på campingpladser.
Men autocampere må parkere/overnatte på:
- Decideret autocamperpladser, som oftest er en grusparkeringsplads – ligesom den, Dragør Kommune har indrettet ved Ny Havn.
- Offentlige veje, parkeringspladser og private fællesveje, hvis autocamperen er under 3,5 ton. Vejmyndigheden – som ofte er kommunen – har dog mulighed for at forbyde parkering med autocamper og skal i så fald skilte med forbuddet.
- Lystbådehavne, der som Ny Havn har en grusparkeringsplads, og hvor kommunen fører tilsyn med, at der ikke sker decideret campering.
- Private veje: Parkering er tilladt på egnede veje, medmindre ejeren har skiltet imod det.
- Bondegårdscampering: Det er tilladt for landbrugsejendomme at modtage op til tre autocampere/enheder som et supplement til driften uden at søge om campingtilladelse.
- Parkering/overnatning i autocamper er som udgangspunkt forbudt ved skove, strande og i klitter, med mindre der specifikt er givet tilladelse af ejeren og er skiltet med det.
Kilde: Vejledningsnotat om autocampere, Miljøministeriet, Vejdirektoratet og Plan- og Distriktsstyrelsen, 2024