Da Finansloven for 2026 faldt på plads, var det blandt andet med en lille gaveregn til Dragør Kommune. Staten tildelte en million kroner til en legeplads med historisk tema – og nu er der indgået aftale med legepladsproducenten Cado om legepladsen, der skal ligge på Dragør Havn.
Forslaget er ifølge Dragør Kommune valgt ud fra tre tilbud. Målet har været at finde en legeplads, der omsætter Dragør Kommunes kulturhistorie til leg, bevægelse og ophold. Det betyder, at børn om nogle måneder kan tage sig en rutsjetur fra en kopi af lodstårnet og hygge sig blandt havnerøde legehuse, hvis de første visualiseringer står til troende.
Når byggetilladelse er på plads, kan arbejdet på Dragør Havn gå i gang. Legepladsen forventes at stå klar til leg inden udgangen af 2026. Legepladsen skal ligge på græsarealet nær skaterbanen, hvor der i forvejen er legeplads og motionsredskaber.