Det bliver den amerikanske gigant Microsoft, der i fremtiden skal være grundstammen i Dragør Kommunes it. Det har en enig kommunalbestyrelse besluttet.
I forvejen bruger kommunen Microsoft, men en del af licenserne udløber i år. Derfor skulle politikerne tage stilling til, om man ville fortsætte med Microsoft 365. Det anbefalede administrationen, blandt andet af hensyn til det forventede tættere it-samarbejde med de øvrige 28 kommuner i Region Hovedstaden.
»En fælles teknologisk platform vurderes at være en væsentlig forudsætning for at kunne etablere fælles arbejdsgange, fælles sikkerhedsmodeller, fælles administration og en mere effektiv it-drift i den kommende fælleskommunale it-serviceorganisation. Overgangen til M365 er derfor ikke alene en licensmæssig beslutning, men også en vigtig forberedelse til det fremtidige it-samarbejde,« hedder det i forvaltningens indstilling.
Beslutningen var enstemmig i kommunalbestyrelsen, men Liste T's Peter Læssøe luftede forud for sin ja-stemme et forbehold.
»Det er ret specielt, at vi nu går dybere ind med et stort amerikansk firma i stedet for at kigge på open source i forhold til de værktøjer, vi bruger i vores kommune,« sagde han.