Dragør Kunstfestival samler i weekenden 37 kunstnere, der udstiller et bredt udvalg af kunst og kunsthåndværk på Dragør Havn ved lodstårnet. Her kan man blandt andet opleve akvareller, malerier, skulpturer, fotografier, linoleumstryk og meget mere. Blandt de mange udstillere finder man blandt andet også de to lokale kunstnere Bettina Fellov og Kirsten Tønnesen. Bettina Fellov, som også er en af de frivillige kræfter bag festivalen, udstiller sine stemningsfulde oliemalerier med motiver, der kredser om natur, mennesker og nærvær. Kirsten Tønnesen viser sine figurative værker med inspiration fra hverdagslivet i Dragør og er kendt i byen for at tage rundt med skitseblok og sit rullende galleri i en gammel barnevogn.
Festivalen byder også på værker af blandt andre Ole Herltoft, Jan Friis og kunstfestival-debutanten Liv Madsen, der som den første linoleumskunstner nogensinde deltager på festivalen.
I Det Gamle Værft vender Moar's Ark tilbage med en kreativ aktivitet, hvor både børn og voksne kan prøve at male med mayonnaise-maling under vejledning af blandt andet kunstneren Jeppe Eisner.
Festivalen finder sted lørdag den 11. juli fra klokken 10 til 17 og søndag den 12. juli fra klokken 10 til 16.