Der har været en række fejl og mangler i Dragør Kommunes måde at offentliggøre sagsbehandlingsfristerne på det sociale område, som de ellers er forpligtet til. Det gjorde Ankestyrelsen opmærksom på i et brev i august.
Nu har kommunalbestyrelsen netop godkendt det brev, der skal sendes tilbage til styrelsen, som svarer på, hvordan Dragør Kommune har tænkt sig at forbedre sig.
Blandt andet gør man rede for, at man får rettet sagsbehandlingsfristen for en børnefaglig undersøgelse til fem måneder, så den beregnes fra ansøgningstidspunktet for sådan en undersøgelse (og ikke fra, hvornår den er færdig, som man har gjort hidtil).
Ankestyrelsen har også kritiseret, at Dragør Kommune i forhold til en række andre sagsbehandlingsfrister på det sociale område henviser til Tårnby Kommunes hjemmeside. Og at Tårnby Kommune i øvrigt ikke har offentliggjort fristerne.
Dragør Kommunes forvaltning holder dog fast i, at de lever op til serviceloven ved at henvise til Tårnby Kommunes hjemmeside, fordi de i delaftalen med Tårnby netop har beskrevet, at Tårnby skal stå for offentliggørelsen af sagsbehandlingsfristerne.
Samtidig forklarer Dragør Kommune dog i brevet til Ankestyrelsen, at de har henvendt sig til Tårnby Kommune for at sikre, at de offentliggør sagsbehandlingsfristerne, og at de gør det på en overskuelig måde – opdelt efter lovområder. Dette er der dog stadig nogle tekniske udfordringer med.
Og så bedyrer Dragør Kommune, at man nu på www.dragoer.dk vil oplyse, at det specifikt er menuen »Lov om social service« der skal udfoldes, når man søger fristerne på Tårnby Kommunes hjemmeside.