Et sammenstød på Møllevej i krydset ved Hartkornsvej gav kortvarigt forstyrrelser i morgentrafikken fredag.
Uheldet skete ifølge de første oplysninger i forbindelse med et venstresving fra Hartkornsvej klokken cirka 8.45. Her ramte en bil en anden bil bagfra – begge var mindre biler af mærket Citroën. Uheldet gav ikke større materielle skader, end at begge biler først kunne køre ind til siden ved Møllevej og siden blive flyttet til den nærliggende sidevej Harevænget.
Der blev dog sendt både brandvæsen, ambulance, akutbil og politi til uheldsstedet, og redningsfolkene afspærrede vejbanen i retning mod Krudttårnsvej under oprydningen. Det gav en del ulemper for bilister på stedet, mens arbejdet stod på den næste halve time – blandt andet måtte flere vende bilen i krydset for at finde andre veje.
En enkelt bilist valgte dog en mere uortodoks løsning og brugte fortovet ud for daginstitutionen Harevænget som vejbane – mod køreretningen og i øvrigt mens Dragør Nyts journalist opholdt sig på fortovet. Bilisten blev grundigt irettesat af en brandmand på stedet. Københavns Politi var på daværende tidspunkt endnu ikke ankommet til uheldsstedet, så bødeblokken kom ikke i brug.
Det er anden gang i løbet af en måneds tid, at der har været et trafikuheld i krydset. 1. september blev en otte-årig påkørt, da hun krydsede fodgængerfeltet på Møllevej på cykel. Hun kom ikke alvorligt til skade ved uheldet.