Debat

To borgerforslag om badeanstalten

Støt op om retten til nøgenbadning på Dragør Søbad

L
Indlæg af Lisbeth Dam Larsen
| | 6 min læsetid

For nogle uger siden havde jeg et indlæg i Dragør Nyt, som jeg efterfølgende også slog op på Facebook.

Hvorfor skal mændene på rådhuset bestemme, at damerne på badeanstalten skal have tøj på?

Det gav overraskende mange reaktioner og opfordringer fra Dragørborgere om at følge op.

Baggrunden er, at politikerne har besluttet, at hele Dragør Søbad skal omdannes til fællesbassin kl. 12–17, når der er rigtig mange besøgende på badeanstalten. 

Beslutningen skyldes, at ikke kun Dragør-kvinder, men også et overvældende stort antal unge kvinder med tørklæder fra hele hovedstadsområdet har fundet et fristed her i Dragør Søbads damebassin. Det har damebassinet overhovedet ikke kapacitet til, så det gav desværre en række udfordringer og meget uheldige sammenstød.

Politikernes beslutning om at omdanne hele badeanstalten til fællesbassin i overbelastede perioder har virket. Nu kommer der ikke flere kvinder udefra, end vi kan rumme uden de store problemer.

Desværre har politikerne samtidigt indført en række unødvendige restriktioner, som vi lokale brugere af Dragør Søbad oplever som en væsentlig forringelse af vores fristed. Man må ikke længere på noget tidspunkt overhovedet spise sin medbragte mad i damebassinet, og når hele badeanstalten er omdannet til fællesområde, skal man have badetøj på.

Livet i Damebassinet på Dragør Søbad er en del af Dragørs kultur

Siden 1933 har vi haft en badeanstalt med et damebassin, et fællesbassin og et herrebassin, og siden 1934 har det ligget for enden af Batterivej, som det gør i dag.

Det har altid været et helt særligt sted med fællesskab for os kvinder i alle aldre, så længe selv de allerældste af os kan huske tilbage. Vi er kommet her med vores mødre og bedstemødre og senere med vores døtre og børnebørn. Og drengene kan huske, hvordan badebolden »tilfældigvis« endte i damebassinet, så en af dem måtte ind og hente den.

Mange af os kvinder bruger Dragør Søbad året rundt og betragter det som vores fristed, hvor vi kan mødes med veninder, naboer og familiens piger og sole og bade uden tøj, og hvor vi tidligere har kunnet dele kaffen, madkurven og samværet i damebassinet.

Det kan vi ikke længere, og desværre er flere af vores faste brugere holdt op med at komme.

Det første borgerforslag, som jeg efter opfordring stillede, handler kun om retten til at sole og bade uden tøj i damebassinet, når hele søbadet er omdannet til fællesområde. Men en række mænd henvendte sig og ønskede et forslag, der sikrede, at de også kan sole og bade uden tøj i herrebassinet, som de altid har kunnet. Derfor er der nu to borgerforslag, der skal skrives under, hvis man som Dragør-borger vil støtte op.

Med den kropsforskrækkelse, vi møder flere steder i samfundet i dag, og de glansbilleder, man ser på nettet, er der også en vis normalisering i at kunne se og få en mere afslappet og naturlig tilgang til den nøgne krop. Skulle der være enkelte, der føler sig generet, kan de jo gå ind i midterbassinet.

Borgmesteren og jeg er blevet interviewet både til radio og aviser, da nøgenhed åbenbart er et emne, som interesserer overalt her i agurketiden.

Hos vores borgmester er der vist ikke megen forståelse at hente i vores ønske om at få vores fristed tilbage. Vi kan jo bare nå at bade inden kl. 12 eller tage badetøj på. Men håbet med borgerforslagene er, at politikerne får øjnene op for de ønsker til reglerne, der er hos os Dragør-borgere og faste brugere af Dragør Søbad.

Et borgerforslag kræver 350 underskrifter, før politikerne er tvunget til at tage forslaget på dagsordenen. Men det er ikke det samme som, at de skal lytte.

Det er heller ikke nødvendigt, at de venter med at lytte, til vi er nået de to gange 350 underskrifter.

Sidste år var omdannelsen af hele søbadet til fællesbassin et forsøg, som nu er gjort permanent, fordi det har vist sig at virke, så der bliver bedre plads til alle.

Kære borgmester, kære politikere

Hvorfor ikke indføre det forsøg, som vi Dragør-borgere og faste brugere af Dragør Søbad beder så inderligt om:

At vi igen må spise vores medbragte mad overalt på badeanstalten og tillade, at vi igen kan sole og bade uden tøj i henholdsvis damebassinnet eller herrebassinet, også selvom hele badeanstalten i perioder er omdannet til fællesområde. 

Hvordan underskriver man 

Flere, der ikke er på Facebook, har spurgt, hvordan de kan underskrive borgerforslaget:

Man skal ind på Dragør Kommunes hjemmeside og søge efter Borgerforslag.

På den side, der hedder Borgerforslag (www.dragoer.dk/politik/faa-indflydelse/borgerforslag), kan man både selv stille et forslag, og man kan læse de aktive forslag, der er.
Vil man skrive under, skal man fortsætte under »Støt borgerforslag her«.
Man skal så logge ind med MitID og udfylde de oplysninger, man bliver bedt om og herefter trykke godkend.

Fortsat god sommer.

Med venlig hilsen

Lisbeth Dam Larsen

 

Flere nyheder

Kommentarer (0)

Log ind for at skrive en kommentar

LOG IND
FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER