Det fine porcelæn var fundet frem, og bordene var dækket med hvide duge. Kaffen blev skænket i fint porcelæn, og omkring bordene blev der taget for sig af de mange forskellige kager. Selvfølgelig skulle der også serveres Baileys til kaffen – og den sørgede borgmester Kenneth Gøtterup (K) for at skænke til de mange fødselsdagsgæster. Sådan blev Enggårdens 60 år markeret tirsdag eftermiddag.
Da gardinerne manglede, og fyret ikke virkede
Historiegruppen – en gruppe frivillige fra Historisk Arkiv Dragør – havde brugt tre uger på at skabe en udstilling om Enggårdens 60-årige historie. Her blev årene vækket til live gennem plancher med tekst og billeder samt en video fra plejecentrets 50-års jubilæum for ti år siden.
De frivillige fra arkivet havde også gravet en gammel selskabssang frem. Den skrev Enggårdens første leder i samarbejde med stedets økonoma i forbindelse med indvielsen for 60 år siden, et halvt år efter de første beboere var flyttet ind i januar 1966. Med humor beskrev de den første tid på det dengang nye syge- og plejehjem – og en række begyndervanskeligheder, som næppe var kommet med i en officiel indvielsesbrochure.
Og dén sang skulle selvfølgelig synges igen efter 60 år:
»I starten fyret ej duede – gik tit og ofte i stå, og dette os sandelig ej huede – det i weekenden ej ville gå.«
Gardiner var der heller ikke blevet råd til. I stedet lød beskeden, at tæpper kunne gøre det ud for dem. Og selv om køkkenet var flot, manglede der ifølge sangen en stikkontakt, mens opvaskemaskinen endnu ikke havde været i gang.
Mere end en bygning
Borgmester Kenneth Gøtterup brugte i sin tale jubilæet til at se både tilbage og frem. Verden har ændret sig markant siden 1965, konstaterede han, og Enggården er gennem årene blevet bygget om og moderniseret.
Han fremhævede medarbejdernes arbejde og takkede også pårørende og frivillige for at være med til at skabe hverdagen og fællesskabet på stedet.
For borgmesteren var de 60 år samtidig anledning til at gøre status over alt det hverdagsliv, der gennem årene har udspillet sig på Enggården.
»Tænk på alle de kopper kaffe, der er blevet drukket her siden 1965. Alle fødselsdagene. Alle julesangene. Alle samtalerne. Alle grinene. Og sikkert også et par gode diskussioner undervejs,« sagde sagde han og fortsatte:
»Til lykke med jeres hjem. For uden jer ville Enggården bare være en bygning. Det er jer, der gør det til et hjem.«
