180 biografstole stod uden hjem i starten af 1990'erne, da en biograf i Helsinge lukkede. Men stolene var ikke klar til at lukke og slukke, så de flyttede i stedet ind i Dragør Bio.
»De har set mere kærlighed end Dragør Havn en sommeraften, og de har knirket i takt til både Notting Hill, Indiana Jones og Harry Potter. De har været en del af Dragørs kulturarv – og nu får de lov til at blive det på en ny måde,« lyder det fra Dragør Biografforening.
For ja, nu skal biografstolene altså pensioneres. I hvert fald fra Dragør Bio. Den gamle biograf skal moderniseres fra gulv til loft, hvilket også betyder nye sæder til kommende biografgængere. Derfor afholder Dragør Biografforening Det Store Stol-Lotteri til Dragør Kulturnat fredag den 11. september. Her kan alle købe lodder og håbe på at vinde hovedpræmien, der af biografforeningen beskrives som »En original Dragør Bio-stol – komplet med patina, personlighed og et strejf af filmhistorie.«
På kulturnatten kan du i øvrigt komme ind i biografen og høre meget mere om ombygningen, samtidig med at der selvfølgelig også er gang i popcornmaskinen.
Er du ikke heldig at vinde en biografstol, har du mulighed for at købe en.