Operatørrummet er hjertet i enhver biograf. I Dragør Bio når man det via en trappe, der nærmest er en fastgjort metalstige. Selve rummet er med tykke betonmure.
En uskøn kasse – men en nødvendighed. Dels var filmrullerne tunge, så der skulle solide omgivelser til.
Der er da også et system af kraner, der kan hejse de tunge filmruller op og ned, så de via et rektangulært lille vindue kan projiceres ned på lærredet.
Men den vigtigste årsag til de tykke vægge er en anden; livsfare.
For de film, man brugte, da biografen slog dørene op i 1928 og op til begyndelsen 1950'erne, er ultra brandfarlige. Ikke blot ved opvarmning – hvor deres brændpunkt er temmelig lavt. Nej, de kan også selvantænde, når de ligger i deres æsker. Og når de først brænder, er der kun en ting at gøre; lade dem brænde, til de ikke længere kan nære flammerne.
For at føje spot til skade udvikler det også giftige gasser, der ikke levner mange chancer for dem, der er så uheldige at være i nærheden. Derfor blev der lavet beton- eller murstensbokse med små vinduer og mulighed for at lukke dem af i mange biografer – og altså også i Dragør.
For truslen var reel.
I 1897, da film var en splinterny opfindelse, skete den første biografkatastrofe i verdenshistorien. En midlertidig biograf brød i brand i Paris, og da ilden ramte filmrullerne, var katastrofen fuldendt. Mere end 120 mennesker omkom.
Året efter, at Dragør Bio åbnede i 1928, døde 71 børn i Skotland, da en filmrulle selvantændte og skabte panik med sin røgudvikling. Og når man i dag passer på fortidens filmskatte, sker det i helt særlige anlæg, ofte underjordiske, og altid nedkølede til under frysepunktet. Men før den metode kom, var nitratfilmenes brandfarlighed en væsentlig årsag til, at vi i dag har mistet op mod 75 procent af de film, der blev produceret frem til cirka 1950.
Film var altså halvfarlig underholdning. Men nitratcellulose var billigt, og det var holdbart, så de samme film kunne køres igen og igen. Selv om der allerede i 1920'erne blev udviklet et alternativ, slog det ikke rigtigt igennem, fordi det ny materiale ikke var lige så solidt.
Først efter 1950 var alternativet på plads. Men i Dragør Bio – og i mange andre provinsbiografer – beholdt man sin betonboks til operatøren.
Kilder: bbc.com, dfi.dk, acs.org