DB trak det længste strå i dramatisk lokalbrag

Dragør Boldklub var foran 2–0, men AB Tårnby kæmpede sig tilbage i et dramatisk lokalopgør. Først i kampens sidste minut blev sejren sikret, da Mikkel Toft scorede på straffespark til 3–2.

H
Af Henrik Rosschou
| | 7 min læsetid
DB trak det længste strå i dramatisk lokalbrag
Allerede inden kampen var der spænding. Der var nemlig en særlig halloween-indmarch, da DB-holdet kom på banen. Foto: Henrik Rosschou

Dragør Boldklub (DB) tog lørdag imod amagerrivalerne fra AB Tårnby. Gæsterne savnede en sejr. Det er kun blevet et point i de sidste fire kampe. DB gik ind i kampen med to sejre.

Lokalopgøret mod AB Tårnby blev en sand gyser med hele fem gule kort. To af dem til DB, mens AB Tårnby fik tre. Ud over de fem gule kort var der også gult til AB Tårnbys træner.

DB startede kampen bedst og pressede AB Tårnby ned på egen banehalvdel. Afslutninger fløj omkring Tårnby-målet. De to DB-angribere Ali Jennane og Kasper Walker have begge flere afslutninger – dog uden held. Tobias Damkær havde ligeledes en del langskud, men med samme resultat som de to angribere.

Efter seks minutter fik AB Tårnby bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside.

DB havde det meste af spillet. Gæsterne fra Tårnby fik spillet sig igennem et par gange i første halvleg, men de måtte bruge de fleste kræfter på at forsvare sig.

Der var spillet knap en halv time, da Tårnby-mandskabet blev reduceret til ti mand i ti minutter. Et frispark på Ali Jennane gav gult kort. Tobias Damkær udnyttede overtalssituationen og kom frem til tre afslutninger, som dog alle gik forbi mål.

De to hold gik til pause med 0-0. DB burde have scoret minimum tre gange og kunne have lukket kampen.

4526-1757-DB_mod_AB_Tårnby_HR-TM-web-4
Ali Jennane spillede en stor kamp, hvor han blev noteret for både et mål og en assist. Han blev efter kampen valgt som kampens bedste spiller af publikum. Foto: Henrik Rosschou

Dramatik efter pausen

Anden halvleg startede dramatisk, da Tårnby-keeperen fik et gult kort og udvisning i ti minutter. Kasper Walker blev sendt afsted med en lang bold. AB Tårnbys målmand stormede ud af målet. Han forsøgte med et vildt spark, men kiksede. Ali Jennane, som var fulgt godt med, blev nedlagt af Tårnby-målmanden, som ikke var kommet retur i målet. Dommeren takserede forseelsen til et gult kort, og Tårnby-holdet måtte sætte en markspiller i mål i ti minutter. Mads Lund tog det efterfølgende frispark. Afslutningen havde retning mod målet, men den nye målmand fik pareret bolden ud til hjørnespark.

DB fortsatte det høje angrebspres på Tårnby-mandskabet, og efter 54 minutter kom belønningen i form af en scoring af Ali Jennane. Afslutningen lignede et desperat forsøg, men AB Tårnbys målmand kunne ikke stille noget op. Selvom han fik hånden på bolden, fortsatte den i nettet til 1-0.

Efter 57 minutter skiftede DB Victor Dyhl ind til fordel for Mikkel Toft.

Hjemmeholdet fortsatte de gode takter, og efter times spil scorede Mads Lund til 2-0 til DB. Igen var Ali Jennane involveret. Lund startede selv angrebet. Han spillede frem til Kasper Walker, bolden blev sendt videre til Ali Jennane, som fandt Lund, der resolut sparkede på mål. Bolden gik ind i det korte hjørne uden en chance for AB Tårnby. Flot sparket ind af Mads Lund.

4526-1757-DB_mod_AB_Tårnby_HR-TM-web-2
Mads Glæsner er på plads i DB-målet, hvor han blandt andet stod for denne fine redning. Foto: Henrik Rosschou

Så var der ro på bagsmækken – troede man. Blot to minutter efter Lunds scoring reducerede AB Tårnby imidlertid til 2–1. AB Tårnby sendte en lang bold frem ad banen. DB-keeper Mads Glæsner løb ud af målet, men han kunne ikke forhindre Tårnby-spilleren i at få bolden under kontrol, og han dirigerede bolden ind bag Glæsner.

Kort efter AB Tårnby-scoringen fik Tobias Oppermann gult kort – og så lugtede gæsterne blod. AB Tårnby overtog spillet på DB's banehalvdel, og hjemmeholdet måtte trække sig tilbage og forsvare.

Efter 75 minutter skiftede DB Ali Jennane og Kasper Walker ud – ind kom Mikkel Toft og Daniel Graae.

Intensiteten fik endnu et tryk opad. AB Tårnbys ene træner fik et gult kort for protester.

AB Tårnby fik udbytte af deres pres, da de fik udlignet på et straffespark. Der var en del forvirring, og ingen kunne helt forstå, hvad der skete. Dommeren afviste i første omgang straffesparket, men pludselig ændrede han mening og gav alligevel straffesparket til AB Tårnby. Gæsterne tøvede ikke, da de fik chancen, og udlignede til 2–2.

4526-1757-DB_mod_AB_Tårnby_HR-TM-web-3
Emil Busk slider sig igennem i kampen mod AB Tårnby. Foto: Henrik Rosschou

Julius Krøger fik et gult kort med fem minutter tilbage af kampen. Formentlig for at kommentere på dommerens beslutning. Nu var DB igen kun ti mand på banen – og det var lagt op til mindst fem minutters overtid.

Med blot et minut tilbage af den ordinære spilletid brød Emil Busk AB Tårnbys opspil på midten. Han satte straks fart i bolden. Busk spillede videre til Tobias Damkær, som blev nedlagt i straffesparksfeltet. Dommeren pegede straks på pletten på trods af store protester fra Tårnby-spillerne, som til sidst resulterede i et gult kort. Mikkel Toft påtog sig ansvaret. Han scorede sikkert fra 11-meterpletten og sikrede DB en 3-2-sejr.

Ali Jennane blev efterfølgende valgt til kampens spiller af publikum. 

Kampen bød på alt den dramatik, som et lokalopgør skal gøre. DB fik tre vigtige point. Holdet er med sejren på 6.-pladsen i en meget tæt københavnsserie. Der er nu kun tre point på til 2.-pladsen og fire point op til Kastrup BK på 1.-pladsen. 

Næste kamp

Dragør Boldklub spiller ude mod Union lørdag den 7. november klokken 12 på Genforeningspladsen.

 

Resultater fra københavnsserien

FA2000 (2)–Union     1–3

Dragør Boldklub–AB Tårnby     3–2

Vigerslev BK–FB     0–1

Rødovre–Sundby (2)     0–3

Kastrup BK–CBS Sport     2–0

Fremad Valby–B1908     3–2

Hvidovre IF (2)–Vanløse IF (2)     3–1

 

# Hold K V U T M+ M- P
1 Kastrup BK 11 7 2 2 30 15 23
2 FA2000 (2) 11 7 1 3 28 16 22
3 FB 11 7 0 4 27 18 21
4 B1908 11 6 2 3 23 19 19
5 Vigerslev BK 11 6 1 4 25 24 19
6 Dragør Boldklub 11 6 1 4 29 22 19
7 Hvidovre IF (2) 11 6 0 5 32 24 18
8 CBS Sport 11 4 2 5 18 23 14
9 AB Tårnby 10 4 2 4 16 19 14
10 Union 11 4 1 6 23 30 13
11 Rødovre 11 3 1 7 17 24 10
12 Fremad Valby 10 3 1 6 15 30 10
13 Vanløse IF (2) 11 3 0 8 19 25 9
14 Sundby (2) 11 3 0 8 20 33 9

K = Kampe · V = Vundet · U = Uafgjort · T = Tabt · M+/M- = Mål for/imod · P = Point

 

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser