Espen kommer kun hjem for at sove

15-årige Espen Kirk går i gymnasiet, arbejder i en børnehave og driver sin egen virksomhed ved siden af. Han begyndte at tjene penge som otteårig, og nu bruger han eftermiddagene på at klippe hække og ordne haver. Om fem år skal hans knallert gerne være skiftet ud med bil og trailer – og så skal der ansatte på lønningslisten.

F
Af Freja Bundvad
| | 9 min læsetid
Espen kommer kun hjem for at sove
15-årige Espen Kirk driver selv virksomheden Drengenes Multiservice. Foto: Freja Bundvad

Der er ikke noget større mysterium i at klippe en hæk, hvis man spørger Espen Hjerrild Saabye Kirk.

»Jeg går egentlig bare efter øjemål,« fortæller han.

Den 15-årige dragørdreng står med hækkeklipperen i hånden og forklarer, hvordan man retter en bule ud, og hvorfor man omvendt skal lade maskinen være, hvis hækken dykker et sted. Så må man vente på, at den vokser sig lige.

»Man kan ikke gøre en skæv hæk lige med det samme. Men man kan godt gøre en lige hæk skæv,« forklarer han.

Espen Kirk har efterhånden fået en del erfaring med hækkeklipperen. Siden foråret har han drevet virksomheden Drengenes Multiservice, hvor han løser forskellige opgaver i og omkring folks huse og haver.

»Jeg har hjulpet folk med alt fra vinduespudsning til brolægning, og jeg kan lidt af hvert. Men jeg er heller ikke bange for at sige nej til en opgave, jeg ikke kan klare, og henvise til en uddannet håndværker i stedet for,« fortæller han.

Mest af alt har han klippet hække, og det passer ham glimrende.

Men hækkene skal passes ind i en kalender, der i forvejen er temmelig fyldt. Espen Kirk går i gymnasiet på Niels Brock i København og har samtidig et fritidsjob i en børnehave. Og så skal der helst også være tid til venner og kæreste.

Det betyder, at han ikke tilbringer voldsomt mange vågne timer derhjemme:

»Min mor og jeg er enige om, at når jeg er hjemme, er det fordi jeg sover.«

Lille og charmerende

Espen Kirks arbejdsliv begyndte længe før, han fik sit eget CVR-nummer. Han var omkring otte år, da han begyndte at sælge julekalendere for Børns Vilkår. Han fik 23 kroner for hver kalender og gik fra dør til dør hos naboerne.

»Jeg var jo lille og charmerende dengang, så folk gad godt købe et par stykker julekalendere,« fortæller han.

Da julesæsonen var slut, fortsatte han med at sælge andre ting fra Børns Vilkår. På et tidspunkt fik han også sin storebror med, men det gik ikke helt så godt. Storebroren var nemlig, som Espen Kirk selv konstaterer, »ikke så lille og charmerende«.

Siden har han haft en række forskellige fritidsjob. Han har siddet ved kassen i Netto, været opvasker i en sejlklub og arbejdet på både en gård, et værksted og i lufthavnen. Det har været forskellige typer arbejde, men fællesnævneren har været muligheden for at komme ud og tjene sine egne penge.

Ideen til Drengenes Multiservice kom blandt andet fra hans far, der bor i Jylland og driver haveservice ved siden af sit almindelige arbejde. Espen Kirk har ikke nogen uddannelse inden for gartnerfaget, men har lært sit håndværk ved at prøve sig frem. Efterhånden fik han så meget erfaring, at han begyndte at overveje, om han kunne gøre det til sin egen forretning.

I februar fik han et CVR-nummer, og i marts sendte han sin første regning.

Fra skolebænk til hækkeklipper

En almindelig hverdag begynder omkring klokken seks om morgenen. Tre kvarter senere sætter Espen Kirk sig i sin trehjulede ladknallert med Drengenes Multiservice-logo og plads til haveredskaber og værktøj. Herfra går turen mod Vestamager Station, hvor han parkerer og tager metroen videre til Nørreport.

Efter sommerferien begyndte han på Jesper Buchs Iværksætterakademi på Niels Brock. Her kombineres gymnasieundervisningen med blandt andet iværksætteri og virksomhedsforståelse, og det passer ham godt.

Når skoledagen er slut, går turen tilbage mod Dragør. Arbejdstøjet har han pakket aftenen før, og på vej hjem tjekker han kalenderen for at se, hvilke kunder han skal besøge.

Han forsøger at planlægge opgaverne, så de passer på hans rute. Tirsdag og onsdag skal han desuden nå sit fritidsjob i børnehaven, hvor han tager opvasken.

»Jeg prøver at tage så meget ind som muligt,« siger han.

Det går indimellem ud over lektierne. De vigtigste opgaver bliver lavet, forsikrer han, men han lægger ikke skjul på, at et kapitel i ny og næ kan blive sprunget over:

»Jeg tænker, at de hellere vil uddanne en masse gode iværksættere end en masse gode lektielavere.«

Espen Kirk fortæller, at han ofte først er hjemme ved 22-tiden. Alligevel mener han ikke selv, at han har for meget om ørerne.

»Jeg kan sagtens følge med alt det, der kommer, og jeg føler mig ikke stresset. Jeg kunne sagtens tage flere opgaver,« lyder det.

4026-1347-Drengenes_multiservice_FB-TM-web-3
Sommerhalvåret har givet Espen stor erfaring med klip og beskæring, og det, synes han selv, er de sjoveste opgaver. Foto: Freja Bundvad

Lærer af sine fejl

Det er ikke kun arbejdet ude hos kunderne, Espen Kirk har skullet lære. Som selvstændig skal han også kunne give tilbud, sende fakturaer og holde styr på økonomien.

Til at beregne priser bruger han blandt andet kunstig intelligens. Men teknologien har sine begrænsninger. Da han skulle give tilbud på rensning af et større fliseareal, foreslog AI en pris på 12.500 kroner inklusive moms.

»Der tænkte jeg: Arh, det kan nok ikke være helt rigtigt,« fortæller han.

Han regnede selv på opgaven og endte med at give kunden et tilbud på omkring 2.500 kroner.

»Nogle gange skal man jo også lige tænke selv,« konstaterer han.

Andre erfaringer har kostet penge. Kort efter virksomhedens opstart indgik han en aftale med et firma, der lovede at skaffe ham kunder. Men aftalen havde en bindingsperiode, og mens regningerne kom, udeblev kunderne. Ifølge Espen Kirk fik han ikke en eneste opgave ud af samarbejdet.

Det ærgrer ham, men han betragter det også som en del af det at lære at drive virksomhed.

»Man kan jo lave nogle fejl. Så skal man bare lære af det i stedet for at gøre det igen næste år eller næste gang, man laver et nyt firma,« siger han.

Pengene bliver i virksomheden

Drengenes Multiservice giver ifølge Espen Kirk allerede overskud. Alligevel har han endnu ikke udbetalt løn til sig selv.

Pengene bliver foreløbig i virksomheden, mens han selv klarer sig med de cirka 1.200 kroner, han hver måned får udbetalt fra sit arbejde i børnehaven.

Han er heller ikke meget for at bruge penge på udstyr, hvis det gamle stadig fungerer. Det gælder også arbejdstøjet. Skoene, han går rundt i, blev oprindeligt købt til hans konfirmation. Siden har de været med på arbejde, og nu er der gået hul på dem.

Men de kan godt holde lidt endnu, mener han.

»Når det bliver helt slemt, så kan jeg godt tillade mig at købe nogle nye,« fastslår han.

At holde udgifterne nede er én ting. At få virksomheden til at vokse er en anden, og Espen Kirk har allerede gjort sig tanker om, hvordan han skal komme videre.

Han vil gerne ansætte folk, så virksomheden kan tage flere opgaver ind. Først skal han dog undersøge, hvilke regler der gælder, når man selv er under 18 år.

»Senest når jeg bliver 18, begynder jeg at få nogle ansatte,« fortæller han.

Han er ikke voldsomt optaget af, om de kommende medarbejdere har lange CV'er eller erfaring med havearbejde. Det vigtigste er, at de har lyst til at arbejde og møder til tiden. Resten kan læres, mener han:

»Erfaring er jo noget, man får. Det er ikke noget, man har.«

4026-1347-Drengenes_multiservice_FB-TM-web-4
Espen bruger sin trehjulede ladknallert til at komme rundt til kunderne med værktøj og haveredskaber. Foto: Freja Bundvad

En bil med trailer

Om fem år forestiller Espen Kirk sig, at han er færdig med sin uddannelse, og at Drengenes Multiservice er vokset til en virksomhed med ansatte.

»Og så kører jeg jo nok i bil med trailer,« fortæller han.

Om bilen skal køre på benzin eller strøm, må økonomien afgøre. Men traileren har han allerede et helt bestemt krav til: Den skal kunne tippe. For når man har brugt eftermiddagen på at klippe hæk, er der ingen grund til at bruge unødige kræfter på at hive grenene af traileren med hænderne, når man kommer på genbrugspladsen.

Indtil videre må han dog klare sig med sin ladknallert og de muligheder, den giver.

Og der er stadig hække, der skal klippes.

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser