Debat

Et budget skal hænge sammen – Liste T's gør det ikke

K
Indlæg af Kenneth Gøtterup (K) og Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen (V)
| | 6 min læsetid

DEBAT: Dragørs budget for 2027–2030 er vedtaget. Tretten af kommunalbestyrelsens femten mandater står bag – Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Liste T stemte imod og fremlagde i stedet deres eget forslag.

Vi anerkender, at Liste T år efter år fremlægger et alternativ. Det gør debatten bedre. Men et alternativ skal kunne tåle at blive regnet igennem – og her holder det ikke.

For os som borgerlige partier er det grundlæggende. Kommunens penge er borgernes penge. Økonomisk ansvarlighed er forudsætningen for, at vi også i morgen har råd til ordentlig velfærd og de investeringer, Dragør har brug for.

Det er ikke et samlet budget

Et kommunalt budget består af drift, anlæg og finansiering.

Liste T's forslag stopper ved en linje, der hedder »driftsresultat før anlæg og afdrag«. Der er ingen anlægsoversigt, ingen afdrag, ingen låneoptagelse og ingen opgørelse af konsekvenserne for kommunens kassebeholdning.

Liste T's gruppeformand, Peter Læssøe, skrev det selv til os, da vi spurgte:

»Vi har ikke endelig afstemt vores anlægsbudget.«

Forslaget forholder sig derfor ikke til kystsikringen, flere plejeboliger eller udviklingen af havnen – tre store spørgsmål for Dragørs kommende år, som samtidig presser anlægsrammen i 2028 og 2029.

Man kan være uenig i vores prioriteringer. Men man kan ikke stemme nej til et budget med den begrundelse, at man har et bedre budget – og så lade den vanskeligste del stå tom.

Regnestykket, der ikke går op

En kommune kan ikke bare bruge flere penge. Serviceudgifterne skal holdes inden for den aftalte serviceramme og anlægsudgifterne inden for anlægsrammen. Overskrides rammerne, kan det udløse sanktioner. Det er derfor, en stor del af arbejdet i en budgetforhandling handler om at få både de politiske ønsker og det samlede regnestykke til at gå op.

Forligsbudgettet ligger i 2027 blot 228.000 kroner under servicerammen. Liste T's egne tal viser samtidig nettodriftsudgifter, der er 4,081 millioner kroner højere end i forligsbudgettet. Efter vores beregning betyder det, at Liste T's forslag overskrider servicerammen med knap 3,9 millioner kroner i 2027. I 2028 er den beregnede overskridelse omkring 5,5 millioner kroner.

I byrådssalen stillede Peter Læssøe selv spørgsmålet: Hvor skal pengene komme fra? Og han svarede: Ved at prioritere kerneopgaver frem for ledelseslag – nedlægge et politisk udvalg, have en mindre direktion og bruge færre konsulenter.

Slår man op i Liste T's eget regneark, står de tre besparelser samlet på én linje. Den lyder på 1,95 millioner kroner. Det dækker på ingen måde de merudgifter Liste T vil lave. Liste T's nye udgifter i 2027 udgør i alt 14,3 millioner kroner.

Besparelserne dækker altså 1,95 millioner kroner af de 14,3 millioner kroner. De resterende 12,35 millioner kroner finansieres af det fælles råderum, som De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet har skabt gennem mange års budgetdisciplin, en bred aftale om den økonomiske politik og en nedbringelse af kommunens gæld.

Det er der ikke noget odiøst i. Sådan laver man budgetter. Men så skal man også sige det i stedet for at give indtryk af, at velfærden kan finansieres ved at skære i ledelseslag.

Et budget uden anlæg, uden finansiering og med en finansieringsforklaring, der kun dækker omkring en syvendedel af de nye udgifter, er et fatamorgana. Det ser ud som et budget, men det er det ikke, når man nærlæser det.

Og så til børnene

Liste T kalder sig igen børnenes parti. Det klinger hult.

Siden 2023 er der tilført skoleområdet i omegnen af 30 millioner kroner til drift og serviceudvidelser. Vi har etableret og udvidet egne specialklasserækker, udvidet PPR, lavet en fælles ordblindestrategi og sat fokus på børn med høj begavelse. Vi har oprettet headspace for unge og en innovationsfond for børn og unge.

På dagtilbudsområdet arbejder vi målrettet på at få flere uddannede pædagoger. 13 medarbejdere er i gang med meritpædagoguddannelsen.

Og i 2027 fortsætter vi: Fast forberedelsestid til pædagogerne, midler til minimumsnormeringer, modtagekøkkener i børnehaverne, 500.000 kroner til undervisningsmiljø og materialer, reserverede midler til et niende skolespor og 1,5 millioner kroner til nye udearealer ved Krudthuset.

Alt sammen besluttet af Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og for 2027 også SF – ikke af Liste T.

For os handler borgerlig børnepolitik ikke kun om, hvor mange penge man bruger. Det handler om kvalitet, faglighed, tydelige voksne og et tæt samarbejde med forældrene. Kommunen har et stort ansvar for vores børn – men den kan og skal aldrig overtage familiens ansvar.

»Det forpligter«

Peter Læssøe sagde fra sin plads i byrådssalen om Liste T's vælgere:

»Det forpligter, og vores budget viser, at vi mener det, når vi siger, at børnene skal prioriteres.«

Vi tager ham gerne på ordet. Forpligtelse er netop pointen. At tage ansvar for en kommune er ikke at skrive et ønskeprogram og stemme nej til resten. Det er at sætte sig ved forhandlingsbordet, acceptere, at man ikke får alt, og stå på mål for det samlede budget. Liste T har i de seneste 25 år gjort det to gange.

SF gjorde det i år. De gik ind i et samarbejde, tog ansvar og fik politiske resultater med hjem.

Døren har stået åben for Liste T på de samme vilkår: Man arbejder inden for kommunens service- og anlægsrammer samt den økonomiske politik og fører en ansvarlig økonomisk politik.

Som borgerlige partier kommer vi aldrig til at drive kommunen på en anden måde. Ansvarlig økonomi handler også om frihed. Bruger man flere penge, end man har, sender man regningen videre og begrænser samtidig fremtidens muligheder for at prioritere.

Derfor lover vi ikke mere, end der er penge til. Vi prioriterer, også når noget må vente. Og vi skriver under på det, vi stemmer for. Det er borgerlig økonomisk ansvarlighed.

Det skylder vi de borgere, der har stemt på os – og alle de andre.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup m.fl.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser