Når den nye leder af Dragør Musik- og Kulturskole fortæller om kernen i sit og skolens arbejde, vender han igen og igen tilbage til et enkelt ord: Fællesskab. For Martin Heap er det et nøglebegreb. Uanset om det handler om elevernes indbyrdes forhold eller de store rammer.
»Kommune betyder fællesskab, bogstaveligt talt, og vi skal være bevidste om, at vi i musik- og kulturskolen er en del af hele lokalområdet,« siger 52-årige Martin Heap, der er konservatorieuddannet guitarist, korleder og ensembleleder – og som de seneste par år har været administrativ og strategisk leder for Pandoras Teaterskole på Frederiksberg og i København.
Sideløbende har han undervist på musikskoler – og den pædagogiske indsats ligger ham meget på sinde.
»Jeg er engageret i at have ansvaret for eleverne. Det er som at være hyrde for en menighed. De skal gerne blive bedre til at spille, men de skal også være en del af et fællesskab,« siger han.
Hendrix og Clapton
Han er begejstret for at være landet i musik- og kulturskolens lokaler på Kirkevej i et Dragør, der mest af alt har været et flygtigt sommerbekendtskab i barndommen.
»Jeg er fra Hvidovre. Dragør var et sted, vi tog ud og spiste en is og gik på stranden,« fortæller han.
Det var også i barndommen, at kærligheden til musikken blev vakt. Da Martin Heap var 11–12 år gammel, blev han tiltrukket af den elektriske guitar.
»Jeg er halvt engelsk og har en onkel, der er en del af et minearbejdermiljø i England, og han spillede bluesrock. Der faldt jeg i gryden. Han var et forbillede for mig, og jeg voksede op med at spille Jimi Hendrix, Eric Clapton og Mark Knopfler. Alle musikere har en historie om, hvad der inspirerede dem, men det er sværere at sige, hvorfor man bliver ved. Men der voksede så en lyst til at blive uddannet frem hos mig, og jeg kom på konservatoriet, da jeg var cirka 25 år,« fortæller Martin Heap.
Brasiliansk fællesskab
Årene på konservatoriet gav ham »en dannelse«, som han formulerer det, og de ansporede også en interesse for klassisk musik. Men det var en rejse til Brasilien under et års orlov fra konservatoriet, der for alvor stak den vej ud, som handler om kombinationen af musikglæde og fællesskab.
»Det var lidt tilfældigt, at det blev Brasilien, men det blev livsforandrende. Jeg mødte kunstens og musikkens sociale kraft. Man sidder bogstaveligt talt og spiller på gaden eller hjemme til sådan nogle fester. Man sætter sig ned og laver en sang, og alt, der foregår socialt rundt om det, er afgørende for musikken og læringen. Og så spiller man sammen, selv om man måske ikke kan særlig meget,« fortæller han.
Netop det, at man kan spille sammen, selv om ikke alle har samme erfaring, betyder meget.
Det håber han at kunne overføre til arbejdet på musikskolen.
»En-til-en-undervisningen har en kæmpeværdi i, at man kan komme over i musikskolen og få undervisning fra og fællesskab med superengagerede lærere. Jeg kender værdien af at flytte eleverne og gøre dem dygtigere. Så vi skal arbejde både i bredden og med elite. Men jeg vil også gerne have styrket samspilskulturen, som ikke står lige så stærkt herude,« siger han.
Hurtigt på hold
Han forestiller sig en musikskole, hvor eleverne hurtigt får mulighed for at deltage i samspilshold.
»Nogle lærere har en filosofi om, at man skal have gået til spil i to–tre år, før man kan være med på et samspilshold. Men min egen holdning er, at man bare skal kunne spille lidt på sit instrument for at indgå i et hold. Hvis man som elev oplever, at man kan lære en smule, og så hurtigt komme ind i et stort fællesskab, gør det noget for oplevelsen af musikken.«
Han beskriver selv sin filosofi som musikskoleleder som bestående af tre ben. Færdighedsundervisningen, samspilsholdenes større fællesskaber – og det performative.
»Vi skal tænke i, at eleverne også skal performe. Det er tit og ofte der, det store arbejde ligger. Men jeg vil gerne koordinere, at vi får lavet flere koncerter. Når man skal optræde, tager man sig mere sammen, der sker noget psykokemisk i hjernen, der siger, at man skal give den en ekstra skalle.«
Kulturen er vigtig
Musikskolen har fyldt mest i offentligheden, men skolen hedder Dragør Musik- og Kulturskole. Og selv om musikken også fylder meget for Martin Heap, er det vigtigt for ham, at der er en streg under kulturen.
»Vi skal huske, at vi også har en drama- og billedkunstskole, og den vil jeg gerne styrke. De to tilbud trænger til at blive styrket. Man kan skrue på holdstørrelser, og man kan styrke deres identitet. Musikskolen står utroligt stærkt, men der har været mange år, hvor de to andre tilbud ikke har stået superstærkt, og det synes jeg, at de skal. Man er sammen på hold, når man laver drama, og det spiller ind i min dagsorden med at få det sociale til at fylde mere herude,« siger han.
Det vil komme til at fylde en del, når der skal laves en ny strategi for musikskolen – og det skal der. Den nuværende udløber i 2026.
»Vi skal definere vore rammer, og min ambition er at få det lagt tydeligere fast, at vi har en dramaskole og billedskole,« siger han.
»Jeg glæder mig til at få gode samtaler i gang om, hvilken musikskole, vi ønsker os i kommunen. Jeg vil gerne have gode input fra forældre, elever, bestyrelse, lokalsamfundet, politikere, kirkerne og alle andre, der har en interesse i, hvad der skal ske herude,« lyder det fra Martin Heap.
Sundhedskor
Selv har han flere ideer til, hvordan musikskolen kan komme i spil på nye måder. Han understreger dog, at der stadig er tale om løse tanker.
»Det kan være for eksempel sundhedskor. Det er superudbredt mange steder, hvor en koruddannet musikskolelærer også løfter en opgave på socialområdet eller blandt ældre. Det kan være kultur på recept, som man har i Rødovre og Ishøj, hvor musikskolen skaber værdi på tværs af kommunens områder. Men det kan også være at tænke os sammen med biblioteket eller museet og finde ud af, hvad musik og kultur kan gøre i de sammenhænge. Jeg er spændt på, hvordan det kan sættes i gang herude, og hvad der er relevant,« lyder det fra Marin Heap.
Dragør synger
Den tidligere musikskoleleder Jacob Honore satte gang i et større projekt med »Den syngende kommune«, der er arrangementer med fællessang på forskellige offentlige steder i Dragør Kommune. Martin Heap var helt fra begyndelsen begejstret for projektet, men kunne også mærke, at navnet sad lidt skævt for ham. Det gav ham det første møde med, hvad det vil sige at være ansat i en lille kommune, hvor kommandovejene ikke altid er så lange.
»Jeg oplevede, hvad det betyder, at rådhuset ligger lige ved siden af musikskolen. Jeg foreslog til min chef, at vi skulle kalde det Dragør Synger. Hun sagde, det lyder godt, jeg skal mødes med direktionen og Kenneth (Gøtterup, red.) senere i dag, så tager jeg det med til dem. Jeg mødte Kenneth dagen efter, og han sagde 'Dragør Synger, det lyder godt.' Det er meget fedt, at man ikke skulle tage en kæmpe runde med det. Det var nok at komme med en lille kommentar,« fortæller skolens nye leder.
Nyt kor
Navnet bliver altså »Dragør Synger« fremover – men konceptet bliver i det store hele det samme. Dog kommer musikskolen til at være mere synlig. I forvejen ligger en del af fællessangen hænderne på skolens korleder Julie Smed Jensen, og hendes fagområde kommer til at spille en større rolle.
»Det er vigtigt, at vi får spillet musikskolen mere ind i Dragør Synger. Julie og jeg har lavet en plan for det næste år, hvor korene skal være involverede. Musikskolen skal være facilitator for, at vi skal mødes på tværs af generationer. Det er der et kæmpe potentiale i,« siger han og fortæller, at musikskolen vil udvide med et nyt kor i den ny sæson. Det nuværende spirekor fortsætter med elever fra 1. og 2. klasse under navnet KorSpirerne, mens de ny kor vil blive for 3. til 5. klasse og får navnet KorRødderne. Planen er, at de skal undervises i Hollænderhallen tirsdag eftermiddag.
Slut med prøve
Samtidig gør man op med en tidligere tilgang til koret – nemlig en optagelsesprøve.
»Vi er i øvrigt gået væk fra, at nye elever skal til foresyngning. Korene kommer til at favne alle, der har lyst til at være med,« siger han og lufter tanken om, at der med tiden kan vokse et mere elitært og ambitiøst kor ud af de to kor.
De nye kor vil med »Dragør Synger« få masser af muligheder for at blive hørt – og Martin Heap håber, at andre af musikskolens elever også skal mere ud af huset og opleve at optræde. Men han understreger, at der også kan ligge noget mentalt opbyggende i selve det at have et instrument i hånden:
»Der er en værdi i at sætte sig ned og øve på noget eller skabe musik for sig selv. Man træner sin koncentration, som er et modspil til den distraktion, der fylder sindssygt meget hos os alle. Vi dyrker langsommeligheden her. Det er ellers en mangelvare.«
