Debat

Flotte resultater i brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbudsområdet

C
Indlæg af Christian Hansen Medlem af Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget for Det Konservative Folkeparti
| | 4 min læsetid

Der er netop blevet frigivet en national brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbudsområdet.

Undersøgelsen er blevet til fra september 2025 til februar 2026, og forældre til 93.000 børn har deltaget i undersøgelsen af tilfredshed med kommunale og selvejende daginstitutioner samt kommunale dagplejer.

I undersøgelsen har der været nogle generelle landsdækkende spørgsmål, omhandlende blandt andet trivsel, dialogen mellem forældre og personale samt forældrenes indsigt i barnets hverdag. Der spørges også ind til tilfredshed omkring dagtilbuddets aktiviteter, åbningstider samt fysiske rammer inde såvel som og ude. Der indgår også spørgsmål omkring relationer til andre børn, og om man vil anbefale institutionen til andre.

I undersøgelsen indgår også lokale spørgsmål udstukket af Dragør Kommune, som blandt andet omhandler inddragelse af forældre i beslutninger vedrørende deres barn, om personalet lytter, hvis forældre giver udtryk for bekymring omkring deres barns trivsel, samt personalets lydhørhed over for forældres synspunkter omkring deres barns behov. I alt indgår fem lokale spørgsmål.

Helt overordnet set er det nogle rigtig gode og flotte resultater, undersøgelsen er kommet frem til. Dragør ligger over landsgennemsnittet og har flotte resultater og tilfredshed på rigtig mange parametre.

Undersøgelsen understøtter det, vi allerede ved, nemlig at vi har rigtig gode daginstitutioner i Dragør. Vi har yderst dygtige og dedikerede medarbejdere, der hver eneste dag gør en kæmpe indsats og forskel for vores børn. De sikrer vores børn den bedste start på livet, både socialt og læringsmæssigt. Det er dejligt, at vi bliver bekræftet i, at vi har rigtige gode institutioner med meget kompetent personale.

Hvis man en gang imellem åbner de sociale medier, læser indlæg i vores lokale avis Dragør Nyt, og ikke til daglig har sin gang i vores dagtilbud, kan man godt blive i tvivl om, hvor godt det i virkeligheden går, når man læser indlæg fra især et af oppositionspartierne. Men heldigvis er virkeligheden en helt anden, og det bekræfter brugertilfredshedsundersøgelsen os i.

Lidt enkelte nedslag fra undersøgelsen viser, at der samlet set er 90 procent, der er tilfredse eller meget tilfredse med vores dagtilbud. Vi ligger højt på barnets trivsel i dagtilbuddet – fire institutioner ligger på 100 procent og to ligger på henholdsvis 97 og 98 procent og en enkelt ligger på 86 procent. På tryghed og glæde ved de andre børn ligger vi højt, og det gør vi også på samarbejdet mellem daginstitution og forældre.

Der er to nationale spørgsmål, der går på, hvorvidt personalet er gode til at modtage børnene om morgenen, og måden de siger farvel på ved afhentning. Her scorer vi 89 procent, der er tilfredse eller meget tilfredse ved begge situationer. Det, synes jeg, er et rigtigt vigtigt parameter, vi scorer højt på. Vi ved alle, hvor vigtigt det er med en god start på dagen, når vi afleverer vores kære børn, og vi selv skal videre på arbejde – det er af stor betydning for resten af dagens trivsel.

For at se resultaterne for alle spørgsmål i undersøgelsen kan man tilgå den på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside oem.dk

Vi skylder en stor tak til ledere og medarbejdere i dagtilbuddene, det er dem, der har skabt de flotte resultater, takket være deres faglige kompetencer og måde at være på over for vores børn.

Med venlig hilsen
Christian Hansen

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser