Debat

Flyt ikke børne- og ungetandplejen til Tårnby. Styrk den i Dragør!

P
Indlæg af Peter Læssøe (Liste T) samt Neel de Vos, specialtandlæge, bosiddende i Dragør
| | 5 min læsetid
Flyt ikke børne- og ungetandplejen til Tårnby. Styrk den i Dragør!

DEBAT: Dragør Kommunalbestyrelse skal på torsdag træffe en beslutning, der får konsekvenser for cirka 3.500 børn og unge til og med 21 år.

Ældre- og Sundhedsudvalget indstillede den 10. september scenarie A – altså at administrationen forhandler med Tårnby Kommune om et samarbejde om børne- og ungetandplejen (BUT) – med fysisk klinik på Amager Landevej 67 i Tårnby. Fire stemte for, én stemte imod.

Økonomiudvalget fulgte op den 16. september og anbefaler samme indstilling.

Vi mener, det er den forkerte løsning, og vil gerne forklare hvorfor.

Grunddriften er effektiv

Debatten kører i et spor, hvor stigende samlede udgifter bruges som argument for at flytte tandplejen ud af kommunen. Det er vigtigt at holde tungen lige i munden.

BDO's analyse viser, at udgifterne er steget fra 5,4 millioner kroner i 2022 til cirka 12,8 millioner kroner i 2025 – altså en stigning på 135 procent. Men næsten hele stigningen ligger på tandreguleringen, som er gået fra 1,4 millioner kroner til 7,0 millioner kroner.

Stigningen skyldes primært, at kommunens egen specialtandlæge stoppede i 2024, hvorefter 279 patienter i igangværende behandling blev overført til private klinikker via fritvalgsbeviser. Det er en ekstrem dyr løsning, som meget få kommuner i Danmark har valgt. En behandling i privat regi kan være op til tre til fire gange så dyr som en behandling i kommunal regi. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at udgifterne er eksploderet.

Selve BUT – altså den almindelige børne- og ungetandpleje eksklusive tandregulering – koster cirka 4,8 millioner kroner om året og forventes at være stabil. Dragør har den laveste udgift pr. borger til almindelig BUT (1.238 kr.) blandt sammenligningskommunerne Tårnby, Solrød, Vallensbæk og Lyngby-Taarbæk.

Grunddriften er altså ikke problemet. Problemet er tandreguleringen, og det er en helt anden diskussion end spørgsmålet om, hvor børnene skal have deres almindelige eftersyn.

Nærhed og kontinuitet en faglig forudsætning

Regelmæssige eftersyn er ikke en service, det er et fagligt fundament. Skævheder i tandstillingen skal fanges tidligt i den ortodontisk kritiske alder mellem 6 og 12 år. Jo tidligere, jo mindre og billigere bliver behandlingen.

Hvis undersøgelsesintervallet strækkes, eller hvis afstanden får familier til at springe over, overser man udviklingstræk, der ellers kunne have været håndteret enkelt. Det trækker udgifterne op senere, ikke ned. Forebyggelse virker kun, når den er tæt på og bliver ved.

Tandplejen modtager på daglig basis børn og unge med tandtraumer (så som knækkede eller mistede fortænder og flækkede læber), hvor både børn og forældre er afhængige af hurtig og kompetent behandling. Tid er her afgørende: jo længere tid der går, før behandling iværksættes, jo dårligere prognose. Også her er lokal forankring af lokal tandpleje i Dragør afgørende.

Tårnby løser ikke problemet

Da Tårnby tidligere hjalp med at nedbringe Dragørs venteliste, blev 1.100 børn henvist. 284 udeblev, og 403 meldte afbud. Mange begrundede det med afstanden.

Tårnby har desuden selv ventetid, herunder 3–4 år på tandregulering, og deres arbejdsgang er tilrettelagt sådan, at mindre behandlinger kræver et ekstra fremmøde. Det giver flere ture, mere fravær og større risiko for, at behandlinger ikke bliver gennemført. En flytning løser hverken ventelisten eller ulighed i tandsundhed. Den flytter blot problemet og gør det tungere for familierne.

En beskeden opnormering løser det

Medarbejderne i Dragør Kommunale Tandpleje har i deres skriftlige bemærkninger til sagen peget på en løsning, der er både billig og fagligt kvalificeret: En opnormering til den minimumsnormering, BDO selv anbefaler, konkret en halv tandlæge og en halv klinikassistent yderligere.

Det vil styrke profylakseprogrammet (forebyggelsesprogrammet, red.) og holde ventelisten nede. Klinikken har fysisk plads, og efter flere års omstruktureringer har den endelig fundet stabilitet.

Dragør har en sund økonomi, og med den laveste BUT-udgift pr. borger blandt sammenligningskommunerne er der ingen økonomisk nødvendighed for at afvikle det lokale tilbud. Det er et spørgsmål om prioritering.

Stem scenarie A ned på torsdag

Sagens tre scenarier er (A) samarbejde med Tårnby med klinik i Tårnby, (B) udbud af den kommunale tandpleje til en privat leverandør, eller (C) fortsat drift på Hartkornsvej 30 i Dragør. Vi mener, at scenarie C er den rigtige vej, kombineret med den opnormering, som både BDO og medarbejderne efterspørger.

Jeg (Peter Læssøe) stemte som eneste medlem imod scenarie A i Ældre- og Sundhedsudvalget den 10. september, og vi opfordrer kommunalbestyrelsen til at følge trop på torsdag. Behold børne- og ungetandplejen i Dragør. Løs tandreguleringen som den separate opgave, den er. Vores børn fortjener en tandpleje, der er tæt på, kontinuerlig og fagligt robust.

Med venlig hilsen
Peter Læssøe m.fl. 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser