»Hvorfor male med pensel, når man kan male med balloner?«

Det begyndte med en besked på Aula.

En forælder til et barn i Mette Castor Andersens klasse sendte hende den tekst, hun havde skrevet for at indstille hende til Politikens Undervisningspris. Indtil da vidste Mette Castor Andersen faktisk ikke, at prisen fandtes.

Senere fandt hun ud af, at indstillingen ikke stod alene. Fire forældre fra klassen havde indstillet hende.

Det ramte læreren, der underviser i dansk, musik og idræt på Dragør Skole.

»Jeg tudbrølede. Tænk, at de har taget sig tid til at skrive ind om mig. Det er virkelig fantastisk,« fortæller hun og fortsætter:

»Som lærer kan man godt være i tvivl om, hvorvidt det bliver bemærket, hvor meget man yder – både fagligt og socialt. Så det er fantastisk at blive anerkendt på den her måde.«

Forældrenes indstillinger tegner et billede af en lærer, der har gjort en særlig forskel for en klasse, som havde en vanskelig start. Da Mette Castor Andersen og hendes kolleger overtog en 1. klasse sidste år, var den ifølge indstillingerne præget af uro og konflikter, og flere familier overvejede et skoleskift. En forælder beskriver den som en klasse, vikarer gruede for at have.

Halvandet år senere lyder beskrivelsen anderledes. Forældrene fremhæver arbejdet med tryghed, nærvær og stærke relationer og fortæller om børn, der glæder sig til at komme i skole. Mette Castor Andersen får samtidig ros for at se den enkelte elev og skabe plads til forskellige forudsætninger og behov.

En af indstillingerne handler om en dreng med ADHD og svære erfaringer med voksne, som ifølge hans mor var tæt på at skulle i specialklasse. Hun beskriver, hvordan Mette Castor Andersen vandt hans tillid, og hvordan han i dag trives, deltager aktivt og er vellidt i klassen.

»Mette gør langt mere, end man kan forvente af en lærer. Hun underviser ikke bare med hjernen, men med hele hjertet!« skriver forælderen i sin indstilling.

Havde selv svært ved skolen

Mette Castor Andersen er 43 år, uddannet lærer i 2008 og i gang med sit fjerde år på Dragør Skole.

Vejen til lærerfaget var ikke snorlige. På et tidspunkt forestillede hun sig, at hun skulle være ejendomsmægler og begyndte på uddannelsen. Men beslutningen var ikke helt gennemtænkt.

»Som ejendomsmægler arbejder man ofte, når andre har fri. Det havde jeg ikke overvejet, inden jeg startede, men det harmonerede jo slet ikke med det familieliv, jeg drømte om at skabe,« husker hun.

Men ønsket om at blive lærer havde også en mere personlig baggrund. Som barn havde Mette Castor Andersen selv svært ved skolen. Læsning og matematik voldte problemer, og hun husker følelsen af at være barnet, der havde brug for hjælp, men ikke blev set.

Den erfaring blev en drivkraft i hendes eget lærerliv.

»Alle er forskellige, og det er fedt. Alle har styrker og en superkraft, og det er dem, vi skal have frem. Alle skal føle sig set og føle, at de har en rolle i fællesskabet,« siger hun.

Noget af det bedste ved lærerarbejdet er derfor, fortæller hun, at komme tæt på børnene. Hun kalder dem sine »bonusbørn« og fremhæver både glæden ved at se dem lykkes og muligheden for at være der, når noget er svært.

»Man får en kæmpe rolle i deres liv. At se dem vokse, fagligt eller personligt, giver mig enorm glæde. Jeg bliver oprigtigt lykkelig på deres vegne,« siger hun.

En klasse med problemer

Da Mette Castor Andersen sidste år overtog sin første 1. klasse nogensinde, stod det hurtigt klart, at den almindelige undervisning ikke kunne stå alene. Først skulle der skabes rammer, som gjorde det muligt at fungere som klasse.

Det betød faste strukturer og regler, men også tid til at stoppe op, når noget gik skævt. Konflikter skulle ikke bare afsluttes, så undervisningen kunne fortsætte. Børnene skulle tale om, hvad der var sket, og hvordan de kunne håndtere det næste gang.

»For mig handler det om, at børnene skal føle sig set og anerkendt. De skal vide, at her kan de være trygge og være sig selv. Og så skal vi tale med dem om det, der rører sig i dem, og om de konflikter, der opstår,« siger hun.

Mette Castor Andersen understreger, at opgaven ikke blev løftet af hende alene. Lærerteamet arbejdede på at holde en fælles linje, ledelsen prioriterede ekstra tid til skole-hjem-samarbejdet, og forældrene engagerede sig og bakkede op.

»Jeg roser sjældent mig selv, men når man ser på, hvor vi begyndte, og hvor klassen er i dag, så er det virkelig et godt stykke arbejde, vi har lavet,« konstaterer hun.

Det skal være sjovt

Lysten til at prøve noget nyt går igen i Mette Castor Andersens undervisning. Hun fortæller, at hun har svært ved blot at genbruge en årsplan, fordi undervisningen skal passe til de børn, hun står over for.

»Jeg vil hele tiden gerne forny mig og blive bedre. Jeg kan ikke bare kopiere en årsplan, fordi den fungerede fint sidste gang. Klasser er vidt forskellige, så jeg bruger også børnene til at skabe min undervisning,« siger hun.

Et eksempel kom, da hun skulle arbejde med efterårsdigte med den klasse, der nu går i 2. klasse.

Børnene talte om træernes skiftende farver og skulle derefter skabe deres egne efterårstræer. Stammerne blev malet med fingrene, mens oppustede balloner blev dyppet i efterårsfarver og brugt til trækronerne.

Det gik ikke helt ubemærket hen på tøjet. Til gengæld syntes børnene ifølge Mette Castor Andersen, at det var »hammersjovt«. Bagefter skrev de deres efterårsdigte ved siden af træerne.

»Hvorfor male med pensel, når man kan male med balloner? Det faglige mål er det samme, men børnene får en helt anden oplevelse. Det skal være sjovt, og det skal skabe nysgerrighed,« fortæller hun.

»En sejr i sig selv«

Tirsdag den 24. november skal Mette Castor Andersen med sin mand til arrangementet for Politikens Undervisningspris.

Hun har kigget på de øvrige nominerede undervisere og synes, at de lyder »helt fantastiske«. Selvfølgelig kunne det være vildt at vinde, men for hende ligger den største anerkendelse allerede i at være nået så langt.

»Det her er en sejr i sig selv. Det startede med forældrenes anerkendelse, og så blev jeg pludselig udvalgt blandt flere tusinde lærere. Det er superfedt, at man gør det her og gør lærergerningen til noget. Jeg tror stadig ikke, jeg selv har forstået, hvor stort det egentlig er,« siger hun.