Får legegrupper alle med i fællesskabet?

Det kan give noget helt særligt, at Annika kommer hjem og ser, hvordan Viggo bor. At hun får klappet hans hund og leget på hans værelse. Og at hendes mor får hilst på Viggos far. Men hvad nu, hvis Annikas mor allerede sveder over, hvornår det bliver hendes tur, fordi hun bor i en lille lejlighed på 4. sal og ikke aner, hvad hun skal sætte børnene til.

Skal hun også servere aftensmad til alle? Eller tage dem med i Dinos Legeland, selvom det bliver dyrt?

Historien bag legegrupper

Legegrupper er ikke blevet et fasttømret koncept fra den ene dag til den anden. Men fra 2000'erne og frem er det blevet mere og mere udbredt, at skolerne har haft en rolle i at organisere leg også uden for skolens rammer. At lærere har sammensat legegrupper, som forældrene skiftes til at have med hjemme en eftermiddag efter skole og SFO.

Det har der været mange gode grunde til, forklarer de forskere, Dragør Nyt har talt med.

»Der kom inspiration fra børnehaverne ind i skolen. At det også var en del af skolens opgave at sætte fokus på børnenes indbyrdes relationer. Det har også haft et vist integrationsperspektiv. Man har forholdt sig til: Hvordan kan vi som skole påtage os et ansvar for, at der ikke er nogen børn, der falder fuldstændig igennem relationerne,« forklarer Jan Kampmann, professor og barndomsforsker ved Roskilde Universitet.

»Det har været et redskab til at sikre, at ingen er overladt til sig selv. Man har tænkt: Hvordan kan vi støtte vores børns relationer og sikre, at alle kan få øjne på hinanden, så flere kan have gavn af frikvartererne og ikke står udenfor,« supplerer Ane Bjerre Odgaard, forsker i leg og pædagogisk praksis ved professionshøjskolen UC Syd.

Selvstændig fællesskabskonsulent Anne Søgaard er enig.

»Legegrupper er startet i den bedste mening. Man har gjort det, fordi man skal lære hinanden at kende på kryds og tværs. Og ud fra den betragtning, at det er nemmere for forældrene at tage de svære snakke med hinanden, når de kender hinanden bedre,« siger hun.

Fordele og ulemper ved legegrupper

Alle tre er enige om, at der kan være et potentiale i, at både børn og forældre lærer hinanden at kende på nye måder. De fleste får aflivet nogle fordomme ved at lære mere om hinanden.

Forskerne er dog også fortalere for en stigende opmærksomhed på, at legegrupper ikke må ses som løsningen på alt. De kan ikke stå alene – og skal måske helt gentænkes – hvis de skal leve op til deres formål. At sikre at der ikke er nogen, der bliver ekskluderet fra fællesskabet.

»Det må ikke blive en tvangsordning, der pådutter børnene sociale relationer og står i vejen for, at de selv kan afprøve relationer. Og forældrene må ikke opleve det som endnu en byrde, der er svær at leve op til og få til at passe ind i et travlt skema,« siger Jan Kampmann.

Ane Bjerre Odgaard er især optaget af, hvad det er, man læser ind i en legegruppe. Hun mener, det vil være kontraproduktivt, hvis det hele ender med, at forældrene står på hovedet for at servere mad og snacks i stride strømme og arrangere syv forskellige lege, som børnene skal igennem på to timer.

»Legegrupperne kan hurtigt blive en kravs-øvelse ligesom så meget andet. De, der ikke lige har overskud til at have fem børn med hjemme og stå og lave pizza med dem, kan komme til at forstærke deres udsathed. Og så synes jeg også, man skal passe på med at tilrettelægge børns leg. Man skal være opmærksom på, om børnene overhovedet leger, eller om de bare udfylder nogle aktiviteter, vi som forældre har sat op for dem,« siger hun.

Forskernes råd til legegrupper

Ane Bjerre Odgaards råd til forældre er, at de skal passe på med ikke at overbyde hinanden. Og at skolerne kan hjælpe det hele i den rigtige retning ved at komme med konkret inspiration.

»Skolerne kan åbne op for, at legeaftaler kan foregå på en legeplads – det kan mindske presset på dem, der ikke har plads eller overskud til at have legegruppen hjemme. Det ville også være fedt, hvis der fulgte konkret inspirationsmateriale med til legegrupper i forskellige aldersgrupper. Ikke for at formalisere legen mere – tværtimod. Men netop for at give rum til børns leg. Hvis du skaber denne ramme, kan børnene selv udfylde den,« foreslår Ane Bjerre Odgaard.

Anne Søgaard vil gå så langt som til at sige, at legegrupper måske helt har udspillet sig selv. Hun mener, der skal noget helt andet til for at understøtte trivsel og fællesskab.

»At etablere legegrupper giver ingen mening, hvis vi ikke alle tager mere personligt ansvar for at lære hinanden at kende. Vi ved altid, hvem det er, der falder udenfor. Hvem, der ikke har nogen at lege med. Hvilken mor, der ikke kan overskue det. Det er dem, vi skal turde ringe til og sige: Jeg har lagt mærke til, du ikke er med til noget. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Eller invitere ham med hjem, som du ved, dit barn snakker allermindst med. Her skal skolen sætte rammen og sige: Det er det her, vi forventer af jer. At I tager fat i dem, I ikke kender. At I går hen til dem, I umiddelbart har mindst til fælles med. At I siger: Kom herover til den, der sidder alene i hjørnet,« siger hun.

Dragør Skole: Også andre veje til fællesskabet

Ingen af Dragørs tre folkeskoler har helt droppet legegrupperne. Men de har blødet op på den måde, de organiserer dem på. De er blevet langt mere opmærksomme på de forældre, der kan komme til at stå udenfor – og for dem, der føler sig pressede.

»Vi er blevet klogere. Vi synes stadig, legegrupper kan noget. Men vi har klasser, hvor man ikke ønsker eller har overskud til legegrupper. Vi lader det være op til forældrene at diskutere i børnehaveklassen. Og så lægger man linjen her. Vi siger også til forældrene, at de skal sige, hvis de ikke har plads eller tid. Vi finder en løsning, hvis flertallet vil have legegrupper, men der alligevel er nogen, der ikke kan overskue det. Deres børn kan alligevel være med i grupperne,« siger Nils Djervad, indskolingsleder på Dragør Skole.

Han forklarer også, at hvis legegrupperne – ofte efterhånden som eleverne bliver ældre – løber ud i sandet, lader man det fra skolens side være ved det.

»Målet er, at man skal turde tale sammen i situationer, der er lidt svære. Så hvis fire fædre i en klasse siger, at de står for leg og aktiviteter for børnene på et stort grønt område fem lørdage, kan det for dem fungere bedre end legegrupper. Vi har også oplevet forældre, der har mod til at skrive ud til de andre forældre: Vi er desperate, vores barn har ingen at lege med. Og så er der altså kæmpe opbakning fra de andre. Så vi er nok blevet mere opmærksomme på, at der kan være flere måder, vi som skole kan være med til at skabe et trygt fundament for fællesskabet,« forklarer Nils Djervad.

Store Magleby Skole: Sæt barren lavt

Kasper Stoholm, der er skoleleder på Store Magleby Skole, forklarer, at de også her har en stor opmærksomhed på at sikre, at legegrupperne ikke ekskluderer frem for at inkludere.

»Faren er, at der ikke er plads og overskud til hyggen omkring aftensmaden, hvis al energi går til legegrupper og legeaftaler,« konstaterer han.

Så selv om han stadig mener, legegrupper kan noget godt, og han ikke kan eller vil diktere, hvordan man som forælder arrangerer legegruppetid, så har han og skolens lærere en klar appel.

»Vi skal huske, at det ikke er alle, der kan tage fri klokken halv to for at hente en flok børn og tage dem med i Dinos Legeland. Derfor skal vi forældrene fra starten tage nogle åbne snakke, hvor barren ikke skal sættes for højt,« siger Kasper Stoholm.

Han oplever i øvrigt også, at børn kan trænge til at slappe af. Nogle elsker deres legegruppe, mens andre synes, det er udmattende efter skoledag og SFO. Så ud over at legegruppe også kan handle om at mødes en time på en legeplads, og at der generelt er mange måder at arrangere legegruppe på, skal man have lov til at sige fra.

»Det skal være okay at sige, at man ikke orker legegruppe. Det kan hurtigt blive meget, hvis man skal holde legegruppe fire gange om året, stor fødselsdag en gang om året og så nogle klassearrangementer ind imellem. Så vil jeg hellere have, man har overskuddet til at læse godnathistorie for sit barn,« siger skolelederen.