Hvor mange klassearrangementer er der egentlig behov for?

Forældremiddage, sommerfester, madklubber, halloween- og fastelavnshalløj, juleklip. Klassearrangementerne kan pludselig stå i kø, når dit barn begynder i skole. På mange skoler lægges der nemlig op til, at det er vigtigt, at både forældre og børn kommer hinanden ved. Derudover holder skolen selv årlige arrangementer, mens nogle forældregrupper planlægger lidt ekstra.

Men hvor mange klassearrangementer er der egentlig behov for? Hvordan sikrer man, at antallet eller niveauet ikke blæser bunden ud af folks hverdag? Det er der kommet mere og mere fokus på i de senere år. For det, der er opstået som et redskab til at sikre mere fællesskab, kan måske ende med at splitte det ad.

DET MENER FORSKERNE

Skal forældre mødes uden børn?

»Klassearrangementer og forældrearrangementer kan være rigtig hyggelige. Men det kan også gøre, at nogen kommer i klemme. Hvis det skal fungere, skal man fra begyndelsen lave aftaler i klassen: Hvad kan rammen for det her være, så vi alle kan bidrage med det, vi kan – uden at udstille nogen. Der må ikke være nogen tvang i det, og man skal kunne melde ud, at vi er lidt ophængt lige nu,« lyder rådet fra Jan Kampmann, professor og børnelivsforsker ved Roskilde Universitet.

Flere forskere mener også, det er vigtigt at skelne mellem arrangementer, hvor både børn og forældre er involverede – og så dem, hvor det kun er forældrene, der er samlet til fest, middag eller aktiviteter.

»Jeg har altid undret mig meget over fænomenet med de rene forældrekomsammener. Det er svært at se, at det skulle kunne gøre noget godt for børnenes relationer. Forældrefester vil ofte være centreret om dem, der i forvejen har stærk social kapital,« siger Ane Bjerre Odgaard, forsker i leg og pædagogisk praksis ved professionshøjskolen UC Syd.

Hun peger dermed på, at de forældre, der måske faktisk kunne have gavn af at få styrket deres netværk, højst sandsynligt ender med ikke at være med.

Dette synspunkt er fællesskabskonsulent Anne Søgaard meget enig i. Intentionerne i,  at forældrene skal styrke deres eget fællesskab for at styrke børnenes, kan være nok så god. Hun tror bare ikke på, at det fungerer i praksis.

Tag personligt ansvar

»Jeg tror, det handler meget mere om, hvordan man kan tage personligt ansvar for at være et godt menneske. Det personlige ansvar kommer i baggrunden, når lærere, pædagoger og skole i bedste mening siger: Hold nogle arrangementer, og så lærer I hinanden at kende,« siger Anne Søgaard.

Hun mener, at hun fra dag et i en klasse vil kunne pege på dem, der ikke har overskud til at være med og dem, der ender med at stå ovre i hjørnet, mens resten samler sig i grupper med dem, de kender i forvejen.

»Hvad skal vi så gøre, hvis vi ikke skal holde de her arrangementer? Ja, vi skal i hvert fald ikke bare lade dem være, der har det svært. Når du hører om ballademageren i timen eller om hende, der ikke har været i skole i tre uger, så skal du ikke ringe og brokke dig til læreren eller forarges over det sammen med dine venner. Ring til dem, det drejer sig om: Hvordan går det? Er der noget, vi kan gøre? Det kræver en stor kulturændring, og det er grænseoverskridende. Men det er sådan, vi rykker på noget,« siger hun.

Kræver skarp prioritering

I forhold til de arrangementer, som skolen sætter op, mener Ane Bjerre Odgaard, at det er vigtigt med en skarp prioritering og overvejelse.

»Det er ikke alle, der kan flekse ud af arbejde klokken 13.30 eller har bedsteforældre, der kan troppe op. Så det kræver en høj grad af selvransagelse, før man stikker noget ud, som kan risikere nogen at marginalisere nogen. Det kan blive fuldstændig massivt, hvis der både er ting med klassen, skolen og SFO'en. Der bør ikke ligge så meget i højsæsonerne, så folk hverken kan sanse eller samle sig, og man skal ikke lade der gå vane i den. I stedet skal man tænke over: For hvis skyld er det, man gør det? Har det et formål?« siger hun.

DET MENER SKOLERNE

Aflæs stemningen

Skolerne i Dragør er da også meget bevidste om, at de ikke skal læsse for meget over på forældrene – og at forældrene imellem heller ikke må gejle en stemning op med for mange arrangementer. Noget, der ellers er meget nærliggende – ikke mindst i en kommune som Dragør med mange ressourcestærke forældre.

»Målet med klasse- og skolearrangementer er, at man som forældre skal turde tale sammen, hvis det er lidt svært. Det er nemmere, hvis man kender hinanden. Men vi har talt meget om, hvordan man som lærer kan rammesætte arrangementer ud fra den stemning, der er i forældregruppen. For det er vigtigt at finde et niveau, alle kan blive enige om. Man kan sagtens have en klasse, hvor samarbejdet er velfungerende, selv om forældrene ikke mødes hele tiden. Mens der i andre klasser kan være et behov for at mødes mere på tværs,« fortæller Nils Djervad, indskolingsleder på Dragør Skole.

Rundbold frem for dyr middag

Skolen opfordrer også til, at hvis forældrene står for arrangementer, så er det en bedre idé at mødes på et grønt område og spille fodbold end forvente, at alle melder sig til en fælles skiferie. Det betyder ikke, at der ikke må være forskel på, hvor meget overskud, forældrene har – og at nogle står for mere end andre. Men der skal ikke skabes et forventningspres, der eliminerer nogen fra fællesskabet.

»Vi tænker også over, hvordan vi selv lægger arrangementer, og at vi lægger datoer ud i meget god tid. Hvis man ved det et halvt år forinden, kan man nemmere få fri til juleklip, selv om man har et ufleksibelt job,« lyder det fra Nils Djervad.

Kasper Stoholm, skoleleder på Store Magleby Skole, forklarer, at lærerne altid på forældremøderne prøver at facilitere en god dialog, så niveauet ikke bliver lagt på en måde, der stiller forældrene meget uens.

»Vi kan herigennem opfordre til, at man overvejer: Når man skal have klassearrangementer, kan det så være noget med, at vi mødes og spiller rundbold i stedet for at skulle ud og spise en dyr middag,« siger han.

Også skolens arrangementer skal overvejes nøje.

»Generelt skal vi hele tiden være opmærksomme på, at der ikke er nogen, der bliver udelukket på grund af økonomi eller tid. Sygeplejersken, lederen, tømreren kan ikke bare gå tidligt. Arbejdslivet er blevet mere fleksibelt for nogen. Men der er altid en gruppe, der ikke bare kan arbejde hjemme,« lyder det fra Kasper Stoholm.