Torsdag den 8. oktober klokken 18.30 gæster metakognitiv terapeut og stresscoach Lars Aarup Dragør Rotary Klub. På Dragør Strandhotel holder han foredraget »Find din indre pille mod stress«, hvor han sætter fokus på, hvad stress er, og hvordan vores måde at håndtere tanker på kan have betydning.
Søvnproblemer, uro, tankemylder og en følelse af aldrig rigtigt at have fri kan være nogle af de problemer, der følger med stress. Men ifølge den metakognitive tilgang er det ikke nødvendigvis alene travlhed på arbejdet eller udfordringer i privatlivet, der afgør, om belastninger fører til stress.
Lars Aarup vil under foredraget give deltagerne indblik i, hvad der sker mentalt, når belastningen bliver for stor. Han vil også fortælle om, hvordan man kan arbejde med sine tankeprocesser med henblik på at reducere stress og skabe større mentalt overskud.
Tankerne i fokus
Mange forbinder stress med eksempelvis travle arbejdsdage og en stor mængde opgaver. Den metakognitive tilgang retter i stedet opmærksomheden mod den måde, mennesker håndterer deres tanker om belastninger på.
Foredraget handler derfor både om de belastninger, man kan møde i hverdagen, og om hvilken betydning håndteringen af egne tanker kan have, når man oplever pres.
Gæster, der interesserer sig for emnet eller Dragør Rotary Klub, er velkomne til at deltage.
Der er deltagerbetaling for middagen, og tilmelding er nødvendig.