Dragør-borgerne har det mentalt lidt bedre end gennemsnittet. Det fortæller Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som netop er udkommet. En trivsels- og sundhedsundersøgelse, der laves hvert fjerde år af Statens Institut for Folkesundhed (SDU) for Sundhedsstyrelsen i samarbejde med de fem danske regioner og Kommunernes Landsforening (KL).
Når borgerne skal beskrive deres overordnede helbred, er det dog både i Dragør og Region Hovedstaden 16 procent, der angiver, at de har et mindre godt eller dårligt helbred. Hvilket jo heldigvis vil sige, at 84 procent af borgerne selv vurderer, at de har det godt.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at der kun er 19 procent af Dragørs borgere, der selv vurderer, at de har et godt mentalt velbefindende. Det er dog et højere antal end på regionsniveau, hvor det i gennemsnit kun er 14 procent, der siger, de har et godt mentalt velbefindende.
Samtidig er det dog en ganske lille andel, der føler sig i decideret psykisk mistrivsel. Det gælder for 5,6 procent af Dragør-borgerne, mens gennemsnittet i regionen ligger på 6,1 procent. Og ser man på, hvor mange der har haft selvmordstanker inden for de sidste 12 måneder, gælder det 4,5 procent i Dragør – men 6,9 procent i regionen.
Andelen af borgere i Dragør, der føler sig stressede eller ensomme, ligger også under regionsgennemsnittet.
Der er 31 procent i Region Hovedstaden, der scorer højt på stress-skalaen, mens det i Dragør »kun« er 24 procent. Søvnproblemer kan 14 procent af Dragørs-borgere skrive under på, mens det gælder for 16 procent i regionen. Og otte procent af borgerne i Dragør føler sig ensomme, mens det gælder for 11 procent af borgerne i regionen.
Kvinderne mest stressede
Ser man på udviklingen siden 2017, er andelen af stressede Dragør-borgere dog steget med fem procent. Især kvinderne i Dragør (29 procent) scorer højt på stress-skalaen, hvor det er 19 procent af mændene, der gør det samme.
Dragør-kvinderne har også sværere ved at sove end mændene. 19 procent af dem er meget generet af søvnproblemer, mens det kun gælder for ni procent af mændene. Selv om der heldigvis ikke er mange, der betegnes som værende i direkte psykisk mistrivsel, så gælder det også for flere kvinder (6,7 procent) i Dragør end mænd (4,5 procent).
Mændene mere ensomme
Til gengæld er mændene i Dragør lidt mere ensomme end kvinderne. 4,4 procent af mændene viser tegn på social isolation, mens det kun gælder for 2,3 procent af kvinderne. Otte procent af mændene betegnes som ensomme, mens det gælder for syv procent af kvinderne.
Og netop i forhold til de ensomme, mener Jan Madsen (C), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, at Dragør Kommune har en opgave.
»Man kan vel kun glæde sig over, at borgerne i Dragør generelt trives. Men jeg er meget opmærksom på det med ensomhed. Jeg har kørt nogle gange med hjemmeplejen, og her ser vi, at vi altså også har ensomme mennesker i Dragør, selv om vi generelt er ressourcestærke. Så det er noget, vi skal have fokus på,« siger han. Det er ikke altid nemt at opspore ensomhed og isolation. Men for hjemmeplejen skal det være et fokuspunkt at have opmærksomhed på en borger, der udviser tegn på ensomhed. »Vi kan jo ikke tvinge nogen ud af deres hjem. Men vi har jo masser af tilbud i kommunen. Ikke mindst på Wiedergården. Så det handler om at gøre opmærksom på tilbuddene og prøve at få dem til at være mere sociale og komme ned på for eksempel Wiedergården,« uddyber Jan Madsen.
Hvis du mistrives i Dragør Kommune:
Stress og mistrivsel (voksne) Kommunens tilbud til voksne borgere inden for stress og mental trivsel er primært knyttet til forløb for borgere med kronisk sygdom, som er henvist fra egen læge.
Her arbejdes der blandt andet med: Støttende samtaler (eksempelvis »walk and talk«). Fokus på trivsel, mestring (evnen til at klare sig selv i hverdagen) og sociale relationer. Vejledning om fællesskaber og netværk.
Der er ikke selvstændige kommunale behandlingstilbud til borgere uden kronisk sygdom. Ved behov for yderligere hjælp opfordres borgeren til at kontakte egen læge med henblik på for eksempel psykologbehandling.
Børn og unge – trivsel og forebyggelse På børne- og ungeområdet findes der en række forebyggende og tidlige indsatser:
- Lette behandlingstilbud som Mind My Mind og Få styr på angsten.
- Gratis psykologisk rådgivning til unge mellem 15–25 år.
- Samarbejde med Headspace.
- »Det nære netværk« – et ugentligt fællesskabstilbud for sårbare unge i UngDragør.
- Forebyggende indsatser i skolen, bl.a. forældremøder i 7. klasse med fokus på alkohol og nikotin.
- Alkoholfrie fællesskabsarrangementer for unge, for eksempel for 9.-klasser.
Dragør Kommune deltager desuden i det tværkommunale samarbejde »Klar Livet – uden røg og rusmidler«, som løbende gennemfører kampagner om blandt andet nikotin og trivsel blandt unge.
Kilde: Dragør Kommune