Frivillige blev fejret i Hollænderhallen

Fredag den 25. september blev der afholdt Frivillig Fredag i Hollænderhallen. Her blev de lokale kræfter fra kultur- og idrætslivet takket for deres indsats, mens aftenen også bød på uddeling af Dragør Kommunes Sports-, Kultur- og Initiativpris.

T
Af Thomas Mose
| | 3 min læsetid
/ 5

Over 100 af Dragør Kommunes frivillige havde samlet sig omkring de runde borde, der var dækket pænt op i dagens anledning i Hollænderhallen fredag den 25. september.

Klokken 17.30 åbnede dørene til en aften, der satte de mange frivillige i Dragør i centrum.

Til daglig er det blandt andet dem, der træner børn og unge, arrangerer koncerter, udstillinger, stævner og ture, passer klubhuse og faciliteter og løser de mange mindre opgaver, der får foreninger og fællesskaber til at fungere. Denne fredag var det netop disse frivillige, der skulle takkes.

Borgmester Kenneth Gøtterup bød velkommen og satte i sin tale ord på den betydning, han mener, frivilligheden har for Dragør.

»Som borgmester oplever jeg igen og igen, hvor meget frivilligheden betyder. Jeg møder jer til arrangementer, på idrætsanlæg, i foreningerne, på gader og stræder – og meget ofte møder jeg mennesker, som siger: 'Det er jo ikke noget særligt. Vi gør det bare.' Men det er noget særligt.«

Trine Søe, formand for Erhvervs-, Turisme-, Kultur- og Fritidsudvalget, bød også velkommen og takkede de mange frivillige for at få kultur- og foreningslivet i Dragør til at blomstre.

Pris blev uddelt

Som en del af Frivillig Fredag blev Dragør Kommunes Sports-, Kultur- og Initiativpris også uddelt. Tim Panduro, der – ud over at være journalist på Dragør Nyt – er næstformand i Dragør Kommunes Folkeoplysningsudvalg, holdt talen om baggrunden for udvalgets valg af årets prismodtager, Betina Bitzer. Hun var dog ikke selv til stede i Hollænderhallen, så i stedet gik omkring 20 venner fra hendes gåfællesskab på scenen for at modtage prisen på hendes vegne.

Aftenen var dog først og fremmest en tak til de frivillige, og borgmesteren sluttede sin tale med en opfordring til, at de denne gang lod andre stå for det praktiske:

»I aften skal I ikke arrangere noget. I skal ikke tage en ekstra vagt. I skal ikke sørge for, at alle andre har det godt. I aften er det jer, der skal nyde det,« lød det.

Og så blev maden serveret. 

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser