»Højtlæsning giver uvurderligt samvær«

Bibliotekar Sophie Talevska har en klog abe og kunsthistorie blandt sine anbefalinger som sommerferielæsning til børn og deres voksne – gerne i fællesskab.

T
Af Tim Panduro
| | 4 min læsetid
»Højtlæsning giver uvurderligt samvær«
Sophie Talevska er børnebibliotekar - og opfordrer til højtlæsning. Foto: Tim Panduro

Som bibliotekar i børneafdelingen på Dragør Bibliotek oplever Sophie Talevska, når børn tager deres første skridt ind i bøgernes verden. Det er både, når børnene kommer på biblioteket med deres forældre eller bedsteforældre, og når skolerne og biblioteket samarbejder om læsningen.

»I skoleregi handler det om at hjælpe med at knække læsekoden og sikre, at læseevnerne bliver styrket. Det handler om at få børnene til at finde læseglæden og motivationen frem, så de får succesoplevelser,« siger hun og tilføjer:

»Biblioteket skal være et rart sted at være, og det skal handle om, hvad man har lyst til at læse.«

Men alt handler ikke om at læse selv, understreger hun. Højtlæsning er en god måde at introducere bøger for børnene på – og skabe gode fællesskaber.

»Det kan give nogle rigtig gode stunder for familien. Man bliver introduceret for nye ord, og selv hvis man ikke ved, hvad de betyder fra begyndelsen, bliver de til en del af ordforrådet. Det er den faglige vinkel i, hvorfor det er godt at læse højt,« fortæller hun.

»Samværet, man har om en bog, kan give uvurderlige stunder,« siger børnebibliotekaren.

Det har Sophie Talevska mærket i sit eget liv for nyligt. Hendes første bogvalg er Morderens Abe af Jakob Wegelius.

»Det er en krimi, og man bliver ved med at læse. Jeg læste i så lang tid for min søn, at jeg mistede min stemme dagen efter. Det havde jeg ikke prøvet før,« beretter hun.

»Bogen handler om den kloge gorilla Sally Jones, der ser sin menneskeven Mester bliver beskyldt for at have slået Alphonso Morro ihjel. Sally Jones tror ikke på denne beskyldning og drager afsted for at bevise sin vens uskyld,« opsummerer Sophie Talevska, der fremhæver bogen som velskrevet og med flotte illustrationer.

Bogen kan læses af stærke otte-årige læsere, men ellers er den egnet fra 10 år.

Sophie Talevskas næste valg er den danske forfatter Adam Os bog Lulu Lukøje.

»Denne billedbog er så fin og fantasifuld,« siger hun.

Historien handler om Lulu Lukøje, der bor i Drømmeløse; et sted hvor ingen drømmer. Lulu finder en gul bus, og med den bus flyver hun ud i universet. Her møder hun forskellige sjove eksistenser, blandt andet mekanikerkaniner, og sammen med dem drager hun mod en mission om at komme tilbage til drømmesporet.

Bogen henvender sig til seks år og opefter – og kan ifølge bibliotekaren lægge op til gode snakke om drømme.

Det sidste valg er en bog, som en del voksne nok også vil kunne få glæde af. Det er Kunst – Et leksikon for børn af Susie Hodge og David Taylor.

»I sommerferien er der mange børnefamilier, der besøger museer rundt omkring i Danmark og verden over. Her vil jeg anbefale dette kunstleksikon for børn. Hvis du er voksen, og du også ønsker at få genopfrisket din kunstviden, så er dette leksikon et rart og smukt sted at starte,« fortæller Sophie Talevska.

Bogen er bygget op med korte, overskuelige tekster med billeder i små kapitler.

»Det er et visuelt fint leksikon, som alle, der kan lide eller vil lære mere om kunst kan bladre igennem,« siger hun og anbefaler det til aldersgruppen 10 år og op.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER