Kan Dragør undvære Dragør Nyt?

P
Af Peter Fugl Jensen
| | 5 min læsetid

I sidste uges avis bragte vi et læserbrev, der rammer præcist ned i noget, som fylder meget for os, der arbejder på din lokalavis. Det vedrører faktisk også dig som læser – selv om det naturligvis ikke er noget, du går og tænker over til daglig.

Læserbrevet opfordrer til at bakke Dragør Nyt op, fordi lokalaviser er under et ekstremt økonomisk pres.

Her skal der sættes en tyk streg under, at vi ikke har opfordret nogen til at skrive læserbrevet.

Vores kolleger lukker på stribe, og det sker også tæt på Drag-ør. Senest er Brøndby, Glostrup, Vallensbæk og Rødovre blevet kommuner uden egen lokalavis.

Rødovre er den kommune, hvor jeg stiftede en lokalavis og siden var medejer og direktør, indtil avisen blev solgt i 2021. Det er bare fem år siden, og dengang var det stadig muligt at drive en økonomisk rentabel lokalavis.

I løbet af efteråret udkommer Vores Vestegn. Men det er ikke en lokalavis. Det er en regional avis, hvor man ikke kan forvente den samme tætte dækning af den enkelte kommune. Dertil spænder avisen simpelthen for bredt.

Det værste er, at det journalistiske indhold er ringe hos flere af vores kolleger. Meget af det fremstår ikke som egentlig journalistik, men som viderebragte pressemeddelelser. Konsekvensen er, at det især er de ressourcestærke, der får spalteplads.

Det er en katastrofe – også for os andre lokalaviser – fordi det er med til at få troværdigheden til at smuldre. Og troværdighed er en afgørende del af det, vi lever af.

I dag er Dragør Nyt en af de få tilbageværende lokalaviser, der bygger avisen op omkring kvalitet med nogle grundlæggende kriterier:

Der skal være uddannede journalister. Avisen skal komme ind ad brevsprækken hver uge. Der skal være en klar og tydelig adskillelse mellem journalistik og kommercielt indhold. Avisen skal være gratis for alle – både på print og digitalt – så alle uanset indtægt har adgang til de lokale nyheder. Alle, der har noget relevant på hjerte, skal kunne komme til orde i en ordentlig tone, og journalisterne skal faktatjekke indholdet. Avisen skal være til stede lokalt og være en del af byen. Avisen skal være grafisk indbydende. Alt dette lever Dragør Nyt op til.

Men vigtigst af alt ved vi, at Dragør Nyt bliver læst vidt og bredt. Ikke kun af borgerne, men også af lokalpolitikerne, erhvervslivet og embedsmændene.

Det er en kæmpe styrke – for dig.

I dag kan lokalaviser modtage mediestøtte. For Drag-ør Nyt er den cirka en million kroner om året. Derudover har vi i en treårig periode modtaget yderligere cirka en million kroner årligt fra Slots- og Kulturstyrelsen, som er gået til vores udviklingsprojekt.

Indtil videre fortsætter den årlige mediestøtte på op til en million kroner i 2027. Et beløb som kan lyde af meget, men i avisdrift er det ikke så meget, som man måske skulle tro. Vi har store udgifter til tryk, distribution og løn. Der er naturligvis også andre omkostninger, men de tre poster er klart de tungeste.

Dragør Nyt skal således omsætte for en lille håndfuld millioner kroner om året, for at økonomien kan løbe rundt. Og det kræver, at vi det næste år skal øge omsætningen med cirka en million kroner.

Det kan vi kun skabe gennem øgede annonceindtægter.

Og her er vi udfordret af de sociale medier. Google, Facebook, -Instagram, TikTok og Snapchat er ekstremt dygtige til det, de gør, og de har været med til at rive det økonomiske tæppe væk under lokalaviserne.

Min opgave som konsulent kan derfor formuleres i ét enkelt -spørgsmål: Er der et eksistensgrundlag for Dragør Nyt?

Derfor forsøger jeg i øjeblikket at tale med så mange erhvervs-drivende i Drag-ør som muligt, som ikke bruger Dragør Nyt i dag. Formålet er ikke i første omgang at sælge annoncer, men at få indsigt og viden, som vi kan tage med i vores overvejelser om avisens fremtid.

Det interessante er, at stort set alle virksomhedspersoner, jeg taler med, pointerer, at de finder avisen vigtig, og at Dragør ikke kan undvære Dragør Nyt. Uden at det har fået dem til at annoncere.

PFJ

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser