Minken er løs i Dragør

Mink har svømmet og kravlet rundt mellem både ved havnen i flere år, men den er mange steder i Dragør.

L
Af Laura Videbæk
| | 3 min læsetid
Minken er løs i Dragør

Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børne- og ungdomsreporter, Laura Videbæk på 14 år.

Hvis man troede, at alle mink blev aflivet under corona, kan man godt tro om igen. Minken hører ikke naturligt hjemme i den danske natur, men undslupne mink fra minkavl har fundet sig til rette i naturen, hvor de skaber problemer for fuglelivet.

Sven Norup, skovfoged og vildtkonsulent i Naturstyrelsen med ansvar for blandt andet Dragør Kommune, forklarer, at fugle, der lægger æg i reder på jorden, helt forsvinder, der hvor minkene lever. Minkene spiser nemlig både æg og unger.

»Minkene er særligt et problem, hvor der er mange fugle, som for eksempel vildtreservatet ved Aflandshage fortæller han.

Minken kan man dog møde mange steder i Dragør. På havnen, på badebroer ved såvel Nord- som Sydstranden. Hvis man møder en mink, kan man skrive til Naturstyrelsen, som både opstiller fælder og skyder mink for at komme dem til livs.

Hvis minken kommer i ens egen have eller på ens båd, er der også mulighed for at låne en fælde af Naturstyrelsen, som man kan sætte op.

»Mink er nemme at fange i fælder,« siger Sven Norup.

Han forklarer, at det kan være en fordel at sætte fælder frem for at skyde dem – for eksempel på havnen, hvor der er mange mennesker. På Kalvebod Fælled er der bedre plads, så der skyder Naturstyrelsen også mink.

260520-150010-2226-11566-kirstenmarie-110812-net
Minken hører ikke naturligt hjemme i den danske natur, hvor de skaber problemer for fuglelivet. Hvis man møder en mink, kan man skrive til Naturstyrelsen, som både opstiller fælder og skyder mink for at komme dem til livs, oplyser Sven Norup. Arkivfoto: Kirsten Marie Juel Mouritsen

Hvis du ser en mink?

Hvis du ser en mink, kan du melde det til Naturstyrelsen ved at skrive til Sven Norup på snj@nst.dk eller en anden af styrelsens lokale vildtkonsulenter. Husk at beskriv præcist, hvor du har set minken.

Minken er en invasiv art

  • EU vedtog den 20. juni 2025 at sætte mink på listen over invasive arter fra august 2027.

  • Mink er dog allerede omfattet af Bekendtgørelse af vildtskader i Danmark. Derfor må mink reguleres (det vil sige skydes eller indfanges og aflives) hele døgnet og året rundt uden særlig tilladelse. 

  • Dog skal man være fyldt 18 år og have et gyldigt jagttegn for at regulere mink, uanset om man sætter fælder eller skyder minkene.

  • Og så bliver der i reglerne opfordret til, at man i forhold til regulering af invasive rovdyr altid afliver ungerne før moderdyret, hvis det er muligt (så unger ikke mister deres mor og sulter ihjel).

Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser