Haven skal syltes i november

Der skal gøres status for årets succeser. Planlægges for næste år. Og lukkes ned for vinteren. Der er masser af opgaver og al mulig grund til at trodse det grå november-vejr og hoppe i haven.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 8 min læsetid
/ 5

Vintertid. Mørkt, når man står op. Mørkt, når man kommer hjem sidst på eftermiddagen. November kan godt være en sejtrækker. I hvert fald for undertegnede.

Men hvis man hiver lidt op i sig selv, tager en ekstra sweater eller en regnfrakke på og kommer ud i haven, dufter der så skønt på denne årstid. Af våd jord og visne blade. Eller krydret af græs, lyng og græskar. Og der er stadig masser af farver og former at se på i haven. Grøntsager at høste og buketter at plukke.

Mest af alt skal november dog bruges på at få det sidste af høsten i hus og få den syltet, kogt, tørret og gemt, så den kan fylde dig med gode vitaminer hen over vinteren. Og så skal du samtidig gøre haven vinterklar.

Det fortæller Bettina Fellov, uddannet biolog og biopat, som ejer og dyrker en nyttehave i Grøn Fritid sammen med vennerne Pia og Ole.

Hun har kedeldragten på, men ser lige så glad ud for at være i haven, som hun har været hele året. Mens hun plukker af spinaten, som stadig er grøn og frisk, glæder hun sig over, at hun lige nu kan lave sig en velsmagende og vitaminholdig smoothie hver morgen. Den friske spinat blive blendet med kefir, hjemmelavet ribssaft og jordbær og hindbær fra fryseren, som stammer fra sommerens høst. Hun vil fortsætte med at plukke frisk spinat i november, men inden vinteren får hun det hele hjem. Noget opbevares i køleskabet, andet blancheres og fryses til brug for smoothies og gryderetter de næste mange måneder.

»Vi har en ret klar rollefordeling i haven. Pia luger. Ole tager det grove arbejde. Og jeg høster og sylter til os alle,« forklarer Bettina Fellov med et smil.

4526-0851-Haven_i_november_KM-TM-web-4
Spinathøsten har været stor i år. Den kan plukkes frisk fra haven helt ind i november. Derefter kan man opbevare en lille portion i køleskabet og blanchere resten og komme det i fryseren. Så er det klar til smoothies. Foto: Kirsten Marie Juel Mouritsen

Jordskokker er vidunderlige

De deles om alle afgrøder, så hun står i køkkenet og koger, tørrer og sylter til dem alle tre. Tomater – der har været omkring 50 kilo i sommerens løb – bær, agurker, druer, artiskokker, auberginer og meget mere. Det bliver til relishes, marmelader, tapenader, tørrede tomater i olie og meget mere, som kan gøre madlavningen mere spændende.

»Grønkål, spidskål og rosenkål kan vi blive ved med at høste af hen over de næste måneder. Det samme gælder mange af krydderurterne. Men kartofler og jordskokker tager vi op nu og fordeler i tre lige portioner. Kartoflerne holder sig rigtig godt i køleskabet, men jeg plejer også at gemme en portion i flamingokasser på altanen. Køligt, men frostfrit,« forklarer Bettina Fellov.

Jordskokkerne skal også opbevares køligt og frostfrit, men de kan også bages, moses eller laves til suppe, der kan fryses.

»Men jeg synes faktisk, noget af det lækreste er at skære helt tynde skiver af friske, rensede og skrællede jordskokker og så bruge det i salat. De er så sprøde og har en nøddeagtig smag. Suppe af jordskokker smager dog også helt vidunderligt. Eller man kan bage dem med spidskommen og olie – eller balsamico og timian,« lyder det fra Bettina Fellov, der tydeligvis ikke har svært ved at finde på ting at bruge den knoldede grøntsag.

4526-0851-Haven_i_november_KM-TM-web-9
Bettina Fellov har høstet omkring 50 kilo tomater i nyttehaven i år. Mange spises friske, men der er også blevet lavet relish af grønne tomater, lavet flåede tomater, tørrede tomater i olie og meget mere. Foto: Kirsten Marie Juel Mouritsen

Dækker jorden til

Ud over at høste det sidste og sylte, gøres haven dog også klar til vinteren. For nu kan der snart heller ikke hives mere ud af den i år.

»Vi har besluttet at dække al jorden til i år med bunddække (halm, gran osv., red). Blandt andet har vi rykket en masse peberrodsplanter op, som nu ligger i bunker og dækker jorden. På den måde holder vi på næringen i jorden og sikrer, at den ikke udtørrer,« siger Bettina Fellov.

Der bliver også luret, beskåret og flyttet planter indenfor. Planlægning, såning og forårsklargøring næste år bliver nemmere af, at haven efterlades pæn og ordentlig.

»Samtidig går vi jo og planlægger, hvad vi skal gøre næste år, og hvad vi skal lave om på. For eksempel prøvede vi nogle jordbærplanter, der skulle give bær i november. Men de var så små, så nu har vi bare hevet dem op og fået nogle nye planter fra en af nabohaverne, som vi kan bruge næste år. Artiskokkerne var et forsøg i år, men de har givet fint, så det tror jeg også, vi skal have næste år,« forklarer biologen.

4526-0851-Haven_i_november_KM-TM-web-7
En del af vinterklargøringen er i øvrigt også at få lukket for vandet. Det er ikke noget, man behøver bekymre sig om i en privat parcelhushave. Men har man en nyttehave eller en kolonihave, er det nu, man skal sikre sig mod frostskader. Når der er slukket for hovedhanen, skal man lade vandet løbe ved vandhanen, til det stopper. Så risikerer man ikke, at der er vand tilbage i rørene. Foto: Kirsten Marie Juel Mouritsen

Haven er et frirum

Bettina Fellov plukker endnu en bunke spinat og ser sig omkring. Det er en kold dag, så man kan næsten se hendes ånde. Alligevel er hun langtfra færdig med haven, selv om hun ikke kommer til at være her så meget de næste måneder som om sommeren.

»De her haver, altså. De giver sådan et frirum. Når man planter, luger og høster. Man tænker ikke på andet. Det kan virkelig noget,« siger hun.

Hop i haven

Rigtig mange Dragør-borgere har deres egne haver, en jordlod eller er med i en nyttehave. Har man først fået smag for at gå og rode ude i mulden, tage børnene med derud eller prøve at spire sine egne planter, er det svært at stoppe igen. Dragør Nyt har derfor samlet et lille panel af haveeksperter som hver måned på skift vil komme med deres perspektiv på, hvad det er tid for at gøre i haven netop nu. De kommer med masser af inspirerende tips og fakta – og så er det bare om at hoppe i haven.

Du kan møde:

  • Fraciska Krohn Tøgern, udeskolekoordinator for Dragørs tre folkeskoler og lærer på Store Magleby Skole, som har stor erfaring med at etablere skolehaver og lærerige naturaktiviteter udenfor med børn.
  • Bettina Fellov, uddannet biolog, biopat og teknisk miljøleder, som har stor erfaring med alt fra at dyrke nyttehave til at arrangere svampekurser og tangkurser.
  • Amalie Agth Østergaard Sørensen, nyuddannet gartner og har et stykke jord i Store Magleby, som hun dyrker og skal sælge grøntsager fra. Hun er frivillig på Amagermuseet og skal også dyrke gamle sorter hertil.

 

 

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser