I sidste uges »nyhedsbrev fra borgmesteren« skrev jeg, at jeg vil orientere, når vi kender de faktiske tal for Budget 2027.
I sidste uge var kommunalbestyrelsen samlet for at få gennemgået de foreløbige budgettal og konsekvenserne af økonomiaftalen mellem KL (Kommunernes Landsforening, red.) og Regeringen.
Hvordan ser det så ud?
Den gode nyhed er, at vi i Dragør har en sund økonomi på nuværende tidspunkt. Budgettet har vi overholdt siden 2022, da vi qua et tæt samarbejde mellem Konservative, Venstre og Socialdemokraterne indførte en ny økonomisk politik i sidste valgperiode og en række procedurer og retningslinjer for budgetstyring. Alt sammen noget, der har medvirket til, at både budgetterne bliver overholdt, men også at vi styrker vores kassebeholdning.
Derfor går vi også ind i budgetforhandlingerne for 2027 uden at være forpligtet til at gennemføre besparelser eller tilpasninger. Det betyder, at den service, vi har ydet de sidste år, har vi stadig råd til. Og samtidig kan vi styrke den kommunale velfærd og service med yderligere cirka 10 millioner kroner.
Jeg er glad for og stolt over, at Konservative sammen med Venstre og Socialdemokratiet har genoprettet Dragørs økonomi og på den måde har fået ro og forudsigelighed i den kommunale drift.
Lidt fakta
I forhold til kommunens økonomiske situation er det godt at forholde sig til de faktuelle tal.
Da vi tiltrådte i 2022, var det ovenpå en periode, hvor ministeren i august 2020 orienterede Dragør Kommune om, at kommunens likviditet var helt nede på 13,8 millioner kroner, og ministeren derfor udbad sig en handleplan.
Med udgangen af 2026 forventes kassebeholdningen at være på cirka 210 millioner kroner. Selvom det kan lyde af mange penge, så har vi en kassebeholdning, der stort set svarer til, hvad gennemsnittet af kommunerne har pr. indbygger. Så i vores optik er vi hverken rige eller fattige. Vi er ansvarlige, for vi er mere sårbare end de store kommuner, og så har vi en lang række store udgifter fremadrettet.
Budgetdrøftelser i kommunalbestyrelsen
Udgangspunktet for kommunen er godt på nuværende tidspunkt. Og vi står i en situation i modsætning til mange andre kommuner, hvor vi ikke skal spare, men kan lave serviceforbedringer. Derfor må det forventes, at budgetforhandlingerne mellem partierne bliver lettere at gennemføre end tidligere.
I de kommende uger vil jeg invitere partierne til dialog om deres ønsker for den kommunale service, og det er forventningen, at vi senest ultimo september kan præsentere en budgetaftale.
Kommende udfordringer
Som du har kunne læse tidligere i indlæg fra undertegnede, er der mørke skyer i horisonten.
Vores befolkningstal falder, og ser vi ti år frem, er vi mellem 600 og 900 borgere færre. Samtidig stiger antallet af ældre, og udfordringen med faldende antal borgere og forholdsvis flere ældre borgere gør, at vi, med den viden vi har nu, mangler mellem 60–90 millioner kroner til den kommunale service i 2035.
For virkeligheden er, at vi ikke kan spare os ud af denne problematik. Vi skal derimod sikre os, at antallet af borgere bliver stabiliseret med vores nuværende 14.600 borgere. For med dette antal borgere kan vi både fastholde vores nuværende serviceniveau, som vi kender det i dag, og samtidig sikre en ansvarlig kassebeholdning.
Det er meget alvorligt, hvis vi skal reducere vores kommunale service med så store besparelser (60–90 millioner kroner). Derfor får vi i efteråret foretaget en ekstern økonomisk vurdering af denne problematik. Og samtidig får vi lavet en analyse af, hvilke boliger der skal bygges i Dragør i fremtiden.
For selvom vi som politikere har haft forskellige holdninger til, om vi skal bygge på de sidste kommunale byggegrunde, så skal dette revurderes, hvis prognoserne om faldende antal borgere holder stik. Derfor er det min forventning, at når alle undersøgelser er tilendebragt i slutningen af 2026, vil der bliver optaget forhandlinger mellem alle partier om, hvordan vi sikrer Dragørs økonomi i fremtiden – og dermed også selvstændighed – på den lange bane.
Der vil naturligvis også blive inviteret til borgermøder om dette, og en forventet endelig politisk beslutning vil blive truffet i foråret 2027.
Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup