Store planer om flere lejligheder på Søndre Tangvej

Søndre Tangvej er godt i gang med at skifte udseende. Nye etagebyggerier har rejst sig mellem de gamle erhvervsejendomme, og nu ligger der konkrete planer for endnu en del af vejen.

F
Af Freja Bundvad
| | 4 min læsetid
Store planer om flere lejligheder på Søndre Tangvej
Byggeriet i nummer 10–12 forventes at stå klar til december – to måneder før forventet. Foto: Freja Bundvad

På Søndre Tangvej 10–12 er Nordic Properties ved at lægge sidste hånd på et nyt boligbyggeri. Det bliver afleveret to måneder før planlagt.

»Det er gået godt. Vi har haft en god byggeperiode, og vejret har været med os,« siger John Strømberg Theisen, der sammen med sin partner Thomas Sehested ejer Nordic Properties.

»Det går også ret godt med udlejningen. Det er ikke udsolgt endnu, men det er tæt på,« konstaterer han.

Men mens byggeriet på den ene side af vejen nærmer sig sin afslutning, er bygherrerne allerede i gang med næste projekt på den anden side.

Nordic Properties har sendt et forslag til Dragør Kommune om 42 nye lejligheder på Søndre Tangvej 12B–14, hvor der i dag ligger erhvervsbygninger.

»Det kommer til at minde meget om det, vi bygger i nummer 10–12. Det hele bliver i nogenlunde samme stil,« fortæller John Strømberg Theisen.

Før projektet kan blive til virkelighed, skal en væsentlig brik dog falde på plads. Bådudstyrsbutikken Bue-Net, der i dag holder til på en del af arealet, skal flyttes til Dragør Havn.

»Vi arbejder sammen med Bue-Net på at få flyttet deres virksomhed ud på havnen,« siger John Strømberg Theisen.

Ny hal på havnen

Planen er, at Nordic Properties skal opføre en ny hal til Bue-Net på et kommunalt ejet areal på havnen, mens virksomheden skal leje jorden af Dragør Kommune.

Kommunalpolitikerne har foreløbig givet administrationen grønt lys til at indlede forhandlinger om en mulig lejeaftale. En eventuel aftale skal tilbage til politisk godkendelse, før den kan indgås endeligt.

»Vi skal have et fornuftigt udspil til en lejekontrakt. Hvis vi skal være på havnen, skal man jo leje jorden af kommunen. Det er det, den står på nu,« siger John Strømberg Theisen.

Han er optimistisk:

»Jeg tænker, vi finder en løsning. Det plejer vi at gøre, og det tror jeg også, vi gør denne gang.«

Bue-Net har eksisteret siden 1988 og har i dag omkring 1.000 kvadratmeter butik med fiskeri- og bådudstyr på Søndre Tangvej.

42 lejligheder på tegnebræt

Hvis flytningen falder på plads, ligger der allerede et skitseprojekt for arealet på Søndre Tangvej.

Nordic Properties ønsker et tillæg til den eksisterende lokalplan og samtidig at hæve bebyggelsesprocenten fra 60 til 80 procent.

»Vi har sendt et projekt ind til kommunen på 12B og 14–16. Der er vi oppe på 42 lejligheder,« siger John Strømberg Theisen.

Skitserne viser boligbyggeri i tre etager med fladt tag, altaner og terrasser. De eksisterende erhvervsbygninger skal rives ned, og det nye byggeri skal følge samme overordnede arkitektoniske principper som det nyere byggeri på Søndre Tangvej.

Lejlighederne skal spænde fra toværelses på 54 kvadratmeter til fireværelses på 99 kvadratmeter. John Strømberg Theisen ser blandt andet ældre dragørborgere, der gerne vil bytte villaen ud med en mindre bolig, som en del af målgruppen.

»Så kan man få nogle af de ældre ud af villakvartererne, og der kan flytte nogle nye familier ind i husene rundt omkring,« siger John Strømberg Theisen.

Planerne kan blive større

Og ambitionerne stopper ikke nødvendigvis ved de 42 lejligheder.

Nordic Properties er i dialog med flere grundejere på Søndre Tangvej. Hvilke ejendomme der eventuelt kommer med, og hvor meget der i sidste ende kan blive bygget, kan han endnu ikke løfte sløret for. Men ambitionerne er store, og hvis det går efter John Strømbergs Theisens planer, skal udviklingen gå forholdsvis stærkt.

»Det, vi kan få med i det rul, tager vi med. Ultimo 2028 regner jeg med, at vi har gjort, hvad vi skal i området derovre. I hvert fald på alt det, vi kan købe,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser