Et grønt tiltag med en prisseddel på syv millioner kroner er den klart højeste udgift i det budget for 2027, som fire ud af fem partier i kommunalbestyrelsen netop har stykket sammen.
De syv millioner kroner på anlægsbudgettet skal gå til solceller på kommunale bygninger. Sådan lyder ambitionen, der ifølge forligsteksten kombinerer klimabeskyttelse med økonomisk fornuft.
»Investeringen i solceller er både god for miljøet og økonomien. Pengene er tjent hjem på seks år i sparede energiudgifter,« siger borgmester Kenneth Gøtterup.
Det er endnu ikke fastlagt, hvilke bygninger – og hvor på bygningerne – solcellerne skal anbringes. Dragør Kommunes egen klimaplan fastslår dog, at etablering af solceller skal ske i forbindelse med tagrenoveringer for at være økonomisk og klimamæssigt meningsfuld.