Djøf kræver budgetbeslutning trukket tilbage

Dragør Kommune vil fjerne særlige fridage for en række medarbejdere og dermed få ekstra arbejdstid til en værdi af over 800.000 kroner om året. Men Djøf mener ikke, at kommunen bare kan ændre de ansattes vilkår.

F
Af Freja Bundvad
| | 7 min læsetid
Djøf kræver budgetbeslutning trukket tilbage
13 ud af kommunalbestyrelsens 15 medlemmer står bag budgetaftalen, der blandt andet lægger op til at fjerne retten til fri med løn på fire særlige dage for en række kommunalt ansatte. Foto: Dragør Kommune

Fire særlige fridage har skabt uenighed mellem Dragør Kommune og fagforeningen Djøf.

I budgetaftalen for 2027–2030 har politikerne besluttet at ændre reglerne for nogle af kommunens ansatte. Det drejer sig om 1. maj, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag – fire dage, hvor en række medarbejdere i dag har fri med løn.

Det er især akademiske medarbejdere på rådhuset, der står til at miste fridagene. Dragør Nyt har derfor bedt Djøf om at vurdere beslutningen, som skal give flere arbejdstimer uden ekstra lønudgifter.

Og fagforeningen er ikke imponeret.

»Dragør Kommune kan ikke ensidigt beslutte at ændre vilkårene for en gruppe af medarbejdere. Ændring af vilkår kræver en forhandling mellem overenskomstens parter,« siger Johanne Nordmann, formand for Djøf Offentlig.

Hun opfordrer kommunen til at trække beslutningen tilbage.

Hvem mister retten til fri?

Ifølge Dragør Kommune har nogle ansatte gennem mange år haft fri efter regler, der svarer til dem, som gælder for kommunens HK-ansatte. Det gælder blandt andet akademikere, der er ansat på andre overenskomster, men alligevel har haft fri på de samme dage som deres kolleger.

Kommunen ønsker nu, at fridagene skal følge medarbejdernes egne overenskomster – og Dragør Kommune har beregnet, at ændringen omfatter medarbejdergrupper svarende til 91,62 fuldtidsstillinger på rådhuset.

Hvor mange medarbejdere der faktisk bliver berørt, afhænger blandt andet af bemandingen og af de aftaler, der gælder for de enkelte ansatte.

»Udgangspunktet er, at medarbejdernes ret til frihed på disse dage fremover skal følge deres overenskomst og ikke overenskomsten for Administration og It. Ændringen retter sig derfor mod lokalt tildelt frihed, som ligger ud over den frihed, medarbejderne har krav på efter deres overenskomst,« skriver Maria Klint Thelander, afdelingsleder i Dragør Kommunes borgmestersekretariat, i et skriftligt svar til Dragør Nyt.

Det er altså ikke alle, der står til at miste fridagene. Medarbejdere på overenskomsten for Administration og IT beholder retten til fri på alle fire dage, mens andre fortsat kan have ret til en hel eller en halv fridag på enkelte datoer.

»Omfanget af ændringen vil derfor variere mellem medarbejdergrupperne,« understreger Maria Klint Thelander.

Kommunen kalder den ekstra frihed, som nogle ansatte hidtil har haft, for en særkutyme. Men Djøf mener ikke, at fridagene uden videre kan betragtes som en lokal ordning, der kan fjernes.

En gammel sag dukker op igen

Tilbage i 2003 opstod en lignende sag i den daværende Holmegaard Kommune, som også ønskede at fjerne akademikernes ret til fri på de fire dage. Sagen blev forelagt Kommunernes Landsforening, KL, som rådgiver kommunerne om blandt andet overenskomster.

I et brev fra Akademikernes Centralorganisation til Holmegaard Kommune fra april 2003 gengives den vejledning, KL dengang gav. Her fremgår det, at akademikere havde ret til fri efter samme regler som de medarbejdere, de hovedsageligt arbejdede sammen med.

Hvis en akademiker for eksempel primært arbejdede sammen med kontoransatte, der havde ret til fri på de fire dage, skulle akademikeren ifølge den daværende fortolkning også have fri.

Det er den gamle sag, Djøf nu trækker frem.

»Det klare svar fra KL var, at det må kommunen ikke,« siger Johanne Nordmann med henvisning til Holmegaard-sagen.

Dermed står to forskellige opfattelser over for hinanden: Dragør Kommune betragter fridagene som en lokal ordning, mens Djøf peger på, at retten til fri også kan afhænge af, hvem medarbejderne arbejder sammen med.

Ekstra arbejdstid for over 800.000 kroner

Kommunen regner med, at ændringen kan give omkring 2.095 ekstra arbejdstimer om året. Det svarer til en beregnet lønværdi på cirka 811.000 kroner.

I budgettet er beløbet sat til 750.000 kroner årligt, blandt andet fordi både 1. maj og grundlovsdag falder på en lørdag i 2027.

Men flere arbejdstimer betyder ikke automatisk færre lønudgifter.

»Beløbet udtrykker værdien af den beregnede ekstra arbejdstid. Det er ikke i sig selv dokumentation for en tilsvarende reduktion i kommunens lønudbetalinger,« forklarer Maria Klint Thelander.

Medarbejderne skal altså arbejde flere timer til samme løn, og de ekstra arbejdstimer kan ifølge budgetmaterialet på længere sigt gøre det muligt at reducere antallet af administrative medarbejdere.

Men hvad siger KL?

Der er dog stadig et stykke vej fra den politiske beslutning til en ændring af medarbejdernes vilkår.

Ifølge kommunens eget budgetmateriale skal medarbejdernes overenskomster og lokale aftaler først gennemgås. Der skal også forhandles med fagforeningerne, og KL skal bakke op om ændringen.

I sagen med Holmegaard Kommune i 2003 var det dog netop KL, der fastslog, at kommunen ikke kunne fjerne akademikernes fridage. Dragør Nyt har derfor spurgt KL, om den gamle fortolkning stadig gælder, og om KL har været inde over den aktuelle beslutning.

I første omgang lød svaret, at KL ikke kendte til beslutningen og derfor ikke kunne kommentere sagen.

Dragør Nyt sendte efterfølgende både budgetaftalen, de bagvedliggende beregninger og kommunens egen forklaring til KL. Men heller ikke det fik KL til at svare på spørgsmålene.

»Det ændrer ikke på vores mulighed for at kommentere på sagen,« skriver KL’s pressechef, Line Oxholm Thomsen.

Det står derfor fortsat hen i det uvisse, om KL bakker op om Dragør Kommunes beslutning.

Vil ikke diskutere i pressen

Dragør Nyt har også forelagt Djøfs kritik og materialet fra Holmegaard-sagen for Dragør Kommune.

Kommunen holder fast i ønsket om at ændre fridagene, men understreger, at det skal ske inden for de gældende overenskomster og aftaler.

»Der vil naturligvis blive indledt drøftelser og forhandlinger med de relevante faglige organisationer, herunder Djøf, om grundlaget og rammerne for implementeringen,« skriver Maria Klint Thelander.

Både Djøfs indvendinger og den gamle Holmegaard-sag vil blive taget med i drøftelserne. Men hvor Djøf har valgt at kritisere beslutningen offentligt, ønsker kommunen ikke at diskutere de konkrete spørgsmål gennem medierne.

»Selve drøftelserne og forhandlingerne skal foregå direkte mellem parterne og ikke i dagspressen. Vi ønsker derfor ikke at foregribe forhandlingerne ved at diskutere de enkelte synspunkter eller mulige udfald gennem medierne,« skriver Maria Klint Thelander.

Hun tilføjer, at kommunen har forståelse for bekymringen blandt de berørte medarbejdere og lægger vægt på en ordentlig proces. Dragør Kommune oplyser ikke, hvornår man forventer at indlede forhandlingerne med Djøf og de øvrige faglige organisationer.

Læs også ...

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser