Det er billige tricks, men de virker. Stil slikskåle frem eller lok med ting, der kan prøves af.
Langt de fleste af standene på årets karrieremesse benyttede mindst et af de to tricks for at lokke de unge forbi. Messen er en årligt tilbagevendende begivenhed på Store Magleby Skole, hvor elever fra 8. og 9. klasse fra kommunens tre skoler kan lægge vejen omkring for at få en forsmag på det arbejdsliv, de skal tage del i de næste 50–60 år.
I omegnen af 25 virksomheder stillede op – blandt dem Dragør Nyt – for at fortælle om netop deres faglige herligheder. Om det vil give generationer af fremtidige tømrere, journalister, optikere, bankassistenter, bådebyggere og andre faggrupper, ved vi selvsagt ikke endnu. Men de unge fik et indblik i, hvad arbejdslivet kan byde på.