Debat

Er det trygt?

A
Indlæg af Anne Grønlund Selvstændig PR- og kommunikationskonsulent samt medlem af SF
| | 2 min læsetid
Er det trygt?
Anne Grønlund sætter spørgsmålstegn ved sundhedssikkerheden ved loftet i den gamle værftsbygning og opfordrer politikerne til straks at udbedre problemerne. Privatfoto

DEBAT: Min mand siger en sjælden gang imellem, at der kunne skrives tykke bøger om alt det, jeg ikke forstår. Og han har ret. Der er virkelig mangt og meget, jeg har svært ved at finde mening med eller forstår. Det gælder også mange af de beslutninger, der træffes i vores bystyre – og lige så ofte, når der ikke træffes oplagte fornuftige valg. Intet nævnt – intet glemt!

Jeg har dog et spørgsmål til Dragørs kommunalbestyrelse. Er det trygt at være Værftets Venner?

Må man overhovedet opholde sig i lokaler, hvor der er tydelig skimmelsvamp og rockwool, der hænger i laser over alt fra loftet. Måske et dumt spørgsmål, når der nu i årevis har været afholdt fantastiske arrangementer – senest for børn i alle aldre.

Jeg mener, at det gamle værft og grunden er ideel for al kultur, koncerter, udstillinger, film, forelæsninger og måske foodmarked. Og det faktum, at der er altid er en horde af frivillige, der bærer hele afholdelsen af arrangementerne, er jo til at blive glad i låget over. Derfor skal deres vilkår og sikkerhed også tilgodeses i alle henseender, synes jeg!

Men kære kommunalbestyrelse, bør I ikke afsætte et par hundrede tusinde i budgettet til hurtigst muligt at renovere værftet nødtørftigt?

Jeg synes faktisk, at det er en skandale, hvis I giver lov til arrangementer, hvor der helt åbenlyst er en sundhedsrisiko ved at opholde sig, både for voksne og børn.

Måske er det bare mig, men det er som om, at tingene skal skæres ud i pap – eller der skal ske ulykker, før politikerne vågner op. Det vil være synd og skam, hvis lokalerne ved det gamle værft bliver lukket på grund af faren ved at være der. Derfor – få det nu fikset, før det er for sent!

Med venlig hilsen
Anne Grønlund

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser