Debat

Hvor er den rettidige omhu i Dragør Nord?

Det er nu, at rettidig omhu er mere aktuelt end nogensinde før i Dragør.

J
Indlæg af Jette Hagetoft
| | 4 min læsetid
Hvor er den rettidige omhu i Dragør Nord?

DEBAT: I et berømt brev fra 1946 skrev skibsreder A.P. Møller de velkendte ord: »Intet tab bør ramme os, som kan udgås ved rettidig omhu.«

Dette princip burde være et løsen, der gik gennem hele vores kommunalbestyrelse. I stedet står vi overfor planer, der vil ødelægge det smukke landskab mellem Dragør og Store Magleby.

Ser man planerne for Erhvervsområde Dragør Nord efter i sømmene, tegner der sig fire paradokser, som bør få politikerne til at bremse op.

Første paradoks – naturen ødelægges, og Søgaard rives ned

Det eksisterende A.P. Møller-erhvervsområde er en realitet – men planerne om at udvide og bygge nyt herfra vil betyde en langsom afvikling af vores lokalnatur og en historisk nedrivning af Søgaard.

Arealet er vitalt levested for flere forskellige rovfugle. Her lever også råvildt, harer, ræve og andre pattedyr, og det giver ikke mening at omringe et vandhul med fredede padder og krybdyr med nyt erhvervsbyggeri.

Dertil kommer en uafklaret og uansvarlig miljørisiko ved at grave i jord, hvor der er begrundet formodning om PFAS/PFOS-forurening.

Andet paradoks – nabokommunen overhaler os indenom

Mens vi planlægger i Dragør, er Tårnby allerede i fuld gang.

Den 12. november 2025 kunne Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen, på Facebook berette, at spadestikket er taget til det nye gigantiske erhvervsområde »Karenshøj« på Tømmerupvej.

Tårnby borgmesteren jubler over en placering, der »ikke kunne være bedre« lige op ad lufthavnen og Kirstinehøj. Karenshøj skal tiltrække fremtidens virksomheder inden for grøn teknologi. Efter planen skulle byggemodningen stå færdig allerede i efteråret 2026.

Tredje paradoks – hvem skal leje bygningerne i Dragør?

Tårnbys massive forspring rejser et stort spørgsmål: Lyder visionerne i Dragør ikke som noget, vi har hørt før – bare for sent?

Gennem det sidste års tid har der i gennemsnit været 50–60 ledige erhvervslejemål i Dragør (dette tal er inklusiv kontorlejemål, og kontorfælleskaber, red.). Når Karenshøj i nabokommunen står klar lige om lidt, hvordan vil det tal så ikke se ud? Markedet mættes lige foran næsen på os.

Fjerde paradoks – hykleri omkring kulturarv og biodiversitet

Lørdag den 19. september blev Dragør Bevaringsdag afholdt for fjerde gang. 

Her inviterer kommunen til fejring af biodiversitet, traditionelt håndværk og restaurering i Dragør Gamle By. Formålet er at fastholde opmærksomheden på, hvordan Dragør kan bevare sit historiske præg og samtidig være et godt sted at bo.

Men det klinger hult, når flertallet i kommunalbestyrelsen samtidig arbejder aktivt for at inddrage den omgivende natur til erhverv, og kommunen måske efterkommer ansøgningen om nedrivning af den fritliggende gård »Søgaard«.

Kommunalbestyrelsen får i hvert fald ikke min stemme til årets Bevaringspris, hvis de fortsætter med at mase dette projekt igennem.

Vis din modstand

Skal Dragør fortsat bevare sit historiske præg og være et godt sted at bo? Så må politikerne stoppe dette projekt nu og udvise ægte rettidig omhu.

Hvis Dragørs kulturarv og natur også betyder noget for dig, så håber jeg, at vi ses til demonstrationen mod Erhvervsområde Nord torsdag den 24. september kl. 18.30 ved Dragør Rådhus.

Lad os sige klart og tydeligt nej tak sammen. For som digteren Henrik Ibsen så sandt skrev: Evigt ejes kun det tabte.

Med venlig hilsen
Jette Hagetoft

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser