Lufthavnen kan ikke love færre natflyvninger

Antallet af fly mellem klokken 23 og midnat er eksploderet siden 2019 – og rutechef i lufthavnen kan ikke love, at stigningen ikke fortsætter.

T
Af Tim Panduro
| | 5 min læsetid
Lufthavnen kan ikke love færre natflyvninger

Lørdag i vinterferien 2019 sendte Københavns Lufthavn et enkelt fly i luften mellem klokken 23 og 23.59.

Det samme skete om lørdagen i uge 19, en majuge uden helligdage eller andet, der brød hverdagen.

De tilsvarende dage i år blev der sendt 14 fly afsted.

Lørdagenes 14-dobling i flytrafikken er en ekstremitet i en lille stikprøve, som Dragør Nyt har udført på de to uger. Men det er en del af et mønster, der i lufthavnens egne tal viser en stigning på henholdsvis 174 og 230 procent i døgnets sidste time.

Alle tallene er baseret på planlagte afgange og tager altså ikke forbehold for forsinkelser og aflyste fly.

I et skriftligt svar fra chefen for ruteudvikling i Københavns Lufthavn, Morten Tranberg Mortensen, er der ingen garantier for, at natten – der i lufthavnens egen definition ligger fra klokken 23.00 til 6.00 – ikke vil blive taget endnu mere i brug i fremtiden.

Han fortæller, at der fortsat ventes en udvikling i flytrafikken.

»Hvordan den (udviklingen i flyvninger, red.) præcist fordeler sig hen over døgnet, afhænger blandt andet af flyselskabernes programlægning, passagerefterspørgslen og de gældende rammer for lufthavnens drift. Derfor kan vi ikke sige noget præcist om udviklingen i de enkelte tidsrum,« hedder det i det skriftlige svar.

Natflyvninger foregår som udgangspunkt på bane 22L, som er den nærmeste til Store Magleby – blandt andet for at skåne tættere befolkede områder i Tårnby. Lufthavnen konstaterede da også i forbindelse med en midlertidig støjmåling på Strøbyvej i 2023, at: »Starter på bane 22L giver et markant højere støjniveau, end når starterne foregår på bane 22R og 04R. Idet at bane 22L/04R er banen, der skal benyttes til starter i natperioden, er området omkring Strøbyvej og Store Magleby som helhed belastet af flystøj i natperioden.«

Natfly er ikke et mål

I det skriftlige svar til Dragør Nyt skriver chefen for ruteudvikling i Københavns Lufthavn Morten Tranberg Mortensen, at timeslots – altså de enkelte timer, der flyves i – ikke tildeles af Københavns Lufthavn, men af organisationen Airport Coordination Denmark. Lufthavnen har derfor ikke indflydelse på, hvordan slots fordeles mellem flyselskaberne.

»Københavns Lufthavn fastsætter de overordnede kapacitetsrammer, men vi hverken tildeler slots eller kan afvise flyselskabernes ønsker til konkrete tidspunkter. Den uafhængige slotkoordinering sikrer, at trafikken bliver planlagt inden for den kapacitet, der er til rådighed på baner, standpladser og i terminalerne. Det er især vigtigt på tidspunkter med høj efterspørgsel,« skriver han og konkluderer:

»Vi har ikke et mål om at øge antallet af flyvninger om natten.«

Flere spørgsmål

Morten Tranberg Mortensen har, inden han gik på ferie, ikke svaret på opfølgende spørgsmål om, hvorvidt lufthavnen kan påvirke de tidsrum, hvori der kan tildeles slots, eller om man har mål om at mindske antallet af natflyvninger. I det skriftlige svar fortæller han dog uddybende, at de mest støjende flytyper ikke er godkendt til at operere i Københavns Lufthavn, og at der arbejdes med initiativer, der kan reducere støjen. Han er ikke vendt tilbage på spørgsmål om, hvilke konkrete initiativer der er tale om, hvorvidt de er implementerede, og hvordan de kan afhjælpe støjen fra fly, når de først er gået i luften.

2826-0925-lufthavn_natflyvninger_statistik-TM-web-1
Københavns Lufthavn oplyser, at tallene er planlagte afgange. Der er derfor ikke taget højde for forsinkelser, aflyste fly eller for tidlige afgange. Illustration: Thomas Mose

Sådan har vi gjort

På et nabomøde arrangeret af Københavns Lufthavn i maj fortalte naboer blandt andet om oplevelsen af mere nattestøj.

Dragør Nyt satte sig for at kigge nærmere på problematikken i de enkelte nattetimer og lavede en optælling baseret på åbne data.

Vi valgte at kigge på flyafgange, fordi de er en større kilde til støj end landinger. Vores udgangspunkt var planlagte flyvninger.

Vi udpegede uge fem, syv og 19 i henholdsvis 2019, 2023 og 2026. Der er tale om to »normaluger« og en ferieuge. 2019 blev valgt som året før covid påvirkede flyvningerne, 2023 som det første normalår efter genåbningen og 2026 som det aktuelle år.

Lufthavnen kvalitetstjekkede Dragør Nyts tal for to uger i 2019 og 2026 i tidsrummet 23.00 til 23.59 på vores forespørgsel. Der var forskel på de faktiske tal, men tendensen var den samme – en stor stigning i antallet af afgange. Dragør Nyts øvrige tal afventer fortsat kvalitetstjek – derfor bringer vi dem ikke.

Vi arbejder på at få verificeret de øvrige tal.

Bemærk: Tim Panduro, der har skrevet disse artikler, bor selv i Store Magleby. Redaktionen har vurderet, at det ikke påvirker dækningens objektivitet, og at stigningen i de sene aftenflyvninger er relevant at beskæftige sig journalistisk med.

 

Tema

Københavns Lufthavn

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER