Nye spilleregler på vej for den historiske bymidte

Politikerne har netop godkendt et forslag til en lokalplan for Dragør gamle by – nu er det op til borgerne at komme med forslag, inden planen skal endeligt vedtages.

T
Af Tim Panduro
| | 3 min læsetid
Nye spilleregler på vej for den historiske bymidte
En ny lokalplan er på vej for Dragørs gamle bydel. Arkivfoto: Thomas Mose

Husejere i Dragørs gamle bykerne får nu mere præcise spilleregler for, hvordan de skal bevare deres boliger, så de kan være med til fortsat at underbygge skipperbyens historie.

Det er i hvert fald blandt intentionerne i en ny bevarende lokaplan for Dragør by, der netop er sendt i høring. Forslaget skal erstatte lokalplan 25, der i forvejen sætter mange restriktioner for, hvad man kan gøre ved sine boliger i Dragørs gamle bydel.

»Vi er stolte af vores helt særlige kulturarvsmiljø i den gamle by, men vi er også stolte af det arbejde, der bliver lagt i at passe på Dragør. Det kræver en stærk og fast lokalplan, og derfor har der været behov for at få revideret og forstærket den eksisterende plan,« siger Nicolaj Bertel Riber (A), der er formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget i Dragør.

Nye muligheder og nye restriktioner

Lokalplansforslaget har været undervejs siden 2024, og det er blevet til i tæt samarbejde med forskellige aktører i Dragørs gamle bykerne, specielt Dragør Bevaringsnævn.

I hovedtræk kan det siges, at en række bestemmelser i den tidligere lokalplan er blevet præciseret, så den gamle by kan udvikles med afsæt i både lokal byplan og byggeskik. Blandt andet er der sat flere detaljer på, hvordan bygningerne skal være udformet og tage sig ud, og der er tilført vejledninger og tegninger, der kan fungere som en slags manual.

På grund af udviklingen siden forrige lokalplan blev lavet, er der givet mulighed for nye vinduestyper, beboelse i visse udhuse og bygning af mindre drivhuse. Desuden er der lavet bestemmelser om varmepumper og elladestandere – to fænomener, der ikke eksisterede, da lokalplan 25 blev skabt.

På andre områder er der lagt nye restriktioner ind. Det vil for eksempel ikke fremover være muligt at få gavlkviste på to sider, og der må ikke længere være metallister på døre og vinduer. Selve lokalplanen er gjort mere overskuelig med hjælpetekster under de enkelte bestemmelser.

Nicolaj Bertel Riber er begejstret for det nye lokalplansudkast.

»Lokalplan 85 bliver Dragør Kommunes kronjuvel, der skal bringe bevaringen af den gamle by ind i næste fase. Vi vil gerne sikre, at vi også i fremtiden har en bevaringsværdi, kulturhistorisk smuk by,« siger han og deler roser ud til folkene bag lokalplanen.

»Der er blevet lavet et meget stort arbejde fra vores forvaltnings side,« siger han.

Lokalplansforslaget blev vedtaget på torsdagens møde i kommunalbestyrelsen og er sendt i høring i otte uger. Høringssvar skal sendes til Dragør Kommune.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser