Forslaget til Lokalplan 90 går nu videre til en offentlig høring på mindst otte uger. Planen åbner blandt andet mulighed for en ny bygning i op til fire etager på hjørnet ved Kirkevej og Stationsvej samt boliger i gården.
Det er ikke helt det samme projekt, som politikerne første gang blev præsenteret for. Undervejs er blandt andet bygningens placering, højde, tagform og altaner blevet ændret. Den mest synlige ændring er taget – bygherren har ændret tagformen til saddeltag og fjernet altanerne fra facaden ud mod offentlig vej.
Flertallet: Projektet er blevet bedre
Formand for By-, Miljø- og Klimaudvalget Nicolaj Bertel Riber (S) lagde vægt på, at et projekt af den størrelse naturligt vil påvirke dem, der bor i området, og at det derfor har været vigtigt at lytte til de bekymringer og input, der er kommet undervejs.
»Før vi trykker på den grønne knap, vil vi anerkende, at en forandring som denne naturligt vil påvirke de borgere, der bor i området. Det har været rigtig vigtigt at lytte til de bekymringer og input, der har været undervejs,« sagde han.
Martin Wood Pedersen (K) fremhævede processen og udsigten til flere boliger.
»Fra konservativ side mener vi, det har været en god og inddragende proces. Vi er rigtig glade for, at vi nu kan sende det i høring. Vi mener, det bliver et aktiv for byen på den korte og lange bane. Lige om lidt mangler vi antageligvis boliger, fordi vi skal tiltrække flere borgere til byen,« sagde han.
SF's nye mandat i kommunalbestyrelsen, Thomas Hindborg, støttede også høringen, men understregede samtidig, at mulige gener for naboerne fortsat skal belyses.
»Vi skal have belyst de mulige nabogener og boligernes pris og tilgængelighed. Borgerne skal inddrages aktivt, og vi skal være parat til at ændre i projektet på den baggrund. Med det udgangspunkt støtter SF, at det bliver sendt i høring,« sagde han.
Liste T stemte imod
Peter Læssøe (T) gjorde det klart, at Liste T ikke var imod selve høringen. Partiet ønskede derimod ikke at godkende det foreliggende planforslag som grundlag for den.
Han pegede blandt andet på hensynet til de nærmeste naboer, parkeringsforholdene og miljøscreeningen.
»Der er blevet lyttet til noget og ikke til noget andet. Vi synes ikke, det bliver en fantastisk indgang til byen. Liste T ønsker ikke at godkende en lokalplan, der ikke tager hensyn til de nærmeste naboer og en miljøscreening, der siger, at det er uproblematisk at tilføre så mange nye boliger til et område. Vi fjerner parkeringspladser og hælder flere lejligheder ind på stedet. Jeg tror, der kommer mange flere problemstillinger tilbage til jer,« sagde han.
Det fik Nicolaj Bertel Riber til at efterlyse Liste T's alternativ til projektet:
»Jeg forstår nogle af bekymringerne. Men hvis I anerkender, at der er noget rigtigt i projektet, og at der er boligmangel, så savner jeg forslag til, hvad kan man gøre i stedet for – i stedet for bare at sige nej,« sagde han.
Forslaget blev vedtaget med 13 stemmer for og to imod.