Der er ikke noget som et godt, gammeldags lokalopgør, som når Dragør Boldklub (DB) møder Kastrup BK, hvor ingen af holdene vil gå fra banen med nederlag. Det var netop det, man så lørdag den 5. september, hvor de to hold spillede på Dragør Boldklubs hjemmebane. Begge hold gav alt, og de kæmpede til sidste fløjt.
Det var tydeligt, at Kastrup BK ville have tre point med tilbage til den anden side af lufthavnen. Fra kampens start pressede de DB tilbage på egen banehalvdel. Men som kampen skred frem, kom DB bedre med og – havde i løbet af kampen flere chancer for scoringer end Kastrup BK.
Der skulle kun gå få minutter, før Kastrup BK var tæt på en chokstart. Men en storspillende Mads Glæsner i DB-målet fik reddet skuddet, og riposten gik over målet.
DB's angribere fik spillet sig til flere muligheder, men som man også så i sidste uges kamp mod Hvidovre IF mangler den sidste skarphed i afslutningerne, som giver mål.
DB måtte skifte en ellers velspillende Mathias Lindhart ud efter en hård tackling. Lindhart forsøgte at fortsætte, men han måtte ud til behandling på sidelinjen. Victor Dyhl erstattede ham.
Kampen blev spillet med højt tempo og hårde tacklinger – dog uden at være grimt spillet. Efter 36 minutter måtte Jacob Heinsøe tilbringe ti minutter på bænken, da han fik gult kort efter en tackling af en karat, som man så flere af i kampen, uden der blev delt kort ud. Kastrup BK lukrerede af overtalssituationen og scorede til 1–0 efter 42 minutter.
I begyndelsen af anden halvleg var det DB, der lykkedes med anstrengelserne i modstandernes målfelt – med et mål af Victor Dyhl. Tobias Damkær afleverede til Kasper Walker, der løb ind i Kastrup-feltet. Bolden blev afleveret til Victor Dyhl, som omsatte chancen til scoring. 1–1.
DB fortsatte herefter det fine spil og havde flere chancer.
Mikkel Toft Andersen kom på banen for DB efter en times spil. Han erstattede Kasper Walker, som havde fået en hård behandling af Kastrup-forsvaret. Mikkel Toft Andersen gjorde en god figur i kampen, og han er endnu et bevis på, at DB har mange unge spillere, som bejler til førsteholdstruppen.
DB sluttede kampen af med at presse Kastrup BK tilbage på banen. Det gav to hjørnespark, men det blev ikke til flere scoringer.
Julius Krüger-Larsen spillede en stor kamp for DB. Har har efterhånden udviklet sig til en stærk forsvarsspiller, som ikke går på kompromis. Efter kampen blev han valgt til kampens spiller af publikum.
Selvom DB har scoret syv mål i tre kampe, har DB-træner Janus Krüger-Larsen større håb for DB-angreb.
»Skarpheden foran mål mangler stadig,« sagde han efter kampen.
Drama i Tårnby
AB Tårnby havde lørdag efter middag besøg af Vigerslev BK. Kampen blev afbrudt efter 28 minutter, og den blev ikke genoptaget. Dommeren dømte et frispark til AB Tårnby. En Vigerslev-spiller var yderst utilfreds med dommen, og da han blev præsenteret for et gult kort for brok, knækkede filmen, og Vigerslev-spilleren skubbede dommeren til jorden. Dommeren valgte efterfølgende at afbryde kampen. Konsekvenserne er i skrivende stund ikke klarlagt.
I toppen af rækken satte Hvidovre IF (2) point til, da de hjemme tabte 1–2 til FB, og det er nu FB, der topper københavnsserien.
Næste kamp
Dragør Boldklub møde Rødovre lørdag den 12. september klokken 12 på Rødovre Stadion.
Resultater fra københavnsserien
Vanløse IF (2)–B1908 2–0
Union–Fremad Valby 2–3
FA2000 (2)–Rødovre 1–2
Dragør Boldklub–Kastrup BK 1–1
AB Tårnby–Vigerslev BK UDSAT
CBS Sport–Sundby (2) 4–2
Hvidovre IF (2)–FB 1–2
| # | Hold | K | V | U | T | M+ | M- | P |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | FB | 3 | 2 | 0 | 1 | 7 | 6 | 6 |
| 2 | Hvidovre IF (2) | 3 | 2 | 0 | 1 | 11 | 5 | 6 |
| 3 | Fremad Valby | 2 | 2 | 0 | 0 | 7 | 5 | 6 |
| 4 | CBS Sport | 3 | 1 | 2 | 0 | 8 | 6 | 5 |
| 5 | Dragør Boldklub | 3 | 1 | 1 | 1 | 7 | 6 | 4 |
| 6 | Kastrup BK | 3 | 1 | 1 | 1 | 5 | 5 | 4 |
| 7 | Vigerslev BK | 2 | 1 | 1 | 0 | 4 | 2 | 4 |
| 8 | B1908 | 3 | 1 | 1 | 1 | 4 | 5 | 4 |
| 9 | AB Tårnby | 1 | 1 | 0 | 0 | 2 | 1 | 3 |
| 10 | Union | 3 | 1 | 0 | 2 | 7 | 8 | 3 |
| 11 | Rødovre | 3 | 1 | 0 | 2 | 5 | 6 | 3 |
| 12 | Vanløse IF (2) | 3 | 1 | 0 | 2 | 5 | 6 | 3 |
| 13 | FA2000 (2) | 3 | 1 | 0 | 2 | 3 | 8 | 3 |
| 14 | Sundby (2) | 3 | 0 | 0 | 3 | 5 | 11 | 0 |
K = Kampe · V = Vundet · U = Uafgjort · T = Tabt · M+/M- = Mål for/imod · P = Point