Efter en højresvingsulykke i krydset Møllevej/Hartkornsvej i sidste uge skal sigtbarheden og udstyret på stien ved fodgængerfeltet over Møllevej efterses.
Ulykken skete 1. september klokken 16.07.
En otte-årig pige var på cykel på vej fra Store Magleby Skole ad stisystemerne. Hun krydsede fodgængerfeltet på Møllevej mellem de to stier, der fører mod cykelstien ved Fælledvej. Pigen blev ramt af en bil, der drejede til højre fra Hartkornsvej.
Et større opbud af politi, akutbil og ambulance mødte op, og pigen blev kørt til hospitalet med motorcykeleskorte.
Hurtigt udskrevet
Meldingen fra Københavns Politi var efterfølgende, at pigen ikke var alvorligt kvæstet, og Store Magleby Skoles skoleleder Kasper Stoholm meldte dagen efter ud på forældreappen Aula, at pigen var hjemme igen fra hospitalet.
Beskeden sendte han delvist for at hindre rygtedannelse og dels for at understrege, at skolen handler på situationen i krydset, der ifølge skolelederen er kendt for lignende farlige situationer.
»Da det er en meget befærdet Skolevej, har jeg orienteret af de rette kanaler og bedt om, at stedet bliver kigget efter,« hedder det i aulabeskeden, hvor han også kommer med en opfordring til forældre til børn, som benytter stien.
»Jeg vil opfordre jer til at tage turen en ekstra gang med jeres børn og instruere dem grundigt i, hvordan de skal cykle eller gå deres rute til og fra skole,« skriver han.
Borgmester Kenneth Gøtterup har også meldt ud, at forvaltningen skal kigge på sikkerheden i området.