Rådden lygtepæl smadrede trampolin – nu vil kommunen gå sine procedurer efter

En familie på Spurvevænget fik en ubehagelig overraskelse torsdag aften, da en lygtepæl væltede ind i haven – selv om kommunen tjekkede alle lygtepæle i 2025.

T
Af Tim Panduro
| | 3 min læsetid
3226-1148-Væltet_mast_på_Stærevænget-HAS-web-6
Kathrine Skovgaard Lennett har taget dette foto af lygtepælen, der landede på trampolinen.

En ubuden gæst af de mere usædvanlige lagde sig solidt til rette i haven hos Kathrine Skovgaard Lennett og hendes familie torsdag aften.

Et tordenvejr med hårde vindstød fik en trælygtepæl uden for villaen på Spurvevænget til at vælte – lige ned i den trampolin, Kathrine Skovgaard Lennett og hendes mand kort inden havde fået sat op til parrets to børn på to og fire år. Store skader på trampolinens konstruktion viser, hvilken vægt og styrke masten er landet med.

»Vi hørte et brag, men vi tænkte, det var på grund af tordenvejret. Men da min mand kiggede ud i haven, kunne han set et mærkeligt lys. Det var lygten fra pælen, der stadig lyste,« fortæller Kathrine Skovgaard Lennett.

»Pilrådden«

Et opkald til kommunens vagttelefon blev ikke taget, og familien kom først igennem til Dragør Kommune klokken syv om morgenen. Herefter blev der relativt hurtigt ryddet op.

Kathrine Skovgaard Lennett og hendes mand var klar over, at pælen ikke havde det godt – og de havde et par uger forinden kontaktet kommunen, da de opdagede, at pælen kunne rokkes. Det førte dog ikke til udbedring, inden den væltede.

»Da den væltede, kunne vi se, at den var pilrådden indeni,« siger Kathrine Skovgaard Lennett, der tilføjer:

»Jeg synes, at kommunen har taget det meget let. Vi kontaktede dem, inden den væltede, men der blev ikke taget hånd om det.«

»Evaluerer situationen«

»Vi har desværre ikke kendskab til henvendelsen – vi eftersøger lige p.t., hvor henvendelsen er gået ind henne,« skriver Louise Piester, direktør for Center for Plan, Teknik og Erhverv i Dragør Kommune, i en mail til Dragør Nyt. Her fortæller hun også, at Dragør Kommune kører tilsyn hvert fjerde år med de lidt over 900 træmaster. Det seneste eftersyn blev lavet i 2025 af en driftsoperatør, der er hyret ind af kommunen.

»Det er ingen tvivl om, at den væltede mast giver anledning til at spørge sig selv, om vi gør det rigtige. Nu vil vi evaluere situationen sammen med vores driftsoperatør og vores rådgiver – og på den baggrund laver vi en politisk sag,« hedder det fra direktøren, der understreger, at kommunen har et godt samarbejde med operatøren.

»I udgangspunktet har vi tillid,« skriver hun.

Ud fra hukommelsen mener hun, at der er væltet tre-fire master hen over de seneste 12–14 år. I 2024 væltede en mast på Strandjægervej, og i sidste uge skete det så på Spurvevænget.

Efter seneste tilsyn blev omkring 10 lygtepæle udpeget til udskiftning på grund af råd. Louise Piester kan dog inden Dragør Nyts deadline ikke oplyse, om masten på Spurvevænget var udpeget til udskiftning.

3226-1148-Væltet_mast_på_Stærevænget-HAS-web-5
Pælen var gennemrådnet, viser Kathrine Skovgaard Lennetts foto.

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER