Race500-rytterne er klar til tre dage i sadlen

Onsdag den 19. august sendes 110 ryttere afsted fra Framehouse forud for årets Race500. Fra Nyborg venter tre dage og 500 kilometer på cyklen over Jylland og tilbage til Dragør, hvor rytterne bliver modtaget lørdag på Dragør Havneplads.

T
Af Thomas Mose
| | 3 min læsetid
Race500-rytterne er klar til tre dage i sadlen
De trætte ryttere ankommer til Dragør Havn. Arkivfoto: TorbenStender

Interessen for Race500 er stor. Ifølge løbsleder og initiativtager Michael Busk blev de 100 almindelige pladser revet væk samme dag, som der blev åbnet for tilmeldingen. Det er tredje år i træk, at løbet melder udsolgt på åbningsdagen.

Sammen med ti ryttere på sponsorpladser betyder det, at 110 ryttere tager turen gennem landet. Dertil kommer 12 hjælpere, som er med til at få det tre dage lange løb til at fungere.

Onsdag den 19. august er der mulighed for at være med til at sende rytterne i Race500 godt afsted. Klokken 16 samles ryttere og hjælpere ved Framehouse, og alle er velkomne til at møde op og give dem en god start på årets velgørenhedsløb.

Selve cykelturen begynder torsdag morgen i Nyborg. Første etape går 170 kilometer til Vejle. Fredag venter yderligere 170 kilometer fra Vejle til Aarhus, inden rytterne lørdag tager hul på de sidste 155 kilometer fra Aarhus til målet i Dragør.

Race500 bliver kørt til fordel for Kræftens Bekæmpelse. Sidste år lykkedes det cykelholdet at samle 900.000 kroner ind til kræftsagen.

3426-1118-Race500_2025_TSN-TM-web-3
Glæden ved at have gennemført det 500 km lange cykelløb var stor. Arkivfoto: TorbenStender

Modtagelse på havnepladsen

Lørdag den 22. august forventes rytterne at nå frem til Dragør Havneplads sidst på eftermiddagen mellem klokken 17.30 og 18. Her står Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Dragør for modtagelsen.

Allerede fra klokken 13 er der aktiviteter på havnen, og arrangementet fortsætter frem til klokken 22. Der er blandt andet aktiviteter for børn og mulighed for at købe mad og drikke.

Musikken fylder også både før og efter rytternes ankomst. Mormors Duo spiller om eftermiddagen, DJ Nick sætter musik på fra klokken 17, og efter modtagelsen spiller Fars Kazoo op til fest fra klokken 20.30.

Ved rytternes ankomst holder Kræftens Bekæmpelses administrerende direktør, Jesper Fisker, tale.

Der bliver desuden en ceremoni med stille musik og et minuts stilhed, hvor man mindes dem, der mangler, og sender tanker til dem, der kæmper med sygdommen.

Hele overskuddet fra dagen på Dragør Havneplads går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

3426-1118-Race500_2025_TSN-TM-web-4
Mange mødte sidste år op på havnepladsen for at tage imod rytterne og deltage i festlighederne. Arkivfoto: TorbenStender

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser