Denne artikel er skrevet af Dragør Nyts børnereporter Laura Videbæk på 14 år, der selv har stået for research, interviews og tekst.
Dragørs fodboldkvinder (Dame Senior) var de klart mest boldsikre, da de tirsdag den 25. august besejrede FA2000 fra Frederiksberg.
Det var tydeligt allerede fra kampens start, at det let kunne ende med en sejr til Dragør. Den første store chance til Dragør kom allerede efter få minutter. På kort tid var der også to hjørnespark, og FA2000 havde generelt svært ved at holde fast på bolden, da de endelig have erobret den.
Det varede ikke længe, inden overtaget i spil og chancer gav gevinst i form af et mål til Dragørs kvinder sparket ind af Mille Jørgensen.
Stod Dragør på det meste
Selvom FA2000 kom lidt længere frem og blandt andet fik et hjørnespark, var det stadig Dragør, der dominerede kampen. Der var skud på mål fra Dragørs anfører Emma Hjorth, og Sarah Brandt var tæt på at komme igennem i venstre side.
FA2000 viste i glimt, at de også kunne være farlige med et forsøg tæt forbi den ene stolpe. Generelt stod der dog Dragør på det meste. Smilla Oddershede havde en stor chance, og både Celia Krüger-Larsen og Mille Jørgensen havde også forsøg på mål.
FA2000 var dog farlige, også selvom de ikke havde meget spil. Først fik de en friløber, som Dragørs målmand Anna Larsen reddede. Kort efter gik det dog galt efter et langt udspark fra FA2000's målmand, som endte hos deres angriber, der sparkede den sikkert i mål.
I en kort overgang var kampen mere lige, men Dragør fik hurtigt overtaget igen.
Mille Jørgensen havde to farlige afslutninger, og tredje gang var lykkens gang, da hun kort inden halvleg bragte Dragør foran med 2-1.
Jubel efter slutfløjt
Anden halvleg startede mere lige. FA2000 forsøgte sig med skud udefra, men Dragørs Mille Jørgensen var en konstant trussel foran FA2000's mål, og hun scorede til 3–1 efter et godt opspil.
Efter målet var der mere spil midt på banen med færre store chancer. Et stykke inde i halvlegen fik FA2000 tilkæmpet sig et hjørnespark, hvilket efter lidt klumpspil førte til reducering til 3–2. Dragørs Isabella Guldberg svarede dog hurtigt igen med et mål til 4–2 efter en kontra.
Efter kampens sjette mål bølgede kampen frem og tilbage, men det var småt med de store målchancer. Og da slutfløjtet lød, kunne Dragørs kvinder juble over en sikker sejr.
Blevet mere intenst
Efter kampen fortalte Dragørs Celia Krüger-Larsen, at det efter hendes vurdering var en af holdets hidtil bedste kampe.
Dragørs Sofia Rahbek supplerede:
»Selvom vi prøvede nogle nye opstillinger af, hang vores spil godt sammen,« sagde hun.
Dragørs kvinder er rykket op denne sæson, og Celia Krüger-Larsen fortæller, at det godt kan mærkes:
»Vi har fået mere modstand. Der er mere løb, og det er mere intenst.«
Dragørs kvinder skal se, om de kan fortsætte det gode spil i den næste kamp på udebane.
Næste kamp
Dragør Boldklub spiller mod AC Iben lørdag den 5. september klokken 14 i Valby Idrætspark.
| # | Hold | K | V | U | T | M+ | M- | P |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | Nørrebro United (2) | 2 | 2 | 0 | 0 | 9 | 2 | 6 |
| 2 | Hekla | 2 | 2 | 0 | 0 | 5 | 3 | 6 |
| 3 | Dragør Boldklub | 2 | 1 | 1 | 0 | 4 | 4 | 4 |
| 4 | Hellas | 2 | 1 | 1 | 0 | 3 | 2 | 3 |
| 5 | FA2000 (2) | 2 | 1 | 0 | 1 | 4 | 5 | 3 |
| 6 | FC Nyhavn | 2 | 0 | 1 | 1 | 1 | 2 | 1 |
| 7 | Skjold (2) | 2 | 0 | 1 | 1 | 1 | 2 | 1 |
| 8 | AC Iben | 1 | 0 | 0 | 1 | 3 | 4 | 0 |
| 9 | Copenfaster FF | 2 | 0 | 0 | 2 | 2 | 6 | 0 |
| 10 | Sundby (2) | 1 | 0 | 0 | 1 | 1 | 5 | 0 |
K = Kampe · V = Vundet · U = Uafgjort · T = Tabt · M+/M- = Mål for/imod · P = Point