Sølyst ikke længere under skærpet tilsyn

Det skærpede tilsyn, der har hængt over Børnehuset Sølyst i Søvang siden oktober sidste år, er nu ophævet. En meget positiv tilsynsrapport fortæller om stor udvikling på stedet. Rekrutteringsproblemerne lurer dog stadig i kulisserne i hele Dragør Kommune.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 6 min læsetid
Sølyst ikke længere under skærpet tilsyn
Børnehuset Sølyst er ikke længere under skærpet tilsyn. Arkivfoto: Thomas Mose

Leg i centrum. Systematik i den pædagogiske praksis. Ro og nærvær. Sådan beskrives hverdagen i Børnehuset Sølyst nu i en ny tilsynsrapport.

Institutionen i Søvang har ellers været under skærpet tilsyn siden oktober sidste år, hvor et uanmeldt tilsyn viste, at den pædagogiske kvalitet ikke levede op til kommunens kvalitetskrav. Derfor blev der igangsat en handlingsplan, og ifølge det seneste tilsyn har denne handlingsplan båret frugt.

I hvert fald et det et helt andet billede, der nu tegnes af Sølyst. Et billede, formand for forældrebestyrelsen i Sølyst, Stine Gade Nielsen godt kan genkende.

»For mig handler det meget om en følelse af, at der er kommet mere styr på tingene. Der er kommet mere intention i hverdagen, en plan for dagen og mening med tingene. Der er arbejdet meget med de voksnes roller, så de blandt andet har veste på og er meget synlige, så børnene ved, hvem de skal gå til. At bygningerne er blevet renoveret, og der er blevet indrettet bedre rum til leg, har selvfølgelig også hjulpet,« fortæller hun.

Rekrutteringsproblemer lå bag

Stine Gade Nielsen peger også på, at det faste personale bliver i længere tid, og at der bliver arbejdet meget mere med at oplære de mange unge pædagog-medhjælpere, der bliver ansat.

Hun oplever generelt, at både ledelsen og personalet har knoklet hårdt for at komme i mål med handlingsplanen og for at skabe en bedre hverdag for børnene og kommunikeret om tiltagene undervejs.

Forældrebestyrelsesformanden kunne dog godt have tænkt sig mere information fra forvaltningen om det skærpede tilsyn og konkrete eksempler på, hvad der ikke var tilfredsstillende. Hun oplever også, at uvisheden og uklar kommunikation fra forvaltningen har skabt uro blandt flere forældre.

At et skærpet tilsyn kom på bane, kom dog ikke voldsomt bag på hende.

»Jeg synes, Sølyst har været i en positiv udvikling over de sidste år. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er rekrutteringsudfordringerne, der gjorde, at tilsynet ikke fandt den pædagogiske kvalitet god nok. Vi har haft vanvittigt svært ved at få ansat uddannede pædagoger. Det har man mange steder, men i Søvang er det lige et skridt længere ude, og der er noget logistik, der kan gøre det endnu sværere at finde folk. Og det er svært at indføre en vedvarende pædagogisk praksis, når man har haft så store rekrutteringsudfordringer i så lang tid og har været afhængige af at ansætte unge, der har et sabbatår. De gør det så godt, men de har jo ikke den pædagogiske ballast, og de skal ofte hurtigt videre igen, så det giver større udskiftning i personalet,« lyder det fra Stine Gade Nielsen.

Brug for politisk handling

Hun er imponeret over, hvor hårdt der er blevet arbejdet for at komme i mål med handlingsplanen, og at det seneste tilsyn var så flot. Hun mener, Sølyst er et helt andet og bedre sted nu. Men hun har dog en appel til politikerne.

»Sølyst kan ikke klare det alene. De, der arbejder her, gør alt, de kan. Men hvis børn og forældre skal være trygge på lang sigt, så kræver det, at vi får løst rekrutteringsudfordringerne, så vi får mere uddannet personale og de rette kompetencer til Dragør,« siger hun.

Tilsyn virkede efter hensigten

Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børne-, Borger- og Velfærdsudvalget i Dragør Kommune vil gerne lytte, hvis forældrene oplever, at kommunikationen undervejs i det skærpede tilsyn ikke har været god nok. For så må man lære af det til næste gang, siger han.

Derudover har han været glad for at følge forløbet og vil gerne rose ledelse og medarbejdere på Sølyst.

»Et skærpet tilsyn er alvorligt, men her virkede det efter hensigten: Der blev lagt en handleplan, ledelse og medarbejdere gjorde et stort stykke arbejde, og ved tilsynet i juni var udviklingen så markant, at det skærpede tilsyn kunne ophæves,« siger han.

Arbejder for at uddanne

Udvalgsformanden forstår og deler til gengæld Stine Gade Nielsens bekymringer for rekrutteringsproblemerne og hvad de – også på længere sigt – kan betyde for den pædagogiske kvalitet.

Men han bedyrer, at kommunalbestyrelsen arbejder målrettet for at finde løsninger.

»Konkret uddanner vi vores egne – 13 medarbejdere er i gang med en meritpædagoguddannelse – og vi arbejder målrettet med fastholdelse og faglig opkvalificering. På minimumsnormeringerne har vi et vedvarende fokus og følger udviklingen tæt – blandt andet med løbende opfølgning i udvalget,« siger han.

Det har tilsynet sagt om Børnehuset Sølyst

Uanmeldt tilsyn, 30. oktober 2025

»Den pædagogiske kvalitet lever ikke op til kommunens kvalitetskrav, hvilket giver anledning til, at institutionen får et skærpet tilsyn. Bekymringen knytter sig til kvaliteten af det pædagogiske grundlag, manglende systematik i den pædagogiske praksis og i organiseringen af læringsmiljøerne.«

Anmeldt tilsyn, 9. juni 2026

»Der er en markant forskel på kvaliteten fra første tilsyn til i dag. Der har været en stor positiv udvikling, som er tydelig i både personalegruppen og børnegruppen – særligt i forhold til ensartethed, systematik og særligt den pædagogiske praksis. Gennem hele dagen er legen i centrum for alle aktiviteter – dette både i vuggestuen og i børnehaven. Der er en tydelig struktur for organisering af lege- og læringsmiljøer i hele institutionen, og de voksne er generelt gode til at justere sig i forhold til de enkelte børn og hele børnegruppen. Over hele dagen ses det, at de voksne tager ansvar for ledelse af de forskellige børnegrupper.«

De fulde tilsynsrapporter kan findes på www.dragoer.dk

 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser