Utilfredshed med Sølyst stikker ud

Ni ud af ti forældre i Dragør er tilfredse med det dagtilbud, deres børn går i. Resultatet for Børnehuset Sølyst skiller sig dog ud – her er 16 procent utilfredse.

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen, Freja Bundvad og Tim Panduro
| | 3 min læsetid
Utilfredshed med Sølyst stikker ud
16 procent af forældre er utilfredse med Sølyst, viser en landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse. Foto: Thomas Mose

Forældre i Dragør er generelt tilfredse med deres dagtilbud. Det viser en ny landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

90 procent er tilfredse eller meget tilfredse, mens kun fire procent er direkte utilfredse.

Sølyst skiller sig ud. Her er 13 procent utilfredse og tre procent meget utilfredse med kvaliteten af dagtilbuddet. Til sammenligning er der ingen utilfredse forældre hverken i Sansehuset eller Køjevænget.

Sølyst ligger samtidig nederst blandt kommunens institutioner på alle de spørgsmål, forældrene har besvaret – blandt andet om samarbejdet med personalet, de fysiske rammer og måden, barnet bliver modtaget på.

Hver fjerde utilfreds med modtagelse

Tallene skal dog læses med væsentlige forbehold. Mens mere end 93.000 forældre har besvaret undersøgelsen på landsplan, bygger tallene for Dragør på 206 svar. For Børnehuset Sølyst er der blot 28 besvarelser.

Data er desuden indsamlet fra september 2025 til februar 2026 – altså i en stor del af den periode, hvor Sølyst var under skærpet tilsyn.

Et af de steder, hvor Sølyst skiller sig ud, er personalets måde at tage imod børnene på. Her er 24 procent utilfredse eller meget utilfredse, mens 68 procent er tilfredse.

Også når forældrene bliver spurgt, om de vil anbefale institutionen, er forskellen tydelig. 12 procent vil slet ikke anbefale Sølyst til andre, mens 10 procent kun vil gøre det i mindre grad. 41 procent vil anbefale Sølyst i høj grad.

Til sammenligning vil 87 procent af forældrene i Sansehuset og 92 procent i Køjevænget i høj grad anbefale deres dagtilbud til andre.

Forældreformand: Se fremad

Stine Gade Nielsen, formand for forældrebestyrelsen i Sølyst, mener, at tallene skal ses i lyset af, hvornår de er indsamlet. På det tidspunkt var institutionen under skærpet tilsyn og ombygning, og siden er det skærpede tilsyn blevet ophævet.

»Jeg synes, det er virkelig ærgerligt at bringe de 'gamle' tal i spil nu, specielt taget indsamlingstidspunktet i betragtning og de positive ændringer, der er sket siden og har ledt til ophævelse af det skærpede tilsyn. Hvis vi bliver ved med at hænge fast i fortiden, både i vores forældre-mindset og i mediebilledet, så bidrager vi ikke til den positive udvikling af Sølyst, og det hjælper heller ikke i forhold til at finde pædagoger, som har lyst til at arbejde i Sølyst,« siger hun.

 

 

 

Tema

Sølyst

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER
Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser