86-årige Inga Madsen er ikke meget for at være i centrum. For det er jo en holdindsats at drive Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Dragør. Faktisk handler det slet ikke om hende.
Alligevel lykkes det Dragør Nyt at få hende til at fortælle lidt. For det handler altså også lidt om hende. Hun kan nemlig fejre 25-årsjubilæum sammen med butikken, fordi hun var med til at åbne den tilbage i 2001, hvor den lå som en af en stribe mindre erhvervslejemål dér, hvor Lidl ligger nu.
»Vi var 18 frivillige, da vi startede. Den første dag stod vi der i et tomt lokale med nogle sorte sække med tøj, og så var det bare om at gå i gang med at sortere. Det måtte vi gøre på gulvet, for vi havde ikke andet. Vi havde også bare en cigarkasse som pengekasse,« fortæller Inga Madsen med et grin.
Hun var lige gået på efterløn dengang efter at have været henholdsvis kontorassistent ved politiet, hjemmegående med børnene og siden dagplejemor i en årrække.
Hun havde dog stadig kræfter at give af og ville gerne give dem til et godt formål. Derfor responderede hun på Folkekirkens Nødhjælps annonce, hvor de søgte personale til en helt ny butik i Dragør. Og hun endte med at blive daglig leder i de første 15 år af butikkens levetid.
Netto-tilbud gav udvidede åbningstider
Der kom hurtigt mere styr på butikken med reoler og stativer til tøjet, der skulle sælges. Og borde, man kunne sortere tøjet på.
Et butikslokale blev til to, og senere flyttede butikken over på den anden side af Kirkevej, hvor de ligger nu. Et moderne kasseapparat er også kommet til, som Inga bemærker med et glimt i øjet.
»I begyndelsen havde vi kun åbent tirsdag til fredag. Men hurtigt fandt vi ud af, at det var dumt at holde lukket om mandagen, hvor Nettos tilbudsavis var kommet. Flere kunder i Netto (som lå lige ved siden af, red.) betød flere kunder hos os. Så vi udvidede åbningstiden til mandag. Og det betød faktisk, at vi gav overskud og har gjort det siden. Vi har ikke tjent vanvittigt meget, men det har ligget stabilt på plus,« fortæller Inga Madsen.
I de første mange år var der kun genbrugstøj i butikken. Men ved lidt af en tilfældighed – fordi en borger kom forbi med et par reoler, han havde i overskud – begyndte de også at sælge andre ting. Ikke store møbler, for det har de ikke pladsen til. Men bøger, service, pyntegenstande og andet interiør.
»Det var især, da vi begyndte at sælge ting og sager, at det begyndte at batte noget. Det kan man tage lidt mere for,« fortæller Inga Madsen.
Kollegaerne betyder meget
For cirka 10 år siden – da Inga var 76 – overgav hun den daglige ledelse af butikken til Bente Svendsen. Og fordi Inga har problemer med ben og ryg, kan hun ikke længere hjælpe med tunge løft eller gå meget frem og tilbage.
Men sidde ned og sortere tøj eller betjene kunder kan hun stadig. Hun har et sikkert øje for kvalitet – ikke mindst, når det kommer til damebluser. Er hun i tvivl om prissætningen, kan hun altid slå op i Folkekirkens Nødhjælps guide til, hvilke priser man kan tage for hvilke mærker og kvaliteter. Men meget sidder på rygraden. Derfor har hun ikke planer om at droppe den ene dag om ugen, hvor hun stadig tager scooteren op for at arbejde i butikken. Så kan manden også få lidt ro derhjemme, konstaterer hun med et skævt smil.
»Det betyder meget, at jeg har så gode kollegaer her. Det er jeg heldig med. Og så kan jeg godt lide at komme op og snakke med både dem og kunderne, der kommer ind. Det er ikke fordi, min mand og jeg har brug for, at der skal ske noget hele tiden. Men man skal jo ud af huset,« fortæller hun.
De 35 frivillige, der nu er i genbrugsbutikken, arbejder i hold af tre hver dag. Et hold om formiddagen. Og et om eftermiddagen. Det er for at sikre mindre sårbarhed i vagtplanen, hvis en bliver syg eller skal til tandlægen. Fordi man ikke skal være alene i butikken.
»Mange af os er jo lidt oppe i årene. Så man skal være minimum to, hvis der pludselig skulle ske noget,« forklarer Inga Madsen.
Så det er trygt og rart at komme på arbejde for alle.
Tøjet vælter ind
Både nutiden og fremtiden for den 25-årige genbrugsbutik ser ret lys ud, mener både Inga Madsen og hendes kollega Britta Laursen.
I perioder har de haft svært ved at finde nok frivillige, men lige nu har de et godt og stort hold, der aldersmæssigt spænder fra midt i 50'erne til midt i 80'erne. Og de oplever sig selv som et godt team, der kan klare både stamkunderne, højsæsonen med turister om sommeren og boomet i salget omkring jul.
»Det er mest damebluser og ting og sager, vi sælger. Det sidste års tid har vi mærket lidt nedgang i salget, og det skyldes nok, at der er flere om buddet med blandt andet Kirrpu. Men jeg synes ellers, vi fungerer godt side om side med Kræmmergården og de mange loppemarkeder i Dragør. Faktisk bliver jeg ved med at være imponeret over, hvor meget vi får ind. Især tøj. Godt tøj. Når der nu er så mange steder, de kan sælge det. Men jeg tror ofte, det hænger sammen med, at folk godt kan lide at komme her med det, fordi pengene fra salget går til et godt formål. Det er jo også derfor, jeg selv lægger frivillige timer her. Fordi det er et godt formål,« forklarer Britta Laursen.
Det giver glæde og mening
De to kan hurtigt blive enige om, at de ikke ville lægge så mange frivillige timer hos en købmand eller en anden kommerciel butik. Men i genbrugsbutikken giver det hele mening for dem. Og de elsker at se, at også mange unge har fået smag for genbrug og kommer forbi og gør et godt fund.
»Mange bliver faktisk overrasket over, hvor meget flot, man kan finde her. Det er også sjovt at se de der unge, der er kreative og kan se muligheder i alt muligt, de så kan sy om eller gøre noget ved,« forklarer Inga Madsen.
En kunde, der skal ekspederes, fordi hun på bogreolen har fundet en bog, hun mener, vil gøre hendes mor glad, understreger de to kvinders forsøg på at forklare, hvorfor de bliver ved med at lægge timer i butikken.
»Det er jo dejligt, når man kan gøre folk glade for en 10'er,« siger Britta Laursen med et stort smil til kunden.