Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet og SF har indgået en fælles aftale om Dragør Kommunes budget for 2027–2030.
Aftalen blev underskrevet søndag den 13. september og har opbakning fra 13 af kommunalbestyrelsens 15 medlemmer. Liste T står udenfor.
Budgettet skal formelt godkendes ved kommunalbestyrelsens andenbehandling torsdag den 24. september.
»Jeg er både glad og stolt over, at 13 ud af kommunalbestyrelsens 15 medlemmer står sammen om denne budgetaftale. Aftalen vil gøre en positiv forskel for borgerne. Vi kan på tværs af partier samarbejde, finde løsninger og tage ansvar for Dragørs fremtid. Og vigtigst af alt er det en aftale, der kan mærkes,« lyder det fra borgmester Kenneth Gøtterup (K) i en pressemeddelelse fra Dragør Kommune.
»Det er ikke bare ambitioner – det er konkrete initiativer, vi nu gennemfører. Samtidig holder vi fast i en ansvarlig økonomisk kurs. For mig viser aftalen, hvad vi kan opnå, når vi sætter Dragør først og samarbejder om at gøre vores kommune endnu bedre at bo, leve og drive virksomhed i,« uddyber han.
Penge til både velfærd og solceller
En del af pengene skal gå til børn og unge. Pædagogerne får mere tid til faglig forberedelse, der bliver gjort klar til mulige madordninger i børnehaverne, og skolerne får penge til undervisningsmiljøer og materialer.
Der bliver også lagt penge til side til et niende skolespor fra 2027, hvis der kommer flere end 26 børn i klasserne ved skoleindskrivningen. Og så er der afsat 1,5 millioner kroner til UngDragørs udearealer.
På ældreområdet får hjemmeplejen en ekstra million kroner i 2027, og samtidig afsættes der 670.000 kroner om året til de øgede udgifter, der følger med Enggårdens forventede overgang fra kommunalt til selvejende kommunalt plejehjem.
Men det er ikke kun velfærden, der bliver prioriteret: En af de største enkeltposter er syv millioner kroner til solceller på kommunens tage. Arbejdet skal sættes i gang allerede i 2027, og ifølge budgetaftalen kan investeringen på længere sigt være med til at sænke kommunens energiudgifter.
Der er også afsat 1,6 millioner kroner til nyt vintermateriel. Derudover kommer der penge til blandt andet Musik- og Kulturskolen, foreningslivet, turisme, Jul i Dragør og Høstfest, og der skal plantes nye træer langs Kirkevej og etableres blomster flere steder i kommunen.
Der bliver også skåret
Selv om der er mange nye bevillinger, er der også steder, hvor kommunen kommer til at bruge færre penge.
Fra 2027 kan ikke alle borgere længere bestille en flextur. Den visiterede flexkørsel fortsætter for borgere, der har svært ved at bruge andre former for transport, men den åbne ordning forsvinder. Det giver en årlig besparelse på 100.000 kroner.
Der bliver også skåret i særlige fridage for visse grupper af kommunalt ansatte. Hvor meget kommunen forventer at spare på det, fremgår ikke af aftalen.
Kommunen vil desuden undersøge, om nogle af de opgaver, der i dag bliver købt hos eksterne leverandører, kan hjemtages og klares billigere af kommunens egne medarbejdere. Mere generelt lægger aftalen op til, at kommunen også fremover skal finde effektiviseringer og måder at bruge ressourcerne bedre på.
Ikke alle de nye bevillinger er permanente. Den ekstra million til hjemmeplejen gælder foreløbig kun i 2027, hvorefter behovet skal vurderes igen. Jul i Dragør og Høstfest får ekstra penge i to år, men her lægger aftalen op til, at arrangementerne på sigt i højere grad skal kunne finansiere sig selv.
Større problemer kan vente forude
Mens budgetaftalen fordeler penge for de næste fire år, fylder Dragørs økonomi på længere sigt også meget i aftalen.
En prognose, som politikerne fik forelagt i maj, peger på, at Dragør kan miste mellem 600 og 1.000 borgere i løbet af de næste ti år. Samtidig ventes der flere ældre og færre unge.
Det kan ramme økonomien fra to sider. Færre borgere betyder færre indtægter, mens en aldrende befolkning ventes at øge kommunens udgifter.
Hvis prognosen holder, kan Dragør ifølge budgetaftalen ende med et årligt underskud på driften på mellem 60 og 90 millioner kroner.
Prognosen skal dog først se efter i sømmene af eksterne. De nye beregninger skal efter planen være klar senest i oktober eller november. Hvis de viser samme udvikling, skriver aftalepartierne, at der kan blive behov for »meget betydelige prioriteringer«, som kan få store negative konsekvenser for den kommunale service.
Aftalepartierne vil arbejde for, at Dragør som minimum fastholder et befolkningstal på 14.600. Samtidig slår de fast, at Dragør fortsat skal være en selvstændig kommune. Der skal derfor laves en plan, som ser ti år frem. Den skal blandt andet handle om kommunens økonomi, bolig- og byudvikling og udviklingen på de forskellige fagområder.
Også de store anlægsprojekter presser sig på. I 2028 og 2029 ligger de planlagte anlægsudgifter væsentligt over den ramme, kommunen i dag har til anlæg. En vigtig årsag er kystsikringen. Samtidig ønsker politikerne på længere sigt at finde penge til flere plejeboliger og udvikling af havnen.
Allerede i det nuværende budget er der desuden en udfordring i det sidste år. I 2030 ligger overskuddet på driften lige under kommunens eget krav på 60 millioner kroner. Det vil aftalepartierne tage op igen ved budgetlægningen for 2028.
Budgetaftalen giver dermed svar på, hvad en del af pengene skal bruges på de næste år. Men flere af de store økonomiske spørgsmål – og spørgsmålet om, hvor der på længere sigt skal findes penge eller spares – er skubbet videre til arbejdet med Dragørs tiårsplan.
Liste T har som det eneste parti i kommunalbestyrelsen ikke skrevet under på aftalen.
De øvrige aftalepartier om budgettet
Henrik Kjærsvold-Niclasen (V): »I Venstre er vi særligt tilfredse med, at vi tilfører de midler til minimumsnormeringerne, som staten ikke sendte med. Nogle børnehaver får mulighed for at etablere modtagekøkkener, og folkeskolerne får midler til undervisningsmiljø og materialer. Vi har også reserveret midler til et niende skolespor, hvis årgangen i 2027 gør det nødvendigt, og afsat 1,5 milloner kroner til nye udearealer ved Krudthuset i UngDragør.
På ældreområdet afsætter vi en million kroner til kvalitetsudvikling i hjemmeplejen, og der er varige midler til en konsulent, der skal understøtte de frivillige indsatser i Dragør.«
Nicolaj Bertel Riber (S): »Med budgetaftalen tager vi endnu en gang ansvar for Dragørs udvikling. Vi styrker velfærden med flere midler til både de mindste og de ældste borgere. Vi bruger de økonomiske muligheder fuldt ud på at sikre et stærkt lokalt velfærdssamfund, hvilket har været en central prioritet for Socialdemokratiet.
Samtidig tager vi ansvar for fremtiden. Dragør står foran demografiske og økonomiske udfordringer, som kræver handling nu. Derfor igangsætter vi initiativer, der skal styrke byens sammenhængskraft, sikre et bæredygtigt befolkningsgrundlag og fastholde en god velfærd for alle. Det skal samtidig skabe økonomisk grundlag for nødvendige investeringer som kystsikring, plejeboliger og udviklingen af havnen.«
Leif Nielsen (SF): »SF gik ind i budgetforhandlingerne med et klart fokus på tidlig indsats og på at investere klogt i fremtiden. Derfor er vi stolte af, at vi med ét mandat har sat tydelige aftryk med faglig tid til pædagogerne, fokus på flere voksne i klasserne og på sagsbehandlingstiden på det sociale område.
Vi er også rigtig glade for, at frivilligheden styrkes, og at der investeres i solceller på kommunens bygninger. Det er konkrete resultater, som ligger tæt på den retning, vi gik til valg på.
Selvfølgelig har vi ikke fået alt, men konstruktive forhandlinger kræver, at man går ind i rummet, tager ansvar og er villig til at indgå kompromiser for at få indflydelse. Det synes vi er lykkedes, og vi er stolte af at være en del af et bredt forlig, som vi mener tjener Dragørs borgere bedst.«
De største poster i budgetaftalen
- 7 millioner kroner til solceller på kommunale tage.
- 1,5 millioner kroner til nye udearealer ved Krudthuset i UngDragør.
- 1,5 millioner kroner årligt fra 2028 til et niende skolespor, hvis elevtallet udløser behovet. I 2027 er der reserveret 625.000 kr. samt op til 400.000 kr. til fysisk etablering.
- 1,3 millioner kroner til modtagekøkkener i børnehaverne, så der bliver mulighed for madordninger.
- 1 millioner kroner til kvalitetsudvikling i hjemmeplejen i 2027.
- 1 millioner kroner årligt fra 2028 til styrkelse af børnetandplejen gennem samarbejde med Tårnby Kommune. I 2027 afsættes 500.000 kr..
- 675.000 kroner årligt til en ugentlig times faglig forberedelse for uddannede pædagoger på 0–6-årsområdet.
- 670.000 kroner årligt til øgede udgifter i forbindelse med Enggårdens overgang til selvejende kommunalt plejehjem.
- 500.000 kroner årligt til flere hold på Musik- og Kulturskolen.
- 500.000 kroner som engangsbevilling til undervisningsmiljøer og materialer på folkeskolerne.
Beløbene er udvalgte større nye prioriteringer i budgetaftalen og er ikke en samlet opgørelse over alle bevillinger.