Arbejdet med at indføre ældreloven fortsætter frem mod 1. juli 2027. Som Dragør Nyt tidligere har beskrevet, blev processen sat under yderligere pres, da Ældretilsynet i sommer vurderede, at implementeringen i hjemmeplejen ikke var nået så langt som forventet.
Tilsynet pegede blandt andet på, at arbejdet med at overføre eksisterende borgere til de nye borgerforløb var kommet for kort, og at borgere og pårørende ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt. Kommunen har siden besluttet at sætte tempoet op.
Kommunens opgørelse fra 14. september viste, at alle 94 borgere hos den private leverandør Carelink var blevet overført til de nye forløb. I den kommunale hjemmepleje gjaldt det 143 borgere – knap 32 procent af borgerne. Omkring 450 borgere modtager samlet hjemmepleje i kommunen.
Ny økonomisk styring fra januar
Den konkrete beslutning på kommunalbestyrelsesmødet handlede blandt andet om økonomien i hjemmeplejen.
Det er tidligere politisk besluttet, at den kommunale hjemmepleje skal overgå til aktivitetsstyring. Det betyder i denne sammenhæng, at hjemmeplejens økonomi i højere grad skal følge den aktivitet, der faktisk udføres, i stedet for at hjemmeplejen alene styres efter en på forhånd fastlagt økonomisk ramme. Det var oprindeligt forventet at ske 1. september i år, men Center for Indkøb og Økonomi har anbefalet at vente til begyndelsen af et nyt kalenderår.
Overgangen er derfor nu fastsat til 1. januar 2027. Indtil da fortsætter hjemmeplejen med rammestyring, mens kommunen følger aktivitet og økonomi tæt for at forberede den nye styringsform.
Liste T ønskede ikke at godkende ændringen. Peter Læssøe (T) efterlyste et grundigere grundlag for beslutningen.
»Det er en svær ting. Vi ønsker ikke uden et beslutningsgrundlag at stemme for. En så markant ændring af den økonomiske styring er umulig uden at kende konsekvenserne. Vi stemmer imod det her i dag,« sagde han.
Formand for Ældre- og Sundhedsudvalget Jan Madsen (K) understregede, at beslutningen handler om rammerne for det videre arbejde.
»Her skal vi beslutte de overordnede rammer, og derefter skal vi i udvalgene tage stilling til, hvordan vi konkret gør det,« sagde han.
Kommunalbestyrelsen godkendte anbefalingen med 13 stemmer for og to imod. Liste T fik samtidig en protokolbemærkning med i sagen, hvor partiet fastholder kritikken af beslutningsgrundlaget.
FAKTA: Rammestyring og aktivitetsstyring
Rammestyring: Hjemmeplejen har en på forhånd fastlagt økonomisk ramme, som driften skal holdes inden for.
Aktivitetsstyring: Økonomien kobles i højere grad til omfanget af den aktivitet, hjemmeplejen leverer.
Dragør Kommune vil overgå fra rammestyring til aktivitetsstyring i hjemmeplejen fra 1. januar 2027. Den konkrete model for aktivitetsstyringen er ikke beskrevet nærmere i sagen.