Overbetjenten fra Store Magleby har fået sin snublesten

Ellen Thers Egesberg er tilbage foran barndomshjemmet på Hovedgaden 34 i Store Magleby. Det er mandag klokken ni, oktober, og flokken, der har samlet sig rundt om den 83-årige kvinde må trække til side, når morgenmylderets sidste biler skal forbi. Andre gange skal de spidse ørerne, når Ellen Thers Egesbergs stemme skal overdøve flymotorerne.

Den hjemvendte datter er ikke dagens hovedperson. Det er hendes far, politibetjenten Jørgen Emil Thers. Han døde en novemberdag i 1944 i koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, blot halvanden måned efter, at tyskerne havde arresteret ham sammen med et par tusind kollegaer og sendt dem med skib og godstog til lidelserne i nazisternes berygtede system af fangelejre. Billeder viser en ung mand, veltrænet og atletisk. Jørgen Emil Thers var elitesportsudøver, danmarksmester i diskoskast. Men han var først og fremmest lokal politibetjent, ægtemand til Gunhild og far til tre børn.

Hjemmet og arbejdspladsen var i det gule hus på Hovedgaden, og det er også her, at der den første dag i skolernes efterårsferie bliver nedsat en snublesten, en brostensformet bronzemarkør, der kort fortæller historien om Jørgen Emil Thers liv og om, hvordan han blev offer for nazismens overgreb.

Ellen var halvanden år, da faren forsvandt, og selv om hun ikke husker ham, fyldte han i barndomshjemmet.

»Det betød meget for mor, at vi gjorde noget, far ville være stolt af,« siger hun til flokken, der tæller både familiemedlemmer, kommunalpolitikere og alment interesserede lokale.

»Atletikken var ikke noget for mig, men hvis jeg ikke kunne det, kunne jeg i stedet melde mig til civilforsvaret. Jeg håber, at min far ville sætte pris på det,« fortæller hun.

Ellen Thers Egesberg engagerede sig i en grad, så hun på brystet bærer Dannebrogsordenen. Den fik hun for tro tjeneste i Danske Kvinders Beredskab, hvor hun var landechef.

Beredskabet opstod sammen med Hjemmeværnet og Civilforsvaret i kølvandet på befrielsen. »Aldrig mere 9. april« lød parolen hos mange af dem, der engagerede sig – med henvisning til forårsdagen i 1940, hvor tyskerne rullede ind over Danmarks grænser og indledte den besættelse, der endte med at tage Jørgen Emil Thers bort fra familien Store Magleby.

»Aldrig mere 9. april« så ud til at blive virkelighed, da Berlinmuren faldt, Sovjetunionen gik i opløsning og demokratiet endeligt kunne udrulles i hele Europa i det sidste årti mod årtusindskiftet. Men historien ruller hurtigt, og for Ellen Thers Egesberg var tidens optimisme naiv, fortæller hun til Dragør Nyt, efter at hun har takket de fremmødte og fortalt sin historie i en kort tale.

»I tiden efter murens fald blev Danske Kvinders Beredskab nedlagt, for holdningen var, at der aldrig ville blive brug for det igen. Alle beredskabsplaner blev skrottet. Hvis vi havde holdt fast i beredskaberne, ligesom svenskerne og finnerne har gjort, ville vi ikke have behov for at genopfinde det hele til de tider, vi lever i nu,« siger hun.

Oldebarn i uniform

Til stede på Hovedgaden er også Jonas Thers. Jørgen Emil Thers var hans oldefar – men det er ikke kun familiebånd, der binder de to sammen. Jonas Thers er politiassistent – og lokalbetjent i Dragør.

»Det sætter nogle tanker i gang i forhold til det professionelle aspekt. Men det betyder også noget på det familiemæssige plan,« siger han om det ny mindesmærke.

»Han har betydet meget i familiens fortælling, men det er også let at drage nogle paralleller til den situation, både dansk politi og samfundet som helhed står over for i dag,« siger han.

Politikarrieren er dog ikke båret frem af oldefarens historie.

»Det var nærmere en drengedrøm, og det er lidt et tilfælde, at jeg netop blev lokalbetjent i Dragør,« siger Jonas Thers.

Barndomsminder

Tilbage til Ellen Thers Egesberg ved barndomshjemmet.

Faderens fravær til trods var Store Magleby »det bedste sted i verden at vokse op«, som hun beskriver det. Selv om Hovedgaden 34 egentlig var tjenestebolig for lokalbetjenten, fik enken og de tre børn lov til at blive boende, og huset blev rammen om hele barndommen. Fra Ellen sad i barnevognen på havegangen med ansigtet rettet mod Hovedgaden og alle de mennesker, der hilste på den spæde pige, og over leg med kammerater på nabogården.

Hun boede der, da Hovedgaden ikke længere blev en del af landevejen til København, fordi lufthavnen åd koblingen til Amager Landevej og blev erstattet af Englandsvej. I 1959 flyttede hun med sin mor til det nyopførte Strandparken, men Hovedgaden er stadig barndommens gade. Nu har hun endnu en grund til at vende tilbage. Snublestenen med faderens navn, fødselsdag og dødsdag indgraveret. Stenen er blevet nedsat på hendes eget initiativ. Alligevel rammer indvielsen denne oktobermandag overraskende hårdt.

»Det er meget mere rørende, end jeg havde forestillet mig. Jeg troede ikke, at det ville berøre mig så meget, som det gør,« afrunder Ellen Thers Egesberg.